Arkitektens trøst er navnet på en plante, der navnlig tidligere blev brugt til at mildne arkitekters indsats ved byggerier, når resultatet var mindre heldigt. Ligesom mange billedkunstnere undertiden føler, at deres udsmykninger menneskeliggør arkitekternes rene flader, lige linjer og kolde former, anså man denne kraftige, hurtigt voksende slyngplante for at være velegnet til at dække over noget, der egentlig er… grimt.
Behovet er ikke blevet mindre i nyere byggeri, der ofte har en fremmedgørende karakter. Undertiden kan man gribe sig i at savne mere beplantning, der giver læ ved for eksempel de vindforblæste havneområder med deres nyopførte udsigtslejligheder. I det mindste nogle små pladser og afskærmede steder hvor mennesker har lyst til at mødes. Og så er grønt jo godt for øjnene.