Ord uden kommunikation er ikke meget værd. Så i tidernes morgen foregik det efter mund til øre-metoden gennem talløse generationer. Indtil en eller anden fandt på at nedfælde ordene på modstandsdygtige materialer. Men først måtte man jo have et skriftsprog, så man overhovedet kunne skrive. Og for at få et skriftsprog måtte der skabes betydningssymboler. Så rækkefølgen har været mundtligt sprog, forskellige former for alfabeter og så skriftsprog.
Det var dog ikke sumerernes kileskrift og deres noget tunge og skrøbelige lerplader, der blev vejen frem. Det var heller ikke egypternes hieroglyffer, mellem konkret billedsprog og symbolske tegn. Det var derimod grækernes alfabet og skriftsprog, der blev antikkens ”lingua franca” før romernes latin tog over.
De bogruller, der gik til i den gradvise ødelæggelse af biblioteket i Alexandria i de første århundreder e.Kr., var både praktiske og upraktiske. Praktiske, fordi man kunne rulle lange tekster sammen i ruller. Upraktiske, fordi det var besværligt at finde rundt i dem. Lidt ligesom med de vhs-videobånd og lydbånd, der kom før de digitale medier.
Men bogrullerne havde nok holdt længere, hvis ikke romerne havde gjort kristendommen til statsreligion i slutningen af det 4. århundrede.
Romerne kopierede jo som bekendt grækerne og deres bogrulle-kultur. Men når Ciceros sekretær skulle tage hastige noter, var det ved hjælp af tynde trætavler med fordybninger til et tyndt vokslag, der kunne smeltes igen og igen. Man kunne faktisk bladre hurtigt i sådan en lille notesbog. Hvis man nu gjorde bladene endnu tyndere, med papir eller skind, og bandt eller klistrede dem sammen i ryggen, havde man et noget mere praktisk medium at læse i. Et medium, der tilmed passede som fod i hose til den kristne kirkes behov for hurtigt at foretage sammenligninger mellem både de to testamenter og de nytestamentlige evangelier.
Så skriftrullen blev gradvist afløst af kodeksen – bogen –fra slutningen af det 1. århundrede, indtil den blev enerådende 500-600 år senere.
Med alfabet, skriftsprog og kodeks var man nået langt. Nu manglede bare masseproduktion. Man kendte til en form for løse typer i Østasien, men den viden havde ikke nået Europa. Det blev den tyske guldsmed Johan Gutenberg, der fandt ud af at sammenføje løse bogstavtyper til linjer og afsnit, der kunne trykkes fra igen og igen på trykpresser, der var kopierede fra olie- og vinbøndernes maskiner.
Gutenbergs opfindelse med de mange løse typer støbt i en blylegering bredte sig med forbavsende hast. Fra hans første bøger forelå i midten af 1400-tallet, og til markedet var så at sige mættet med bøger som en almindelig ting, gik der kun cirka 50 år. En teknologisk udvikling af imponerende og hidtil ukendte dimensioner.
Den gutenberske sats- og bogtrykmetode udgjorde kommunikationsdynamikken de næste cirka 500 år, indtil det digitale kom på banen. De 500 år i bogtrykkets og bogens tegn har været ubrydeligt forbundet med både politisk og kulturel historie i Vesten.
Det første store ryk kom med Reformationen. Luther så klart mulighederne i bogtrykket og massedistributionen af skrifter. Reformationen var i høj grad en bogtryk-båren revolution, men også katolikkerne benyttede sig af bogtrykket til deres reaktioner. Så det føg med bogtrykte skrifter fra begge sider op gennem 1500-tallet.
Gutenbergs berømte 42-linjede bibel fra 1450’erne var den latinske vulgata, layoutet som om det drejede sig om en håndkoloreret kopieret tekst. 49 mere eller mindre komplette udgaver har overlevet af de anslået knap 200 eksemplarer, hvoraf de fleste var trykt på papir, resten på kalveskind. Anderledes var det med den lutherske bibel-oversættelse – Det Nye Testamente i 1522 og hele Bibelen i 1534 – der over de næste cirka 30 år blev trykt i mere end 100.000 eksemplarer. Det store antal viser noget om den nye tekniks grænseløse muligheder.
Senrenæssancen fik sat og trykt mange af de håndkopierede bøger, der var opbevaret i klosterbiblioteker og gav dem dermed stor udbredelse. I oplysningstiden fra midt i 1600-tallet gjaldt det i endnu højere grad om at opsamle og formidle den viden, der med tidens umættelige nysgerrighed tilvejebragtes i betydeligt omfang og derpå skulle formidles. Oplysningstidens store projekt var encyklopædierne, hvortil den store franske blev model.
