Det er en mærkelig bog, litteraturforskeren og kritikeren Tue Andersen Nexø har skrevet. Den består af fem kapitler med analyser af vægtige danske forfattere og værker fra de sidste tyve år, centreret omkring bestemte temaer som for eksempel social mobilitet (Helle Helle og Ida Jessen) og handicappedes sexliv i velfærdssamfundet (Pablo Llambias, Lars Frost og Christian Jungersen).
Nexø er en strålende tekstanalytiker, og han har en sympatisk ambition om at overskride den evige kløft i dansk litteraturdebat mellem den smalle litteratur, der kun dyrker formen, og den brede litteratur, der oplyser og underholder om alt det menneskelige.
Han er derfor også på jagt efter fælles tendenser i den nyere litteratur, der kan få os til at se noget andet end bred versus smal. Nexøs mageløse opdagelse er noget, han kalder ”den sociale vending”. Men det virker ret postuleret, at der er denne indre sammenhæng i hans temmelig forskelligartede tekstudvalg. Symptomatisk nok slutter hvert kapitel med en sætning, der skal minde læseren om, at også det vi nu har læst, er et udtryk for den sociale vending i nyere dansk litteratur. Det er sikkert en behjertet redaktør, der har insisteret på disse små hæfteklammer, men de kommer mod hensigten til at udstille manglen på indre sammenhæng. Hans bog har ellers været længe undervejs. Forarbejder i artikelformat udkom i 2009 og 2010.
Når man læser ”Vidnesbyrd fra velfærdsstaten” slår det én, hvor meget den er i slægt med Rune Lykkebergs bog ”Kampen om sandhederne” fra 2008. Der er sammenfald i eksempler som ”Fodboldenglen” af Hans-Jørgen Nielsen, ”Det bliver sagt” af Kristian Ditlev Jensen, ”Fra smørhullet” af Kirsten Hammann og ”Undtagelsen” af Christian Jungersen. Og begge bøger dyrker en tese om, at kulturradikalismen har tabt terræn som den bærende idé for psyke og samfund, og at det sociale felt er betydeligt mere trægt og uoverkommeligt end en simpel frigørelsestanke eller velfærdspædagogik kunne forestille sig.
Jeg opfatter ikke Nexø som elev af Lykkeberg, selvom det kan undre, at der ikke er en større diskussion med hans analyser.
Begge de herrer er født i 1974 og har i deres ungdom studeret sammen på litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, og jeg gætter på, at man i det tætte miljø har udtænkt nogle pointer mere eller mindre kollektivt. Nogle er så bare hurtigere ude af startblokkene med at formidle dem til den store offentlighed.
Karrieremæssigt er Nexø og Lykkeberg gået hver sin vej, Lykkeberg ud i dagspressen og samfundsdebatten, nu som chefredaktør på Information. Nexø – ja, han er familie, oldebarn af den store forfatter Martin Andersen Nexø – er blevet på universitetet som lektor på deres gamle fag, blandt andet med speciale i engelsk 1700-talslitteratur. Han har imidlertid også i mange år dyrket den nyere danske litteratur som redaktør for litteraturtidsskriftet Den Blå Port i årene 2001-2006 og som anmelder på Information. Jeg vil tro, at Nexø kan komme ind på en top 5, måske endda en top 2 over dem, der følger den nyere danske litteratur på allernærmeste hold.
Den sociale vending betyder, at forfatterne forholder sig til hverdagen, samtiden og alle de mikrosociale ”scripts”, vi skal følge for at kunne fungere med hinanden i dagligdags interaktioner. Hvor den sociologiske inspiration hos Lykkeberg i høj grad var Pierre Bourdieu og hans kulturelle klasseanalyser, skotter Nexø mere til mikrosociologien hos en Erving (ikke Erwin, som der står i bibliografien) Goffman.
Nexø præciserer, at hans ærinde er litteraturkritisk og litteraturhistorisk. Han vil ikke selv sige noget om samfundet, men undersøge, hvad forfatterne siger om det. Blandt andet ud fra den betragtning, at forfatternes syn ikke er repræsenteret i den almindelige samfundsdebat. Den mikrosociologiske følsomhed passer hverken ind i en liberalistisk kritik af den umyndiggørende velfærdsstat eller i en ”humanistisk”-venstreorienteret kritik af konkurrencestaten. Det rejser selvfølgelig spørgsmålet om, hvorfor netop litteraturen (forfatterne) formår at se dette. Og i hvilken forstand det er sandt eller blot repræsenterer et særligt perspektiv, og hvilket da?
