Et autentisk virkende tidsbillede fra 1600-tallets Aalborg, atmosfærefyldt, tæt sanset og myldrende af liv er det bærende i ”Boghandlerens søn”, en debutroman af Lars Jespersen, tidligere chefredaktør ved Nordjyske.
En antydning af, hvor barsk den skildrede virkelighed er, giver det følgende fyraftens-glimt:
”I et par timer var livet til at holde ud, hvis man fik drukket sig fuld nok til at falde i søvn uden at skulle tænke på næste dag.”
I begyndelsen tager det, der skal være baggrunden, noget af opmærksomheden fra historien, der fortælles. Men den skævhed rettes der op på med beskrivelsen af krigens hærgende gru. Det drejer sig om den tysk/romerske besættelse af Jylland, en elendighed, der for personer i romanen opfylder profetierne om verdens undergang. Og undergang var konsekvensen af, at Christian den Fjerde i 1625 involverede sig i den igangværende religionskrig mellem protestanter og katolikker.
Også på et andet plan intensiveres romanen – nemlig som en spirende kærlighedshistorie mellem to, der i barndommen var legekammerater. Præstedatteren Christine og titelpersonen Daniel. Deres relation får efterhånden en ny og ”voksen” dimension, efter at krigen er blevet til daglig virkelighed, og de sammen skal forsøge at bjerge sig igennem den.
Lars Jespersen afdækker nøgternt og neddæmpet de følelser, som de to unge længe næppe er sig bevidst, at de nærer for hinanden.
Daniel leder efter sin far, der har solgt ulovlige bøger og derfor er faldet i unåde. Ingen ved tilsyneladende, hvor han er.
Sønnens liv ændrer sig også på en anden måde, da han ved en tilfældighed redder storkøbmand Jens Bangs liv. Det sker i forbindelse med opførelsen af Jens Bangs Stenhus i Aalborg. Uden Daniels indgriben var manden, en af byens rigeste, blevet ramt af en nedstyrtende og potentielt dræbende sten. Belønningen til redningsmanden er en ansættelse som lærling med efterfølgende skibsrejser til fremmede verdener som en overraskende del af oplæringen. Men en overraskelse, der medfører konfrontation med sørøvere. Da Daniel med en kårde presset mod sit bryst ser ind i et par morderisk blodskudte øjne, kommer en ellers ugleset ombordværende – den mand, der er udset til at ægte Christine – ham til blodig undsættelse.
Den pågældende har tidligere udsat hende for et upassende forsøg på nærkontakt, hvad der antændte Daniels hævntrang. Men nu bliver han tænksom: Havde rivalen været i stand til at redde ham efter en mulig hævnaktion, der formodentlig havde nedsat hans kampevne?
I øvrigt ophører han med at være rival, idet Christine på et tidspunkt afviser at gifte sig med manden.
Romanen afspejler tidens overtro, der for eksempel giver sig til kende i en forestilling om, at visse mennesker stjæler eller ødelægger folks sjæle. Christines psykisk syge mor er angiveligt et offer for den sammensværgelse, der menes at være tale om.
Dertil kommer heksetroen, konstant lurende på et offer, ingen havde grund til at føle sig sikker. Det mindste kunne afstedkomme det værste og trække kvinder ”ud i skammen og ind i flammerne. Det kunne være noget, de havde sagt for mange år siden og noget, der lød som en forbandelse. Eller en pludselig helbredelse af en, de havde plejet, eller uventet sygdom blandt mennesker og dyr hos naboer eller uvenner”.
Også dette aspekt af middelalderen skildres troværdigt. Men det, der først og fremmest engagerer, er historien om Christine og Daniel.
Lars Jespersen lader den ganske stille og naturligt vokse ud af den brogede og farlige mangfoldighed, som omgiver de to unge og gør deres fremtid mere end almindeligt uvis. Som det træffende formuleres:
”Skæbnen var en smal sti.”
Og på den sti synes nogle frø til en fortsættelse af romanen at være nedlagt.