Bogen ”Det svenske eksperiment” giver svar på, hvorfor Sverige er et land, der er ved at gå op i limningen

Journalist Johan Varning Bendtsen har skrevet en klog, men også lidt kedelig bog om det Sverige, danskerne elsker at spejle sig i

Bogen ”Det svenske eksperiment” giver svar på, hvorfor Sverige er et land, der er ved at gå op i limningen

Sverige er Danmarks anden. Det land vi som lillebror-nationen altid kan spejle os i, konkurrere med og se vores egen udvikling gennem. Et land som de fleste danskere har været i, som mange forstår sproget i, som vi har en næsten uendelig lang – og blodig – historie sammen med, og som alligevel forbliver lidt mystisk. For selv om der ikke er meget mere end et ejendomsmægler-stenkast over Øresund til Sverige, er det en anden verden. En anden politisk tradition, en helt anden selvforståelse og ikke mindst i de senere år en nærmest diametralt forskellig politisk kurs og diskurs.

Landet med de triste rekorder

For mange danskere er Sverige et skræmmeeksempel. Et land der i en misforstået selvgod moralisering er blevet presset af en sammenspist elite til at tage imod alt, alt for mange fremmede og nu er ved at gå over i limningen af presset. Som Johan Varning Bendtsen, udlandsjournalist på Kristeligt Dagblad, beskriver i sin nye bog om Sverige, er udviklingen og tallene da også vitterlig dystre. Sverige har Europarekord i skuddrab, og integrationen er gået meget skidt mange steder. I Malmø, lige på den anden side af broen, lever 24 procent af børnene i fattigdom, og i udsatte områder som bydelen Rosengård er det omkring halvdelen. Halvdelen! På relativt få år er Sverige blevet et meget, meget anderledes land, et land hvor hver femte ikke er født i Sverige, men kommer fra helt andre kulturer.

At det er gået endog meget stærkt, taler tallene som Bendtsen opremser ivrigt sit tydelige sprog om. Alene i 2015 kom der 160.000 flygtninge til Sverige. Mellem 2008 og 2016 kom der alt i alt lige knap en halv million, fire gange så mange som der kom til Danmark set i forhold til befolkningstallene i samme periode. Alt sammen samtidigt med at mellem 40 og 65 procent af befolkningen i Sverige ifølge meningsmålinger har ment, at der skulle tages færre flygtninge. At Sverige har fastholdt en så åben politik, på trods af at det ifølge Bendtsen på intet tidspunkt har været stort flertal for det, er vitterlig bemærkelsesværdigt og næppe voldsomt klogt. Som det igen og igen erklæres i de interview, Bendtsen laver, er masseimmigration af en sådan skala reelt irreversibel, noget der har og vil forandre Sverige i al fremtid.

Intet enkelt emne fylder mere i "Det svenske eksperiment" end immigration og integrationsudfordringerne i Sverige. Med god grund, det er ubestrideligt en enorm udfordring. Men det er også meget sigende for bogen; det er en bog om Sverige set gennem meget danske briller, præget meget af den danske debat og selv om undertitlen lader det stå åbent om Sverige er et foregangsland eller et skræmmebillede, hælder Bendtsen tydeligvis til det sidste.

Det er gået for vidt i Sverige, og han er på en mission for at finde ud af, hvad der er gået galt. Både når det gælder integration, men også på områder som #MeToo, politisk korrekthed, de små landsbysamfund, der er blevet kvast af centraliseringen og globaliseringen. Og man bliver bestemt meget klogere. Bendtsen har læst utrolig meget, talt med utroligt mange mennesker og skriver solidt om end ikke voldsomt sprudlende.

Forklaringen på den svenske enegang

Det er interessant og nyt for mig, hvor meget af den svenske selvforståelse, der kan føres tilbage til Anden Verdenskrig og Sveriges neutralitetspolitik og samarbejde med Nazityskland. Hvorfor det egentligt er så meget værre end Danmarks heller ikke just glorværdige samarbejdspolitik er lidt uklart, men Bendtsen argumenterer godt for, at det har trukket lange spor i Sverige og dets selvforståelse. Sammenligningen med USA og ideen om at se sig selv om en slags moralsk supermagt er også dybt interessant og givetvis en del af forklaringen på den svenske enegang.

Som sagt bliver man klogere. Men bogen bærer også klart præg af at være sammenstykket af en lang række artikler. Der er ingen gennemgående personer, intet overordnet narrativ, og det gør læsningen noget tung. Det er det ene interview efter det andet, afbrudt af lidt for korte reportagedele og så grundlæggende bare emneopdelt. Det er fint og oplysende, men gør bogen til mere lektier end fornøjelse – man bliver kun meget kortvarigt for alvor suget ind i fortællingen og skal hele tiden forholde sig til nye personer og nye steder.

På den måde bliver der også en del gentagelser, rigtig mange mennesker, der peger på de samme problemer. Samtidigt er der ikke mange, som støtter Sverige, ikke mange der får lov at få plads, der for alvor taler Sverige op. Skræmmebilledet fylder markant mere end foregangslandet, noget Bendtsen da også åbent i sine eftertanker indrømmer er tilfældet. Det er lidt en skam, ikke fordi der ikke er meget at blive dybt bekymret over i Sverige, men fordi man trods den ganske lange bog også efter endt læsning ikke er blevet ret meget klogere på, hvorfor de politiske eliter har gjort, som de har gjort. Har de vitterligt bare haft skyklapper på, siddet i velstand og selvglæde i smukke Stockholm på sikker afstand af problemerne og kørt landet over kanten? Eller er der trods alt lidt mere vision og kunne det store svenske eksperiment – for det er der ubestrideligt tale om –måske alligevel ende lidt bedre, end det lige nu tegner?

Det kunne Bendtsen skrive om i sin næste bog.

Johan Varning Bendtsen: Det svenske eksperiment – mellem foregangsland og skræmmebillede. 311 sider. 249,95 kroner. Gads forlag.