Prøv avisen
Interview

Erik Valeur: Angsten for at blive forladt har præget mig hele livet

”Uden bøn ville jeg være et endnu mere bekymret menneske,” siger forfatteren Erik Valeur, der tidligt lærte at tale med Gud, mens de voksne omkring ham glemte at lytte til hans signaler. - Foto: Leif Tuxen

Forældre er for dårlige til at læse børns signaler, mener den roman-aktuelle forfatter Erik Valeur, der selv blev svigtet og misforstået som barn

Skriget er et menneskes første sprog. Men barneplejerskerne på børnehjemmet Skodsborg nord for København lukkede beslutsomt døren til sovesalen, når de nye spædbørn begyndte at græde.

For de voksne troede virkelig, at det var bedst for børnene at vænne sig af med det skrigeri.

”Sådan lå vi forladte spædbørn sammen og skreg efter en voksen, der ville løfte os op. Men der kom ingen. Det tog omkring en uge. Så tav vi endelig. Og barneplejerskerne havde løst opgaven,” siger journalisten og forfatteren Erik Valeur, der selv lå og skreg på samme måde som spædbarn, da hans depressive mor havde overgivet ham til Mødrehjælpens varetægt i 1955, fortæller han.

”Det var almindelig praksis, at man lagde en stofble over moderens øjne, når hun fødte, så hun ikke kom til at se det barn, som hun alligevel havde besluttet sig til at give væk. Og det var lettest, hvis hun hverken havde rørt eller set barnet, mente man. Ellers ville moderen bare opdage, om det var en pige eller en dreng og gå og forbinde piger eller drenge med det barn, hun havde forladt, resten af livet. Men ingen tænkte på spædbarnets behov for nærhed,” siger forfatteren Erik Valeur og griner opgivende:

”Jeg husker naturligvis ikke, hvordan jeg lå i mørket og skreg sammen med de andre spædbørn. Men jeg kan stadig mærke følelsen. Angsten for forladthed. Og jeg tror, at vores små sjæle hang sammen i en form for sammenhold. Alle eksperter siger i dag, at de første år er de vigtigste. Men dér blev vi svigtet og mærket for livet. Nogle lærte aldrig at blive elsket igen, fordi de altid skubbede folk væk af angst for at blive forladt. Og den angst har også præget mig. Men dengang tænkte man mest på de voksne,” siger Erik Valeur tørt og nipper til sin Cola Zero på en café på Søborg Torv.

”En bid af himlen” står der på menukortet ved siden af de store vinduer ud til den metalgrå efterårshimmel, der pakker byen ind som en hinde af tristhed, da vi rejser os for at gå ud i Erik Valeurs barndomskvarter i Søborg.

Hans mormor og morfar - og mor - hentede ham hjem fra børnehjemmet, da han var to år. Her boede de i et socialdemokratisk velfærdsparadis i et af kommunens mange rækkehuse, der blev bygget i Erhard Jakobsens berømte borgmestertid, så småsparerne fra København kunne få eget hus med en stump græs i forstaden.

Og til de lidt fattigere byggede man på samme tid de solide, rødstensbygninger med lejligheder, der med enkelte undtagelser stadig sidder som velholdte tænder langs Søborg Hovedgade.

”Søborg har ikke ændret sig meget, siden jeg voksede op her,” siger Erik Valeur og lader blikket glide ned ad Søborg Hovedgade.

Det var her, han gik i fritidsklub, skole og kirke som barn. Og en pæn del af Erik Valeurs nye roman, ”Logbog fra et livsforlis”, udspiller sig også her i Søborg, ligesom han har ladet sine egne oplevelser sive ind i den fiktive fortælling.

”Mens min debutroman handlede om adoptivbørn, der blev overset, handler denne her om almindelige børn, der bliver overset. Og jeg har brugt min egen barndom som inspiration, ligesom jeg har skrevet en masse replikskifter og historier ned fra virkeligheden, som jeg har hørt, på små gule sedler, som jeg så har vævet ind i fiktionen, ligesom jeg har haft bestemte folk i tankerne til en del af bogens karakterer,” forklarer Erik Valeur, der for eksempel har ladet ”den brutale nabodreng” ende med at blive statsminister, mens hovedpersonen er fuld af små hemmelige særheder, der ofte ligger tæt på Valeur selv.

