Anders Samuelsen: Bogen er en vidunderlig langstrakt film

Anders Samuelsen (Liberal Alliance) elsker biografier og dét at synke ned i en lænestol og glide dybt ind i bogens verden

"Digteren Søren Ulrik Thomsen er én, jeg har brugt på afgørende tidspunkter i livet. Hans nyeste bog ”En hårnål klemt inde bag panelet” (2016) har nogle meget stærke sentenser. "
"Digteren Søren Ulrik Thomsen er én, jeg har brugt på afgørende tidspunkter i livet. Hans nyeste bog ”En hårnål klemt inde bag panelet” (2016) har nogle meget stærke sentenser. ". Foto: Jens Dresling/Polfoto.

Hvem læser du?

"Digteren Søren Ulrik Thomsen er én, jeg har brugt på afgørende tidspunkter i livet. Hans nyeste bog ”En hårnål klemt inde bag panelet” (2016) har nogle meget stærke sentenser. For eksempel i en samtale, han har med en gammel ven: ”Du er er godt klar over, jeg er død,” siger vennen. ”Jo, det er jeg godt klar over,” svarer SUT. ”Men derfor kan vi jo godt fortsætte samtalen.” Det kan jeg relatere til mit eget liv, når man mister en ven eller et familiemedlem. Inden for faglitteratur er jeg glad for Lars Tvedes bøger om det kreative samfund og liberalisme, for eksempel ”Det gyldne æg” (2016)."

"Der er skrevet mange bøger om socialisme, men Tvede giver os den værdimæssige historie om, hvad det vil sige at være liberal. Det er ikke kun tal og bundlinjer, men også troen på, at fremtiden bringer noget godt, hvis vi slipper de menneskelige kræfter løs."

"Højskolemanden Erik Lindsø ligger jeg ofte i diskussion med på nettet. Men i virkeligheden holder jeg meget af hans bøger og synes, han er interessant at læse. Sådan skal det også være, at man kan sætte pris på dem, man skændes med."

Hvad læser du lige nu?

"Lige nu må jeg erkende, at langt det meste af min tid går med regerings- og vismandsrapporter. Kombineret med bladring i nogle biografier. Det, der er ved biografier, er, at de giver perspektiv på menneskelivet. Det kan blæse, men vinden holder også op om lidt. Churchills ”De unge år” er sådan en, der er god at bladre i."

Hvor læser du?

"Jeg læser meget på telefon, computer og iPad. Jeg er vokset op i et hjem, hvor vi skulle læse mindst én avis, før vi spiste morgenmad, og det ritual sidder stadig i mig. Når jeg holder ferie, sætter jeg mig gerne i en stol og læser. Det kan være godt at sidde og bevæge sig ind i bogens verden. Det er en langstrakt film, man kan nyde i mere end en time og 50 minutter. Det er det fascinerende og vidunderlige ved bogen."