Her er bogen underlig tavs. Der er ikke nogle metodeovervejelser over, hvad det er, litteratur kan som sprog- og erkendelsesform. Eller hvilke historiske prægninger der er fælles for bogens aldersgruppe af forfattere. Der er heller ingen udblik til andre nutidige kunstarter som film og tv-serier, hvor samme motiv måske kunne genfindes. På den måde bliver der noget indadvendt og (litterært) eksklusivt over bogen, også fordi den er på et højt akademisk niveau og temmelig kompakt at læse. Læge læsere får svært ved at hænge på, men det sikrer den en fjerde stjerne hos Deres akademiske anmelder.
Nuvel. Forfatterne er ifølge bogen skeptiske over for velfærdsstaten. Den ses ikke som en velsmurt maskine, men nærmere som en ruin med nedslidte, dysfunktionelle og afmægtige institutioner. Ikke i en betydning af ”nedskæringer” og ”sociale massegrave”. Det er mere noget med, at de idealer, der legitimerer institutionerne, har svært ved at gennemtrænge dem. Velfærdsstatens idégrundlag i pædagogik, ideologi og menneskesyn støder på grund i mødet med den sociale virkelighed.
Hvor man på Rifbjergs og Villy Sørensens tid tænkte i den mulige konflikt mellem den enkelte og samfundet, dyrker den nye litteratur ikke længere tanken om velfærdsstaten som passiviserende, klientgørende eller formynderisk – et system som den enkelte bør sætte sig op imod – men zoomer ind på de dilemmaer, der udspringer af, at selvudfoldelse og fællesliv ikke kan gå gnidningsfrit op i hinanden.
Også idéen om litteraturens autoritet er i krise. Flere af Nexøs forfattere har en afsmag for fiktion og for idéen om, at man med opdigtede universer kan artikulere noget almenmenneskeligt. Nexø får det næsten til at lyde som en litterær udmærkelse at have afsmag for fiktion. Det kan jo også skyldes kunstnerisk og håndværksmæssig udygtighed. Og hvorfor Ida Jessen og Helle Helle i øvrigt klarer det helt fint, diskuteres ikke.
Nexøs forfattere har en refleksiv overopmærksomhed på de sociale scripts og normer for, hvad der er passende, helt ind i skemaer for hvad man bør føle i bestemte situationer. Hvis alle følelser er påduttet os udefra, hvad er der så tilbage? Forfatterstemmerne er hverken undertrykt eller frigjort, men fanget i en underlig halvverden af sociale forventninger, hvor det ikke er til at se, hvor deres eget bidrag slutter, og samfundets begynder. Generationen er også præget af politisk handlingslammelse. Dels er man altid følsom over for sit eget mulige hykleri, dels er der ikke rigtig noget centrum, man kan gøre oprør imod.
Generelt vil Tue Andersen Nexø gerne erstatte eksistentialisme med sociologi og som sine forfattere være skeptisk over for det almenmenneskelige, men det forbliver da lidt uklart, hvorfor netop hans generation sidder så meget i saksen. Er det, fordi den er en af de første gennemsocialiserede og genneminstitutionaliserede generationer, der lige fra vuggestuen har været spundet ind i pædagogiske normer og kollektiv hensyntagen? Man kan under læsningen nogle gange få en sær fornemmelse af børnehavebørn, der har bevæget sig ud i den svære voksenverden og nu gennem litteraturen melder tilbage til de andre fra stuen dengang om, hvor underligt og kompliceret og klamt og grotesk og normativt det hele er. De var blevet stillet noget andet i udsigt, velfærdens børn. Tænk, man kan ikke en gang blive forfatter uden at skulle slås med forfatterroller og forventninger om, at man kan skrive fiktion og formulere noget alment interessant, har I hørt magen?
Sociologisk kan denne stemning måske også afspejle mange forfatteres praktiske livs- og arbejdssituation i Danmark. De lever, for manges vedkommende meget beskedent, af at skrive; de færdes ikke på almindelige arbejdspladser, de skal altid legitimere sig i forhold til en rolleforventning, de lever et på mange måder abstrakt liv, hvor de naturligt vil føle sig akavede i forhold til mange sociale scripts i et Danmark, der ikke ærer sine forfattere som Tove Ditlevsen engang sagde.
På bogens sidste sider sender Nexø en lidt bevæget hilsen til de yngste forfattere, der ikke har været i bogens fokus. De virker ikke på samme måde klemte og evigt anfægtede. Digteren Asta Olivia Nordenhof kåres som repræsentant for en ny generation, der helt udramatisk kan stille sig uden for normer og forestillinger og hylde ”det trætte, ømme, uperfekte liv”. Det er lige før, anmelderen også bliver rørt. Med den ungdom kan det ikke gå helt galt for gamle Danmark. Men så gnaver den ondskabsfulde orm alligevel i ham: Kommer Nordenhof ikke her til at lyde lidt som det litterære miljøs svar på Bridget Jones, kæk, kikset og crazy på en übercool måde, og sikke vi alle kan grine og græde befriet, når hun undviger de normer, så mange træller under.