Der står 1972 på omslaget, men dette nummer af tidsskriftet "Kredsen" var så forsinket, at det først udkom i 1974. På dette tidspunkt havde de første chok lagt sig over, at man kunne gøre noget så usædvanligt som at jævnføre Marx og Grundtvig, for journalist og redaktør Ejvind Larsen (født 1936) havde selv sammen med Ebbe Kløvedal Reich året før forfattet et skuespil, ”Til kamp mod dødbideriet!”, hvor Grundtvig blev præsenteret som kapitalismekritiker.
Ejvind Larsen er selv vokset op på Amager ved København med kirkegang i Vartov, og det er ikke tilfældigt, at hans skrift udkom som et særnummer af et tidsskrift udgivet af Studenterkredsen, hvor Larsen havde fået sin teologiske opdragelse. Han var tillige venstresocialist, og man kan læse udgivelsen som hans forsøg på at forene modsætningerne i de livsanskuelser, han abonnerede på.
Larsen lod Marx og Grundtvig mødes i det praktiske: ”Aandens Løsen er Bedrifter!”. Det udsprang af nogle konkrete erfaringer med ungdomsoprøret, der også havde ramt højskolerne. Først gik det ud over Ryslinge Højskole, hvor der i 1968 udbrød oprør blandt eleverne i forbindelse med, at netop Venstresocialisterne holdte et møde på skolen. Også på Askov Højskole, hvor Ebbe Reich var lærer, var der et par år senere oprør. Der var med andre ord brug for at sætte ord på mødet mellem den grundtvigske højskole og den marxistiske ungdom.
Til det formål trak Larsen store veksler på Kaj Thanings disputats fra 1963, der lagde vægt på Grundtvigs folkelige vending i 1832. Den betød, at Grundtvig fra dette tidspunkt skelnede mellem det kirkelige og det folkelige. Dermed blev for det første oplysning frigjort fra forkyndelsen og for det andet det politiske adskilt fra religion. I de følgende år udviklede Grundtvig sine tanker om danskhed og folkelighed, ikke mindst om behovet for, at også bondestanden havde krav på oplysning og deltagelse i samfundslivet.
Lighedsprincip i social og kulturel forstand
Grundtvigs folkelighedsbegreb byggede på et opgør med standsopdelingen af samfundet, altså det princip at der består uoverstigelige sociale og kulturelle forskelle i samfundet. For Grundtvig måtte folkelighed indebære et lighedsprincip i social og kulturel – men dog ikke i økonomisk – forstand. Denne tanke greb Larsen fat i, men for at få pengene til at passe lod han ”folkelighed” forblive en flydende betegnelse. På den ene side var det udtryk for et lighedsprincip, men på den anden side fastholdt han også en hierarkisk betydning af begrebet, således at det kunne paralleliseres med den arbejderklasse, som han kendte fra marxismens begrebsverden. Det underbyggede Larsen ikke mindst med de kritiske bemærkninger, som Grundtvig gjorde sig om den kræmmerkapitalisme, han havde mødt på sine rejser til England i begyndelsen af 1830erne.
Således kunne da bøndernes andelsbevægelse i Larsens fortolkning blive udtryk for en proletarisk og nær-demokratisk bevægelse, der var udsprunget af Grundtvigs tankegang. Man kan tolke det som en senfølge af denne konklusion, at Pelle Dragsted fra Enhedslisten – et efterfølgerparti til VS – i 2021 fik N.F.S. Grundtvigs pris af Grundtvigsk Forum for sine tanker om blandt andet andelstanken som en særlig slags nordisk socialisme. Man må sige til Larsens forsvar, at han udmærket kendte den historiske forskning, der tydeligt viser, at der ikke er nogen beviselig direkte forbindelse mellem Grundtvig og andelsbevægelsen. Ikke desto mindre lod han pointen blive hængende, og dermed cementerede han den opfattelse, at der var noget om snakken.
Man kan sige, at socialisterne tog førergreb på Grundtvig, når de hævdede, at han var på deres side. Enkelte røster – som for eksempel den unge Bertel Haarder – gjorde dengang krav på Grundtvig som borgerligt-liberalt forbillede, men havde kun begrænset held med forehavendet. Grundtvig blev et ikon også for venstrefløjen. Blandt andet Kristeligt Dagblad har været kritisk over for den omstændighed, at præster i højere grad end befolkningen som helhed stemmer på venstrefløjspartier som SF og Enhedslisten. Man kunne også vende den iagttagelse om og sige, at venstrefløjen er forblevet åben som missionsmark.
Larsen selv svigtede ikke sit embede som kirkegænger. Han rummer modsætningen mellem Marx og Grundtvig i sin person. Som skribent har han ubesværet anvendt ordene "bolignød" og "arvesynd" i samme sætning. Som redaktør, journalist og offentlig intellektuel har han mere end de fleste bidraget til, at kirke og kristelighed er emner, der også tages alvorligt på venstre side af det politiske spektrum.