Jakob Danneskiold-Samsøe har kastet sig ud i det ikke helt ufarlige projekt at skrive Europas historie. Det er for det første farligt, fordi han som generalist blotlægger sig for kritik fra specialister, der altid kan finde et hår i suppen, når det handler om netop deres felt.
Danneskiold-Samsøes forehavende er også farligt, fordi ethvert forsøg på at definere eller blot beskrive Europa vil have en politisk affinitet og derfor vække debat.
I mange hjem står stadig svenskeren Carl Grimbergs (1875-1941) verdenshistorie, der blev udgivet i en redigeret oversættelse til dansk i begyndelsen af 1960'erne. Det var dengang, man uden at blinke kunne skrive Europas historie og kalde det en verdenshistorie, fordi man tog for givet, at Europa er verdens centrum. I de følgende årtier blev denne eurocentrisme langsomt undergravet, og man fik efterhånden øjnene op for, at den europæiske dominans i verden måske blot var et par århundreders undtagelse fra den globalhistoriske normaltilstand, at Kina er riget i midten på det eurasiske kontinent.
Dette ændrede syn på historien har også et normativt element. Historievidenskaben i dag er domineret af en bevidsthed om de forbrydelser, som europæiske koloniherrer har begået i de øvrige verdensdele. Det har ironisk nok ført til en ny form for eurocentrisme blot i negativ forstand, nemlig den forestilling, at alle verdens vederstyggeligheder er udgået fra Europa. Denne såkaldte postkoloniale synsvinkel – eller kulturelle syndsbevidsthed, om man vil – behersker dagsordenen i en sådan grad, at det er blevet stadig mere kontroversielt at fremhæve, at der overhovedet skulle være noget positivt ved noget, som hvide mænd har bedrevet, for nu at spidsformulere det lidt.
Modsatrettede tendenser
Dette opgør med vores egen historieforståelse udgør indlysende nok en udfordring for den europæiske samfundsmodel og selvforståelse. Man kan flagellantisk underkaste sig kritikken, eller man kan udfordre den. Hvordan man end stiller sig i diskussionen, er det ikke længere muligt at påtage sig den grimbergske uskyld. Europa er ikke verden. Hvis man som den skotske historiker Niall Ferguson stiller sig op og proklamerer, at Det Britiske Imperium var et gode for dem, der blev en del af det, er det et synspunkt, man på forhånd skal være indstillet på at forsvare.
Danneskiold-Samsøe er ikke en poseur som Ferguson. Fordi det som sagt kræver en vis dristighed overhovedet at skrive en europæisk historie, er det synd at kalde ham forsagt, men der er en klædelig afdæmpethed i tonen. Budskabet er dog ikke til at tage fejl af. Det er Europa, der har givet verden den moderne videnskab, industrialisering og demokrati, altså oplysning, velstand og retfærd. Det er også interessant, at Danneskiold-Samsøe peger på Tysklands centrale rolle i den proces eller rejse, som bogens titel metaforisk kalder den.
Det er paradoksalt, fordi Europas egen indre historie er nedsunket i et barbari af krige og folkemord uden sidestykke, ikke mindst med Tyskland som aktør. Danneskiold-Samsøe lægger på ingen måde skjul på dette forhold. En af måderne at få disse to helt modsatrettede tendenser til at hænge sammen er formidlet af den amerikanske historiker Charles Tilly (1929-2008), der mente, at krig er ophav til den moderne stat. Europas styrke er den fortsatte konkurrence mellem de europæiske magter. Det gælder ikke mindst i Skandinavien, hvor århundreders rivalisering mellem Sverige og Danmark førte til udbygning af en skattefinansieret oprustning, som skabte den moderne statsforvaltning. Populært sagt indebærer det, at Svenskekrigene er den nordiske velfærdsstats forudsætning.
Stakåndet europahistorie
Danneskiold-Samsø evner at forbinde mange facetter af historien. Det handler om både konger og krige, litteratur og kunst, politik og ideologi, industri og videnskab. En væsentlig kvalitet er, at bogen ikke dvæler ved Paris, London og Berlin, men får hele Europa med fra Ural til Irland, fra Nordkap til Malta.
Den når så vidt omkring, at man som læser også bliver lidt stakåndet. I den indsigt, som forfatteren besidder, aner man et større potentiale, end bogen forløser. Man kunne godt ønske, at forfatteren mere eksplicit tog livtag med nogle af dem, der forud for ham har forsøgt at formulere, hvad Europa er.
I de tilfælde, hvor han gør det, fungerer det rigtig godt, for eksempel når han lader sig udfordre af Vibe Termansens interessante bog ”Kampen om Centraleuropa” fra 2019. Man kunne godt efterlyse en diskussion med englænderen Tom Holland, der i sin bog ”Herredømme” (dansk oversættelse fra 2020) hævder, at kristendommen er afgørende for det moderne Europa.
For Danneskiold-Samsøe spiller religion derimod en overraskende tilbagetrukket rolle i de seneste 200 år. Man kunne for eksempel også have ønsket sig en diskussion af Uffe Østergårds store værk, ”Hvorhen Europa?” fra 2018, hvor Østergård generøst øser af sit overblik og sin indsigt for at skabe en ikke ukontroversiel syntese om Europas historie og Europas fremtid.
Netop nu vækkes historien så uhyggeligt til live på de ukrainske slagmarker, og så er der brug for det historiske overblik. Det sidste punktum i Danneskiold-Samsøes bog var ikke sat den 24. februar sidste år, og dette tidehverv i europæisk historie kunne han med fordel have benyttet til i langt højere grad at danne syntese og gøre sin røst gældende i en diskussion om europæisk sammenhold og europæisk forskellighed. Hvis man har vovemodet til at skrive Europas historie, forekommer det som falsk beskedenhed ikke også at ville sige noget om Europa i dag.
Jakob Danneskiold-Samsøe: Rejsen mod Europa. Bind II. De seneste 200 år. 542 sider. 399,95 kroner. Gads forlag.