Prøv avisen

Boghandlen, der kunne have været en romanfigur

Boghandlen Shakespeare and Company har været tilholdssted for nogle af litteraturens største navne. Her er det Ernest Hemingway og Sylvia Beach (nummer to fra højre) med venner foran Shakespeare and Company i Paris i 1928. – Foto: Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix.

Den engelsksprogede litteraturs største navne har besøgt Shakespeare and Company i Paris, der blev oprettet som et fristed for skribenter og andre sære eksistenser. I mere end 100 år har den legendariske boghandel og dens excentriske ejere spillet en rolle i litteraturens historie

Nej, forfatteren James Joyce er ikke begravet i kælderen under Shakespeare and Company, som rygtet ellers har lydt. Og det passer formentlig heller ikke, at den nu afdøde ejer, George Whitman, spøger mellem de tætstående og tætpakkede reoler og fortsætter med at kaste bøger efter sin datter, som han gjorde i levende live.

Men ellers er der ikke mange af legenderne om Paris’ mest forunderlige boghandel i den lille ejendom fra 1600-tallet på Ile de la Cité, der ikke er sandfærdige. Og man kan gætte på, at de kun fanger en brøkdel af det, der er gået i svang bag den grønne facade med det håndmalede skilt i Rue de la Bûcherie, noget nær et stenkast fra Notre Dame.

Shakespeare and Company er mere end en boghandel. Det er et uidentificeret litterært objekt, der har været åndssalon for nogle af især amerikansk litteraturs største navne. Forbudte værker og skandaleomblæste forfattere har haft et fristed, og poeter og plattenslagere har sovet på en divanen i en bohemedrøm om et Paris, der kun materialiserer sig her, i Shakespeare and Company.

”Jeg fik ikke skrevet nær så meget, som jeg havde regnet med. Til gengæld følte jeg mig som en rigtig forfatter,” har den engelske børnebogsforfatter C.J. Flood fortalt til kulturmagasinet Vanity Fair.

Den allerførste Shakespeare and Company blev åbnet i 1919 af Sylvia Beach, en amerikansk litteraturelsker, der dannede par med boghandleren Adrienne Monnier. De to kvinder og den amerikanske boghandel tiltrak hurtigt alt, hvad mellemkrigstidens Paris kunne mønstre af løsslupne skribenter og litterære eventyrere.

Hele den ”fortabte generation”, som den amerikanske kunstsamler og digter Gertrude Stein kaldte de unge amerikanske forfattere i Paris:

Ernest Hemingway, selvfølgelig, der elskede Paris, men også Ezra Pound og F. Scott Fitzgerald, ”en af vores bedste venner”, som Sylvia Beach skrev.

Hun havde sans for kommende nobelpristagere, for også T.S. Eliot, den franske forfatter André Gide og den irske kæmpe James Joyce kom i Shakespeare and Company, som først havde til huse i Rue Dupuytren, inden boghandelen flyttede til Rue de l’Odéon.

Sylvia Bleach udgav den allerførste udgave af James Joyces roman ”Ulysses”, som var forbudt i USA, og kort efter udgav Adrienne Monnier den franske oversættelse.

Det var imidlertid ikke forbudte bøger, men tværtimod en nazistisk officers interesse for Joyce, der førte til lukningen af boghandelen i 1941, da Sylvia Beach nægtede at sælge ham det sidste eksemplar af Joyces roman ”Finnegans Wake”. Det var enden på den første akt af Shakespeare and Company.

Anden akt begyndte efter Anden Verdenskrig med en anden amerikaner, George Whitman. Han var blevet uddannet til journalist, inden han i 1942 blev indkaldt til hæren og sendt til en meteorologisk udpost på Grønland. Da krigen var slut, tog han til Paris, hvor han læste litteratur på universitetet Sorbonne. Ved siden af opstøvede han amerikanske bøger, som han solgte med en god fortjeneste til sine amerikanske medborgere.

I 1951 overtog han en tidligere algerisk købmandsbutik i Rue de la Bûcherie, ned til Seinen, lige over for Notre Dame og åbnede en boghandel, der først hed Mistral. Men ved Sylvia Beachs død i 1962 blev den til Shakespeare and Company. Og nu var det Beatgenerationen med Allen Ginsberg og William Burroughs, der fortsatte legenden. Henry Miller og Anaïs Nin holdt til i den lille butik og Alan Silitoe, inden han var blevet berømt.

Lidt efter lidt købte George Whitman etagerne ovenover, egentlig i den hensigt selv at bo der, men boghandelen bredte sig op af de snirklede trapper, de bugnende bogreoler dækkede væggene, og Silitoe selv blev mere og mere excentrisk. Han spinkede og sparede og spiste primært rester fra de omkringliggende restauranter. Han gik i den samme, forlyder det, uvaskede jakke i årevis.

”Han havde omdannet sig selv til en romanfigur,” har den irske forfatter Sebastian Barry, der selv har været en ”tumbleweed”, sagt om ham.

Han fik den fikse idé, at rødvin skulle drikkes af tomme konservesdåser fra tunfisk, og det fortælles, at han en aften begyndte at servere dåsevin på gaden til den lange kø af mennesker, der ventede på at komme ind i Shakespeare and Company og høre en oplæsning af Anaïs Nin.

George Whitman gjorde butikken til en slags gratishotel for det, han kaldte for ”tumbleweeds”, de karakteristisk flyvende græstotter, der hører til i enhver western med respekt for sig selv. Det vil sige alle globetrottere med og uden en forfatter i maven. Til gengæld krævede han, at de skulle læse en bog om dagen, hjælpe lidt til i butikken og så skrive en kort biografi om sig selv.

Og det er stadig reglen, hvis man vil tilbringe en nat eller to i Shakespeare and Company. For selvom han blev kendt for at være mere og mere sær, blev han i en alder af 67 år far til en lille pige, som fik navnet Sylvia. Da han døde som 98-årig i 2011, havde hun allerede overtaget boghandlen og til hans store forargelse indført nymodens teknik som en telefon – Whitman bestilte alle sine bøger pr. brev – og en betalingsterminal.

Derfor er der nu, efter 100 år, på ny en Sylvia, men også fortsat en Whitman i Shakespeare and Company. Stedet er måske blevet en kende mindre snusket. Man limer ikke længere tapetet fast med rester af pandekagedej. Men det er stadig en ubestemmelig mellemting mellem en litterær salon og virkeliggørelsen af en forfatterdrøm, der giver sig ud for at være en boghandel.