“Det forekom dig, at han er ‘skrøbelig, sart, tilbagetrukket, et uspoleret rent barn’. Ja, det passer. Men hvis det blot forholdt sig sådan, ville han aldrig kunne skabe den store kunst, han skaber. Han er nøjagtig, som du siger, at han er, plus noget andet. Han er hård, ætsende, ekstremt intelligent, stærk, måske despotisk og ikke specielt hjertelig (om end han er hjertelig rent intellektuelt). Det er denne kombination af egenskaber, gennem hvilken han skal ses.”
Denne karakteristisk gælder Dmitrij Sjostakovitj, måske det 20. århundredes største komponist, og citatet skyldes en russisk forfatter ved navn Mikhail Zosjtjenko. Det er hentet fra en bedrift af en ny dansk biografi på næsten 600 sider, begået af forfatteren og historikeren Mikkel Thrane Lassen.
I sin levetid var Sjostakovitj (1906-1975) på godt og ondt et spejl ind til en verden, som kun de færreste i Vesten var i stand til at forstå. For Sovjetunionens ledere var han et nyttigt geni – hvilket selvfølgelig er noget ganske andet end en nyttig idiot – som staten udadtil kunne anvende til at påvirke Vestens opfattelse og indadtil kunne bruge som en del af den omfattende kontrol af alle sider af kulturlivet. En kontrol, som også musikere i vid udstrækning var underkastet. Og det er værd at understrege, at Sjostakovitj på godt og ondt var et ”homo sovieticus”, et sovjetisk menneske. Han var kun 11 år, da revolutionen fejede hen over det store land, væltede tsarens styre og indførte det, man med en kliché kaldte proletariatets diktatur, men som i løbet af mindre end en snes år havde forvandlet sig til Stalins diktatur, kulminerende med den store terror i slutningen af 1930’erne.
Det er ikke svært at se den på én gang kejtede og komplekse Sjostakovitj for sig, og bogen vrimler med billeder af ham – i alle aldre, lige fra den lille kønne ”Mitja” flankeret af sine to søstre i 1912 til den aldrende komponist, der i maj 1973 modtager Leonie Sonnings Musikpris i København, nu udstyret med et par gevaldige hinkesten af et par briller.
Nævnes skal naturligvis også det mest berømte billede af ham: Sjostakovitj som brandmanden, der med sin musik kan slukke den fascistiske helvedesild, fandt vej over Atlanten til forsiden af Time og medvirkede stærkt til den 7. symfonis verdensberømmelse. Til gengæld finder jeg ikke det ”posthume” forsidebillede, kreeret i 2020 af Ehsan Abarghouei, særlig karakteristisk for den på én gang sårbare og stålsatte mand. Det var sjældent, det lykkede en fotograf med sin linse at indfange et billede af en smilende Sjostakovitj. Men på side 96 i biografien ser man ham på et scoop af et billede bredt smilende som tilskuer til en fodboldkamp på Leningrad Stadion. Han var nemlig inkarneret fodboldfan, og hans hjerteklub – også efter at han var flyttet til Moskva – var Zenit, der stadig gør sig gældende i europæisk sammenhæng.
Det er blot et af talrige eksempler på, hvor godt denne bog kommer rundt ikke blot om sin hovedperson, men om mange facetter af livet i den hedengangne stat, der bar navnet Sovjetunionen. Her er både litterære vitaminer og kalorier i hobetal for alle læsere, der interesserer sig for klassisk musik og historie.
Mikkel Thrane Lassen: Sjostakovitj – en sovjetkunstner. 594 sider. 299,95 kroner. Multivers.