Erik Valeur var dog selv relativt populær i skolen - ikke mindst på grund af sit fodboldtalent, der selvsagt var hård valuta i skolegården.

Men om natten var han præget af angstfyldte mareridt, der gjorde, at han altid vågnede op med røde øjne. Det misforstod både moderen og bedsteforældre, så de gav ham hele tiden øjendråber.

En flaske om ugen blev det til, mens den ”gode” doktor diagnosticerede de røde øjne som sneblindhed, selvom det var midt i oktober. Men så havde de voksne en forklaring, så de selv kunne sove trygt, mens Erik Valeur fortsat drømte angstfyldte drømme.

”Så snart jeg lukkede øjnene, eksploderede mine mørke tanker. Det handlede ofte om, at min mor døde, da jeg igen blev forladt. Men jeg sagde det ikke til nogen. Det var min hemmelighed. Jeg lå alene i et værelse ved siden af min mors værelse. Og jeg græd stille, mens jeg ofte kunne høre, hvor hun lyttede til klassisk musik ved siden af, mens min mormor og morfar sad i hver sin lænestol og så fjernsyn nede i stuen. Så dem ville jeg ikke forstyrre. Og jeg havde også fornemmelsen af, at de voksne helst ville have, at jeg skulle være harmonisk og uden særheder, så dem gemte jeg.”

Vi rejser os og krydser Søborg Torv, hvor Erik Valeur gik hver dag og bad til Gud på vej til sit fritidshjem.

”Det var en af mine særheder. For selv midt på dagen havde jeg mareridt. Jeg forestillede mig forsiden af en avis, hvor min mor lå død og indsmurt i blod, fordi hun var blevet kørt ned på sin cykel på vej hjem fra sit arbejde på Emdrup Torv. Så jeg bad Gud om at passe på hende.”

Det var mormoderen, der havde lært ham at bede. Hver aften satte de sig sammen på knæ ved sengen og bad aftenbøn.

”Det var en af de gode ting, jeg lærte derhjemme. Hun vænnede mig også af med at bande ved at tage mig med op på toilettet og bede mig bande alt det, jeg kunne. Bagefter hev hun i toiletsnoren og sagde: 'Så kom vi af med de ulækre ord.' Men bønnerne beholdt jeg. Det har fulgt mig helt ind i voksenlivet, ligesom jeg stadig sætter pris på at gå i kirke, selvom mange af mine venner har haft svært ved at forstå det.”

Som journalist arbejdede han blandt andet i mange år sammen med Tine Bryld på programmet ”Tværs”, og privat var de også venner, men hun var ateist som sin mand, så de fik meget sjov ud af det, da Erik Valeur og hans kæreste udnævnte dem til faddere, da deres første barn skulle døbes.

For sådan tvang Erik Valeur sine ateistiske venner til alters, fortæller han grinende, da vi drejer ned mod Utterslev Mose, hvor han spillede fodbold som dreng. Men fodboldkarrieren endte brat, da han som 10-årig fik en sjælden hoftesygdom - og igen blev forladt af sin mor, der sendte ham på hospital på Røsnæs på Vestsjælland, hvor han kun så sin mor en gang om ugen i to år, heraf lå han fastspændt i halvandet år med sin hofte sammen med børn i samme situation.

”Der var for eksempel en grønlandsk dreng, der ikke fik besøg, så ham gav de en lille sælbamse, som han kunne ligge og knuge om natten, så det gjorde han i to år i datidens misforståede pædagogik om, at børn i den situation havde bedst af at have så lidt kontakt med deres forældre som muligt.”

I bogen tager de voksne endda en bamse fra en overset dreng, så han i stedet tager en død fugl ind i sengen som krammedyr. Det kunne have været Erik Valeur selv. For børn er ”hyperskrøbelige tingester”, der gør de særeste ting for at skabe en følelse af tryghed for dem selv.