Sideløbende med lærdomsudbredelsen blev bogtrykket det bærende medium for den blanding af underholdning og oplysning i den bog- og tidsskriftform, vi i dag kalder litteratur.
Der havde været ”romaner” siden antikken, men det nye fra midten af 1600-tallet var den realistiske roman som trykt og masseudbredt bog. Oplysningstidens nye læserpublikum – næringslivets hurtigt voksende middelklasse – ville se egne erfaringer underholdende reflekteret i prosafiktionens form. Den måde at reflektere tilværelsen på i bøger har holdt sig lige siden. Der er i princippet ikke meget forskel på, hvad der blev tilbudt i det tidlige 1700-tals bogtrykte underholdningsromaner og så de titler, der optræder på vore dages bestsellerlister.
Selve teknikken bag bogtrykket forandrede sig ikke nævneværdigt mellem Gutenberg og begyndelsen af 1800-tallet, da dampdrevne cylinder- og rotationspresser pludselig forøgede trykkapaciteten betragteligt. Lidt senere gjorde billig papirfremstilling baseret på træmasse, ikke som tidligere på hør-, hamp- og bomuldsklude, og maskinelle satsmetoder bogproduktionen endnu hurtigere og billigere. Næste store omvæltning kom med kæmpeoplag af billigbøger – ”paperbacks” – i tiden omkring Anden Verdenskrig.
Den trykte bog har frem for noget været indbegrebet af stabilitet i det forløbne halve årtusinde. Når der har været brug for viden, har man slået op i autoritative leksika. Når en bog er sendt på markedet, har den været anset for endelig. Skulle noget opdateres, er der fulgt en ny bog, omhyggeligt angivet som revideret udgave. Fornemmelsen af bogen som kulturel garant, så at sige, har været indiskutabel. Når flittige elever har skullet belønnes i skolen, har de fået boggaver ved årsafslutningerne. Når videnskabsfolk har skullet dokumentere deres viden, har den trykte disputats kunnet diskuteres i lærde fora og derefter respektfuldt sættes op på hylden. Når man har diskuteret tidens store eksistentielle spørgsmål, har roman-formatet været uomgængeligt.
I de seneste par tiår er den fysiske bogs – kodeksens – død blevet erklæret med jævne mellemrum. Bøger er nu ikke længere nødvendigvis fysiske størrelser, men digitaliserede tekster, der kan reproduceres på skærme af alle slags eller laves til lyd, hvad enten det nu er en skuespillers oplæsning eller automatisk lydgenerering direkte fra digital fil.
Den trykte bogs karakter af noget endegyldigt er også under forandring. Digitalisering medfører mulighed for læsernes egen medvirken. Den internetbaserede såkaldte fan-fiktion er tildigtning til værker, som læserne gerne vil have mere af, eller som efter nogle læseres opfattelse bør korrigeres med alternative tekster. Den slags foregår imidlertid stadig på den trykte bogs format-præmisser, men i et andet og mere fleksibelt medium. Vi har endnu til gode at se, hvad der sker med romaner og digte, hvis de virkelig lægger sig efter den digitaliserede teknologis muligheder.
Der var bøger før bogtrykket, og der vil være bøger efter digitaliseringen. Men den bogtrykte, massedistribuerede bog som ubestrideligt kulturelt omdrejningspunkt hører til inden for den gutenbergske bogtryk-æra, cirka 1450-2000.
På genbrugspladserne er containere i standardstørrelse ved at afløse de små plastsække stillet frem til de kættere, der vil smide bøger væk. Biblioteker er ved at genopfinde sig selv. På universitetet pakkes bøger i flyttekasser og sættes i kælderen før deres sidste rejse til varmeværket. Der er endda i den verden eksempler på rømmede bibliotekshylder og opsætning af tapet med bogrygge – for hyggens skyld!
Men bogen vil muligvis, tør vi bogelskere håbe på, klare sig langt bedre, end pessimisterne tror. Indtil nu kan ingen skærm bestå strandprøven med sand, vand, solcreme og manglende strømforsyning, som den altid parate og brugervenlige bog kan det.
Bogen har simpelthen været alle tiders succeshistorie.
Lars Ole Sauerberg er litteratur-og boghistoriker, professor, dr.phil. ved SDU i Odense. Boganmelder ved Morgenavisen Jyllands-Posten
kultur@k.dk