”Bog, farfar, bog,” siger mit barnebarn på et år og10 måneder. Når vi har leget med biler på gulvet, er det tid til at læse. Mine børns billedbøger er kommet op fra kælderen, hvor de har ligget i kasser og ventet på næste generation. Nu er den her. Nu er han her.
De sidste fire-fem måneder har han forstået, at det er dejligt at få læst op. Vi sidder sammen i sofaen eller ligger i sengen, når han skal sove, og så læser jeg. Indtil videre har vi læst et begrænset repertoire, hvoraf han allerede har udset sig sine yndlingsbøger.
Det er gerne noget med dyr, og han kender efterhånden figurerne, og nogle af dyrene kan han navnene på, andre kender han på lyden. Mjav, vov vov og muh.
Der er par pegebøger med lidt handling i, som han kan lide. Jeg fortæller, og han følger med i billederne. Han har lært at bladre de tykke papsider, og han kender læseretningen. Bøgerne er af Pia Thaulov, og de er glimrende. Og så fortæller jeg om billederne i den store Peter Pedal-bog. Han kan efterhånden de to første historier, som jeg har fortalt ham fem-seks gange, og hans farmor tilsvarende. Det er herligt at se den bog igen. Da Manden med den gule hat har hentet Peter i Afrika, skal Peter bo hos manden. Han får mad, der er vin på bordet, og bagefter sidder Peter i en lænestol og får sig en pibe tobak. Det er omtrent så politisk ukorrekt, som det kan blive. Det er farfars privilegium at læse den slags op.
Når jeg har læst et stykke tid, og vi er kommet igennem en lille stak bøger, siger han en underlig lyd, som jeg første gang ikke forstod betydningen af. Rhomf, rhomf, siger han og peger på iPad’en, der ligger på bordet. Rhomf, rhomf? Da han insisterende bliver ved med at sige denne lyd, går det endelig op for mig, hvad det går ud på. Han vil se Gurli Gris. De grynter på præcis den måde i de små film.
Han er helt vild med Gurli Gris – ligesom hundrede millionvis af andre børn er det kloden rundt. Gurli Gris er et globalt fænomen. Hun er et industriprodukt, der begyndte som en lille tegnefilmserie, men nu også findes som bog. Man kan få Gurli Gris-dukker og -tøj og ting med Gurli på. Der findes merchandise af alle mulige slags, der har med Gurli Gris-universet af gøre. Der er ingen ende på Gurli Gris, der synes, det er herligt at hoppe i mudder og grynte og grine imens.
Gurli Gris er et produkt af den globale massekultur og let at forkaste som det rene junk, hvis man er en kultiveret og dannet dansker. Ligesom man kan gøre det med Peter Pedal. Men noget må der være ved det, siden børnene elsker det. De er også ligeglade med faktorernes orden. I min generation har der hersket den orden, at man skulle læse først og bagefter se filmen. Men sådan er det ikke længere. Nu kan man få et krus med Gurli Gris på først og en rygsæk med hende og så se filmene og så måske – og kun måske – læse om hende.
Læsning er ikke nummer et længere. Sådan er det, og det kan ikke nytte noget at græde snot over det. Jeg havde i sidste uge et hold på universitetet, hvor vi diskuterede den danske kulturkanon. På den kanon findes Cecil Bødkers børnebog ”Silas og den sorte hoppe”. Der var ingen på det 30 studerende store hold, som havde læst eller nogensinde hørt om den bog. Men alle kendte selvfølgelig SvampeBob Firkant fra fredag aftens ”Disney Sjov”. Ikke et ondt ord om det, i denne sammenhæng, men det er ligegodt meget, at ingen igennem deres skoletid og opvækst har præsenteret dem for Silas.
Mit eget barnebarn skal det gå anderledes – hvis det står til mig. Jeg vil tage mig af drengens boglige opdragelse og lægge en solid litterær grund. Forældrene er for trætte og udmattede til alt for meget af den slags. Efter en hård dag på kontoret kan det være svært at stemme sig om til en livlig oplæsning.
Og de står jo også for alt det praktiske med at købe ind, lave mad, skifte ble, gå til forældremøder, børste tænder, vaske tøj og så videre og så videre.
Men jeg glæder jeg mig til at komme hele bogbunken igennem igen. Her er både danske titler som ”Gummi Tarzan” og Halfdans ”Børnerim” og de udenlandske som ”Alice i eventyrland”, ”Skatteøen”, ”Pippi Langstrømpe” og ”Harry Potter”.
Femten mand på en død mands kiste. Hiv-ohøj og en hel flaske rom. Bare han kunne blive ældre lidt hurtigere, så vi kunne komme i gang med de lange historier! Det bliver stort at tage på skattejagt igen – hvis bare han gider og kan samle sig om det og ikke bliver for distraheret af alt det andet, der byder sig til. Rhomf, rhomf. Men jeg håber og tror på, at det nok skal gå med lidt hiv og ohøj og en hel flaske rom.
I klummen Liv&Litteratur skriver kulturkritikerne Mai Misfeldt, Henrik Wivel og Lars Handesten på skift om forbindelserne mellem eksistens og litteratur – både historisk og aktuelt.