Bogen er bærer af en historisk tradition

BØGER OG DANNELSE: Er børne- og ungdomsbøger så vigtige for børns dannelse, at det er et problem, at bogens plads på de pædagogiske uddannelser er stærkt faldende? Ja, mener Torben Weinreich, professor i børnelitteratur. Men Tove Roed, lærer på Danmarks Biblioteksskole, mener, det er vigtigere, at børnene får et bredt kendskab til nutidens mange medier

Børnebogen er trængt af nye medier som internettet, mener Torben Wienreich, professor i børnelitteratur. –
Børnebogen er trængt af nye medier som internettet, mener Torben Wienreich, professor i børnelitteratur. –. Foto: Leif Tuxen.

Hvad betyder god litteratur for børns dannelse?

For det første kommer de i forbindelse med vores kulturs kernefortællinger gennem litteratur. Både ved at læse grundfortællingerne, men også ved at læse samtidslitteratur. Der kan ikke skrives en historie i dag, som er helt ny, og det ved forfatterne godt. De bruger kernestoffet og digter det ind i nye former og fortællinger, som bygger på de oprindelige, siger Torben Weinreich, professor i børnelitteratur.

For det andet har litteraturen har en særlig social funktion for små børn, fordi den bliver læst højt for dem. Derved har de tæt fysisk kontakt med de voksne, og det er stimulerende for deres udvikling. Der opstår også mange sociale fællesskaber omkring litteratur. Tænk, hvor mange hjemmesider og læseklubber der er skabt i forbindelse med Harry Potter-bøgerne.

For det tredje udvikler god litteratur børns sprog. Gennem bøger hører de et digterisk sprog, som er meget anderledes end det talte sprog. Det digteriske sprog er en udfordring til talesproget, og det giver børn og unge modspil og udvikler deres eget sprog.

Hvorfor skal bogen have særstatus over de andre medier?

Det skal den i en vis forstand heller ikke, bortset fra at vi i det historiske perspektiv slet ikke kan komme uden om den. Groft sagt dukkede film og tegneserier op for 100 år siden. I Danmark rykkede tv-mediet ind for godt 50 år siden, og de nyeste medier, såsom internet og mobiltelefon, er kommet til inden for de seneste 10-15 år. I den trykte form strækker bogen sig helt tilbage til slutningen af 1400-tallet. Inden da skrev man historier ned, og inden da igen havde man den mundtlige fortælling. Bogen er dermed bærer af en meget afgørende historisk tradition.

Eksempelvis bygger over halvdelen af de film, vi ser, på en roman. Det er et signal om, at skønlitteraturen er et fantastisk grosted for fortællinger, som de andre medier rask væk stjæler fra.

Børn er kritiske forbrugere, siger man. Kan vi ikke stole på, at de ikke tager hvad som helst for gode varer?

Det er rigtigt, at børn er kritiske forbrugere. Men det er lige så rigtigt at sige det modsatte. De optræder som begge dele, og de er lige nu under et ustandseligt, kommercielt pres fra medier og reklamer gennem hovedsageligt tv.

Men selvfølgelig skal vi arbejde med børns medier. Det gælder også tv, computerspil og internettet. Men pointen er, at de nye medier er vel repræsenteret blandt professionelle, der har med børn at gøre. Bogen er ved at være trængt, og den betragtes flere steder som et forældet medium.

duus@kristeligt-dagblad.dk

Læs lærer på Danmarks Biblioteksskole, Tove Roeds svar.

Bøger.
Bøger. Foto: Leif Tuxen.