Bog om fire skelsættende kvindelige filosoffer er fremragende

”Frihedens ild” er en meget læseværdig bog om de fire filosoffer: Ayn Rand, Hannah Arendt, Simone Weil og Simone de Beauvoir i årene 1933-1943

Bogens forfatter Wolfram Eilenberger har skrevet en flot bog, der åbner for tænkning, der er moderne og et udtryk for tankens befriende magt.
Bogens forfatter Wolfram Eilenberger har skrevet en flot bog, der åbner for tænkning, der er moderne og et udtryk for tankens befriende magt.

Wolfram Eilenberger (født i 1972), som er uddannet filosof, udgav i 2018 den anmelderroste ”Troldmændenes tid” (dansk 2020) om filosofiens store tiår 1919-1929. Det var en fortælling om de fire noget forskellige, men dog i dagsorden ens filosoffer Martin Heidegger (1889-1976), Ludwig Wittgenstein (1889-1951), Ernst Cassirer (1874-1945) og Walter Benjamin (1892-1940).

Bogen centrerede sig om det filosofiske topmøde i Davis i 1929, og hvorledes disse fire tænkere hver især tænkte om verden og mennesker på baggrund af den nye orden, som verdenskrigens sprængning af det gamle havde sat. Spørgsmålet lød: Hvad er et menneske? Bogen er fremragende.

Derfor kan det være svært at skrive en efterfølger på samme niveau, men ikke desto mindre er det, hvad Eilenberger har gjort. I bogen ”Frihedens ild” (udgivet første gang på tysk i 2020) skildrer han de fire tænkere Ayn Rand (1905-1982), Simone Weil (1909-1943), Simone de Beauvoir (1908-1986), og Hannah Arendt (1906-1975). De er kvinder og i bogen på kanten af deres egentlige gennembrud. Rand med ”Kun den stærke er fri” (1943), Beauvoir med ”Det andet køn” (1949), Arendt med ”Totalitarismens oprindelse” (1951): Kun Weil mangler vel en egentlig opdagelse, selvom Albert Camus (1913-1960) kunne sige, at hun er den eneste store ånd i vor tid.

”Frihedens ild” handler om årene 1933-1943 og fortælles derved i noget af den mørkeste tid i det moderne Europa. Alle fire tænker midt i denne periode og midt i opbrud fra den gamle orden, fra gamle kønsforestillinger, midt mellem individ og kollektivisme og tab af Gud.

Rand flygter fra Sovjetunionen, ender i New York og Hollywood, bliver en af de mest sælgende forfattere i USA og får fornyet betydning i vor tid som inspiration for Tea Party-bevægelsen. Hun vil kun se med mistro på Weils ønske om at ofre sig for sit land og folk, da det for Rands nietzschianske standpunkt er et tab af individet. Individet må for hende aldrig gå op i kollektivet. Kollektivet er for hende egoisme.

Alle fire arbejder grundlæggende med spørgsmålet om, hvorvidt det i realiteten kun er muligt at finde sig selv i lyset af andre mennesker, og at dette er ensbetydende med at give afkald på en abstrakt tale om mennesket i sig selv. Selv Rand ville kunne skrive under på dette på en vis måde, fordi for hende er individet i allerhøjeste grad konkret. Det abstrakte er tab af individualitet. Det er også det, Beauvoir forsøger, når hun sammentænker Heidegger og Hegel i en ny form for frihedstænkning, hvor mennesket anerkender hinandens eksistens. Og dette netop ikke som en kamp mellem herre og træl, men som en situation, hvor man kun kan vinde i fællesskab. Ingen kan være fri kun med sig selv. Her står Beauvoir og Rand overfor hinanden, og Rand anser kun det menneske, som er fri for andres vurderende blik, for virkelig fri. Det er en afgørende forskel.

Der tænkes i sagens natur mod den totalitarisme, der hersker i disse år, og den jødiske Weil, der om nogen er praktiker og går over til en kristen mystisk, kan skrive, at ”totalitarismen er en erstatning for kristendommen”, og hun kan imodsætning til Beauvoir kun se frihed uden Gud som et permanent helvede, for det åbner døren for evig afgudsdyrkelse og autenticitetsstræben. Her fornemmer man, hvorfor indskriften på Weils gravsten i England, hvor hun dør af tuberkulose i 1943, lyder ”en af de betydeligste moderne filosoffer”.

Hannah Arendt er nødt til at flygte fra Europa. Hun tænker, at hvis verdenshistorien ikke var så forbandet, ville det være en glæde at leve. Det er alle fire enige om, selvom deres konklusioner er vidt forskellige. Arendt er i den grad opmærksom på de blinde pletter i det moderne verdensbillede og menneskesyn.

Hendes læremester (med mere) Martin Heideggers filosofi er båren af en forståelse af mennesket som kastet ud i verden og egentlig ind i døden. De fire mænds tænkning, som er beskrevet i ”Troldmændenes tid” er båret af døden. De fire kvinders tænkning i ”Frihedens ild” er båret af fødslen. Det er en afgørende forskel, og selvom de er forskellige, gør det læsningen af deres tænkning til en fornemmelse af at stå på tærsklen til noget nyt, hvor de fire mænd på sin vis synes at lukke det gamle.

Det er svært at skrive en efterfølger til en succes, men ikke desto mindre er det lykkes for Wolfram Eilenberger. Det er en flot bog, der åbner for tænkning, der har fælles grundlag, men vidt forskellige konklusioner. De fire er på hver deres måde marginaliseret som intellektuelle, flygtninge, kvinder, jøde og lignende.

Men de åbner for en ny sammenhæng, der både kan være individuel, kønsbestemt, kristen social eller liberal. Derved åbner de også for en tænkning, der i sin mangfoldighed i høj grad er moderne, og som er udtryk for tankens befriende magt.

Det er en meget læseværdig bog om en sort tid i historien og samtidig med stor tænkning båret af frihedens ild.