Toppen af samfundet og arbejderklassen lever i stigende grad i hver deres virkelighed. Mens overklassen og den øvre middelklasse klumper sig sammen i og omkring København og Aarhus, rykker arbejderklassen til Vest- og Sydsjælland og i særdeleshed Jylland. Resultatet er en stigende ulighed og en mindre interaktion på tværs af klasserne – og i kølvandet på det opstår parallelsamfund.
Det er bare ikke parallelsamfund af den slags, som vi normalt hører om i den offentlige debat. Det handler nemlig ikke om indvandrere, der lever afsondret fra etniske danskere, men om klasser, der lever afsondret fra hinanden i parallelle virkeligheder. Det har konsekvenser for hele samfundets sammenhængskraft, og det skal stoppe, lyder budskabet i ”Rige børn leger bedst” (Gyldendal), ellers falder Danmark ganske enkelt fra hinanden.
De fem forfattere, Lars Olsen, Sune Caspersen, Jørgen Goul Andersen, Lars Andersen og Niels Ploug, har ifølge Politiken og Jes Stein Pedersen skrevet en formidabelt vigtig bog, ”en bog, du er nødt til at læse, fru statsminister”, som skildrer et Danmark, der er ved at knække over, og som viser, hvordan det kommer til udtryk socialt, geografisk og kulturelt:
”Jeg kan allerede høre indvendingen, som typisk kommer fra folk, der selv flyder oven på: er det ikke at skyde gråspurve med kanoner med endnu et værk om høj og lav i det stærke, danske velfærdssamfund? Nej! For det betyder noget for alle borgere, uanset politisk observans, om vi har et trygt tillids-Danmark, som styres fra midten og har plads til alle, eller om vi får et polariseret og utrygt samfund, hvor folk fra forskellige sociale lag end ikke bor i samme byer og bydele.”
Han giver fem stjerner og fremhæver de konkrete eksempler, som bogen er rig på, som en af dens største styrker, da det gør den bredt appellerende og stærk i argumentationen.
Christian Egander Skov bemærker i sin seksstjernede anmeldelse i Kristeligt Dagblad sig de skarpe analyser, ikke mindst af det udkantsdanmark, som forfatterne klogt vælger at betegne som det perifere:
”Det er i sidste ende underbygningen af analyserne, der udmærker denne bog fra resten af feltet. Dertil kommer glimrende analyser af den usikkerhed, som er skabt for store dele af arbejderklassen i ly af dens usynlighed. Pointen er, at vi må forstå faldende tillid til demokratiet og populismens fremmarch i lyset af den usikkerhed.”
Han opfordrer alle til at læse bogen, som han spår bliver et omdrejningspunkt for debatten. Og selvom der er fuldt hus på stjernefronten til ”Rige børn leger bedst”, er der også plads til at dryppe lidt malurt i bægeret, nemlig at forfatternes klassedefinition langt fra er uangribelig – for eksempel tjener en arbejder nemt mere end en freelancer med en akademisk grad i bagagen – samt at bogen bærer en smule præg af et stift venstrefløjstankegods.
Også Mikael Jalving i Morgenavisen Jyllands-Posten spår bogen, som han betegner som ”potentielt årets vigtigste debatbog”, en væsentlig plads i samfundsdebatten, men alligevel finder han, at der mangler noget:
”For vist er det rigtigt, at Danmarks største og rigeste byer har udviklet sig til små, lukkede bystater. Men de er i stigende grad omringet af indvandrerghettoer, der rykker stadig tættere på, ligesom selv de pæneste boligkvarterer bliver vedligeholdt af en lille, men overset naturkraft: sort arbejde (...) Om denne nye arbejderklasse har bogen intet at berette. Der er heller ingen analytisk krog i indvandrerghettoerne, som trods alt er en stedse mere aktuel del af det danske klassesamfund.”
Men når det er sagt, læser Mikael Jalving bogen som et velfortjent opgør med den kreative klasses dominans inden for politik, uddannelse og byplanlægning de seneste 30 år og påpeger, at den er pædagogisk og politisk og samtidig peger på, at social sammenhængskraft også handler om decentralisering og respekt for det liv, der leves uden for de urbane citadeller.
I Dagbladet Information betegner Anton Geist ”Rige børn leger bedst” som en foruroligende bog om et parallelsamfund, og han noterer sig, at den delvist består af gentagelser og delvist af udbygninger af pointer fra forfatternes forrige bøger, ikke mindst Lars Olsens. Men det bliver aldrig for alvor et problem, og der er noget prisværdigt over deres insisteren på at sætte klassesamfundet på dagsordenen. Emnet er nemlig både væsentligt og vigtigt at belyse i en tid, hvor det med forfatternes ord ”er mere hipt at dyrke konflikter omkring etniske og seksuelle minoriteter end at være engageret i klasseskel og ulighed”.
Også Anton Geist finder, at bogens store styrke er, at den ikke blot fremsætter postulater, men dokumenterer påstande med præcise tal og data, omend han mener, at det er ærgerligt, at den opererer med nogle lige rigeligt stereotype fjendebilleder, blandt andet i form af De Radikale, Helle Thorning-Schmidt og velbeslåede mediefolk og kommentatorer, mens statsminister Mette Frederiksen og hendes socialdemokratiske regering ikke just bliver underlagt en kritisk analyse:
”Det ændrer imidlertid ikke på, at Lars Olsen og konsorter har skrevet en grundlæggende god og vigtig bog. De argumenterer overbevisende for, at der foregår nogle foruroligende forskydninger, som svækker sammenhængskraften i samfundet. Og de skal have tak for deres insisteren på at kaste lys over udviklingen.”
I ”Bogen i tiden” skrives om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.