Arkitektens trøst er navnet på en plante, der navnlig tidligere blev brugt til at mildne arkitekters indsats ved byggerier, når resultatet var mindre heldigt. Ligesom mange billedkunstnere undertiden føler, at deres udsmykninger menneskeliggør arkitekternes rene flader, lige linjer og kolde former, anså man denne kraftige, hurtigt voksende slyngplante for at være velegnet til at dække over noget, der egentlig er… grimt.
Behovet er ikke blevet mindre i nyere byggeri, der ofte har en fremmedgørende karakter. Undertiden kan man gribe sig i at savne mere beplantning, der giver læ ved for eksempel de vindforblæste havneområder med deres nyopførte udsigtslejligheder. I det mindste nogle små pladser og afskærmede steder hvor mennesker har lyst til at mødes. Og så er grønt jo godt for øjnene.
I dag er der tilmed en stigende erkendelse – som en slags genopdagelse – af, at planter og blomster er befordrende for ”miljøet” og mildner menneskelige skadevirkninger på klimaet.
Annemarie Lund har i mange år gjort en stor indsats for at fortælle om dansk landskabsarkitektur, og skrev eksempelvis tredje og sidste bind af det majestætiske værk, ”Dansk Havekunst”, om den nationale landskabsarkitektur gennem 500 år. Mens navnlig første bind skrevet af Hakon Lund behandlede parker og haver ved slotte og landsteder, og andet bind med tekst af Lulu Salto Stephensen havde en hovedvægt på velfærdsstatens vellykkede byggerier med Aarhus Universitet som et eksempel på en ualmindeligt vellykket campus, er i hvert fald en del af tredje bind helliget de mange forskellige måder, vi igen har forsøgt at gøre byerne mere imødekommende og menneskevenlige med grønne anlæg og kunstnerisk udsmykning.
Det er nu et kvart århundrede siden, ”Dansk Havekunst” udkom første gang for siden at blive genudgivet i 2020, så hvad skete der efterfølgende?
Det giver Annemarie Lund og hendes medforfattere nogle bud på i serien ”Ny agenda”, der foreløbig er kommet i tre bind med ambition om at fortsætte udgivelsen med en ny bog hvert femte år.
Eksemplerne er baseret på indsendte projekter, der er blevet bedømt af en komite af fagfæller. Der kan være forskellige kategorier som grønnere by, grøn kulturarv, og hvad man kan finde ved strand og hav. Men for så vidt angår tredje bind, er klimaafdelingen bortfaldet.
Omtanken for klimaet ligger nu implicit i alle projekter. Det gælder blandt andet ambitionerne om at håndtere regnvandet, når det kommer i store mængder på én gang. Kan man opsamle og bortlede det på en måde, der også yder et tilskud til bymiljøet, så det bliver grønnere og ligefrem gør byen mere indbydende at opholde sig i med legefaciliteter for børn og samtalemuligheder for voksne?
Hvad enten det nu er en bymidte i Horsens eller en kirkeplads på Frederiksberg, og det er blot et par ud af talrige eksempler, er et ofte anvendt greb at skabe siddemuligheder – kombineret med beplantning.
Vi mennesker er ikke altid Guds bedste børn, når det kommer til ordentlig omgang med byrummet og herunder evnen til at finde og identificere et koncept, der hedder ”skraldespande”. Men i det mindste er bogens eksempler på at skabe en intimitet i selv store byrum eller høje etageejendomme med store afstande mellem sig et tilbud om rent faktisk at etablere mødesteder, der egentlig har nogle æstetiske kvaliteter, der indbyder til, at man føler omsorg for dem.
Tanken er ikke ny. Mange bydele har små kønne parker med bænke og græsplæner, træer og buske, måske en sø med et lille springvand, hvis det går højt, og som regel også en skulptur af Gerhard Henning (1880-1967) eller en af hans samtidige.
Men hvad nytter det, hvis netop vegetationens omfang og tæthed kan gøre stederne utrygge, eller nabolagets hundes naturlige behov for at aflevere et visitkort gør plænerne til en tvivlsom fornøjelse? Der kan være en fin, lidt melankolsk stemning af fortid og forfald i det foregående århundredes små byparker. Men tiden går måske mere i retning af mindre pladsdannelser med siddemuligheder og beplantning, der så bare skal passes. Det samme gælder tidens populære byhaver.
Det er fint med natur i byen – mener vi nu igen. Så mange årtier skal vi heller ikke tilbage, før der var en fremherskende opfattelse af, at by var da by med de kvaliteter, det indebærer, og forstad var forstad, og den var grøn. I dag henter vi gerne naturen ind til byerne – og mangler man ideer til, hvordan det kan gøres, fungerer ”Agenda 1-3” også som idékatalog.
Tivoliserer vi naturen i disse årtier? Gør vi udsigter til en scene (og et rigtigt godt motiv til de sociale medier)? Bliver naturen til ”en af tilværelsens skønneste sirater”, som den kultiverede justitsråd, civilisationens repræsentant, formulerer det i J.P. Jacobsens ofte citerede novelle ”Mogens” fra 1872.
Bekymringen berøres berettiget i ”Ny Agenda III”. Vil arkitekturen bemægtige sig naturen og ”blive en medieagtig oplevelse” – eller kan begavede arkitekter tegne bygningsværker, der både underordner sig landskabet og bliver diskret tilskud til det som et af bogens første eksempler:
Dorte Mandrup Arkitekters Vadehavscentret ved Ribe i samarbejde med landskabsarkitekten Marianne Levinsen og to underspillede bearbejdninger af kyststrækninger i henholdsvis Hvidovre (VEGA Landskabsarkitekter i samarbejde med billedhuggeren Karin Lorenzen) og Charlottenlund (Kragh & Bergland Landskabsarkitekter), hvor stedet bliver et sted, der indbyder til at sætte sig ned og betragte landskabet, høre havet og mærke vinden i beplantningen. Meget nænsomt og smukt. Og så på den anden side storslået og ophøjet med Solnedgangspladsen i Gammel Skagen af landskabsarkitekten Kristine Jensen, der som kunstnerisk konsulent inddrog den afdøde billedhugger Ingvar Cronhammar, der havde en fin fornemmelse for, hvordan kunst og arkitektur placeret i natur kan tilføre stedet en sakral betydning. I dette tilfælde også med indbygget kystsikring.
Annemarie Lund (red.): Agenda 1-3. 600 sider. 900 kr. Forlaget Bogværket.
