Bogen er ikke blot et "opgør". Den er snarere et karaktermord på profeten Muhammed

Frafalden muslim portrætterer islams grundlægger som et patologisk tilfælde

Med bogen leverer Abdel-Samad dokumentation for islams uforsonlighed og absolutisme i de lande, hvor den trænger ind, skriver anmelder Kristian Østergaard.

Politologen Hamed Abdel-Samad er vokset op i Egypten som søn af en imam, og i sine unge dage var han medlem af Det Muslimske Broderskab. Siden emigrerede han til Tyskland, fulgte Muhammedkrisen med tilbageholdt åndedræt og endte som landets måske skarpeste islamkritiker med blandt andet bogen om Muhammed fra 2015, der nu er oversat til dansk.