”Der plejer altså at være flere mænd,” siger den silkeskjorteklædte amerikansk-norske forfatter og essayist Siri Hustvedt, mens hun forsøger at vifte den lumre københavnerluft væk fra det genkendelige ansigt, der, selvom årene er gået, stadig så tydeligt er det samme som på coveret af debutromanen ”Med bind for øjnene” fra 1993. Smalt, lyst og smukt.
Bagerst i lokalet i Brøg, det nye litterære samtalested i København, der ganske tidstypisk mikser kurateret litteratur, naturvin og events, står han. Den enlige mand.
Stolene er befolket af kvinder i alle aldre, for hvem forfatterinden formentlig er et tilbagevendende bekendtskab. Jeg sikrede mig de to sidste pladser tre kvarter inden start. Siri Hustvedt besøger ofte Danmark, hvor hun og ægtefællen Paul Auster nyder stor anseelse i den læsende offentlighed.
Og netop tid, tilbagevenden og litteraturens egen tidsregning, er emnerne for samtalen mellem Hustvedt og forfatter og journalist Bo Green Jensen. Samtale er måske så meget sagt, for hvor Bo Green generøst deler ud af sin læsning, virker stjernen mest fokuseret på at komme igennem. Hvert spørgsmål brydes af med et gennemtænkt svar, det er lidt maskinelt. Men hvad kan man forlange af forfatteren i det cirkus, som disse samtaler jo uvægerligt ofte står på nippet til at blive?
”Vi har alle disse døde venner i bøgerne, vi læser. De er med os. Og når vi læser om dem, bliver de en del af os og lever inden i os som spøgelser. Jeg elsker den idé,” siger Hustvedt, der med sin seneste bog ”Minder om fremtiden” er vendt tilbage til sin første roman. Samme hovedperson, samme scener.
Samtalen i Brøg kredser meget tekstnært om temaerne, og det er egentlig dejligt. Litteraturen får lov til at være i centrum. Men de manglende mænd fylder, for forfatterinden, der vel er intellektuel tredjebølge-feminist, nikker medvidende ud til os, hver gang hun leverer en af sine velkendte pointer om kvinders umage kamp i kultur- verdenen under det maskuline overherredømme. For mig har den del af det hustvedtske forfatterskab aldrig været det mest interessante.
Siri Hustvedt slipper først sig selv, da talen til sidst falder på autofiktion og den omsiggribende stilen efter det privates herkomst i litteraturen. Hustvedt er fortaler for fantasien, en afstandtager til det private. ”Lidt mere finesse ville være velgørende,” afslutter hun til store klapsalver med sigte mod Trump, mod reality-tv, mod (mandlige) forfatteres litterære selvransagelse.
Og hvad kan alle vi kvinder så gå ud i sommeraftenen med? Vi har set og hørt giraffen, nogle har endda fået en autograf. Men rendezvouset bliver ikke i erindringen. Vil man have mere med, må man opsøge ”de døde venner” i Siri Hustvedts bøger. Min egen favorit er kunsthistorikeren Leo fra ”Det jeg elskede”. Men han dukkede nu ikke op denne eftermiddag på Brøg, han blev hjemme sammen med alle de andre mænd.
I klummen ”Kulturturisten”, der bringes hver anden lørdag, bevæger filmanmelder Karen Dyssel og litteraturanmelder Lars Handesten sig nysgerrigt ud i kulturlivet. Herfra skriver de om kunstarter og kulturformer, de ikke er eksperter i, men alligevel drages af.