Men den slags særheder er skrig om kærlighed, mener Erik Valeur. Og selv har han også brugt de hårde år på Røsnæs i romanen, hvor hovedpersonen, Viggo Larsen, netop bor på Røsnæs i et nedlagt fyr med alle sine særheder.

”Jeg tror, at både børn og voksne har deres særheder. Voksne skjuler dem bare. Men de opstår ofte på grund af ensomhed, så vi skal blive bedre til at se og høre hinandens og især børns behov for at blive elsket og forstået. Ellers bliver man ødelagt som menneske. Selv har jeg kæmpet meget med vrede over det svigt, jeg har været udsat for, ligesom jeg heldigvis kun i perioder har skubbet kærlige mennesker fra mig af frygt for at ende med at blive forladt igen,” siger Erik Valeur og tilføjer:

”Humanistisk set er jeg enig med Tine Bryld, der sagde, at meningen med livet var, at vi for hvert slægtsled skulle behandle vores børn lidt bedre, end vi selv var blevet behandlet. Men som far til fire kan jeg jo selv se, hvor svært det er. Jeg ville gerne have været mere nærværende, men kom til at lade mit arbejde fylde for meget. Og ofte ville jeg også hellere se fodbold end lege med mine børn. Det skammer jeg mig over nu,” siger Erik Valeur, der dog har fundet en slags nåde i kristendommen og også kalder det sidste kapitel i sin bog for ”Den sidste prædiken”:

”Jeg er stadig et bekymret menneske, der har nemt ved at lade mig overvælde af angstfyldte tanker. Men da hjælper det at bede. Uden bøn ville jeg være et endnu mere bekymret menneske. Bare det at åbne nyhederne kan gøre mig rædselsslagen. For det virker hele tiden, som om menneskeheden styrer mod afgrunden med krig, sult og folk, der drukner i Middelhavet. Med to verdenskrige i sidste århundrede skulle man tro, at vi var blevet klogere. Men folk fortsætter med at mishandle hinanden. Så hvis menneskeheden var et menneske, ville det blive indlagt som sindssyg på den lukkede afdeling. For vi bliver ved med at gentage de samme fejl igen og igen. På den måde mener jeg som Tine Bryld, at vi bliver nødt til at prøve at gøre det bedre her på Jorden.”

Tror du på Himlen?

”Jeg håber i hvert fald på den. Nu er min mor død, og min stedfar har fortalt, hvordan han forestiller sig, at hun nu sidder på en bænk i himlen og venter på ham. Det gør min stedfar lidt urolig, for han forestiller sig,at der må være mange mænd, der bejler til hende, før han kommer derop. Det er sødt og sjovt, synes jeg. Men døden giver mig også angst. Ikke tanken om at ligge i en kiste, men jeg frygter at ende i et uværdigt forværelse til døden på et plejehjem sammen med demente, der sidder og kigger ud i luften. Og når man dør, frygter jeg tanken om at sidde fast i en slags limbo, hvor man hverken er i Himlen eller på Jorden, men i en slags evigt venteværelse. Men vi ved jo ikke, hvad der sker, før vi står der,” siger han, mens en forpustet løber slæber sig forbi os på stien."

”Men det dér forstår jeg ikke,” kommer det så.

”Det er, som om folk i dag prøver at løbe helt fysisk fra døden. For mig ser det ikke sundt ud. Det ser ud, som om de er lige ved at eksplodere, når de løber rundt som tidsindstillede bomber helt røde i kinderne og påstår, at de har det godt bagefter. Det tror jeg ikke på. Døden kan man ikke løbe fra. Den kommer helt af sig selv før eller siden. Men i mellemtiden må vi prøve at undgå at gøre livet til et helvede for hinanden, og det begynder med at blive bedre til at se og forstå sine børn,” siger han, mens vi forlader stien i Velfærdssøborg, før endnu en mor kommer forbi med barnevogn i den ene hånd og mobiltelefon i den anden.

I dag er det måske ikke stofbleer, men smartphones, der gør os voksne blinde for børnene og deres små, sære skrig om opmærksomhed.

Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen