Det er nu 30 år siden, Allan Blooms bog ”The Closing of the American Mind: How Higher Education Has Failed Democracy and Impoverished the Souls of Today’s Students” så dagens lys.
På dansk kom den fire år senere lidt tilstræbt til at hedde ”Historien om Vestens intellektuelle forfald” – uden patetisk undertitel. Her fik den ikke nær samme ikoniske betydning som i USA, hvor den solgte mere end en halv million eksemplarer, selvom den ikke just er let tilgængelig.
Bogen ramte ifølge New York Times’ anmelder ”med en kraft og en virkning, der leder tanken hen på et elektrochok”, og er stadig hedt debatteret, en 400 siders klagesang over udviklingen på de amerikanske universiteter, hvor almendannelsen ifølge forfatteren var i opløsning siden 1960’ernes studenteroprør.
Allan Bloom var næppe kendt i en større offentlighed. Han var professor i klassisk filosofi ved Chicagos universitet og havde tidligere mest syslet med annoterede udgaver af Platon og Rousseau. Bogen var forsynet med et forord af en berømt kollega til Bloom, forfatteren Saul Bellow, hvilket fik en kritiker til morsomt at mene, at bogen var en roman af Bellow under skønlitterært pseudonym – Bloom.
Kulturkrigen i 1960’erne havde med sine antikrigs-demonstrationer og seksuelle omvæltninger med ét slag forandret de studerendes holdning til deres universiteter. Disse gav på stribe efter for de studerendes krav om en undervisning baseret på social retfærdighed, ikke søgen efter objektive sandheder.
Det slog ikke mindst igennem i humaniora, hvor Bloom virkede. ”Klassikere” var nu ikke længere noget, man studerede på deres egne præmisser, men noget, man kritiserede, dekonstruerede –og smed ud. Det var aldrig svært at finde noget sexisme eller racisme i dem.
Hvad Bloom især beklagede var, at almendannelsen dermed forsvandt, den side af uddannelsen, der ville gøre de studerende til borgere ud fra grundspørgsmål som ”hvem er jeg?” og ”hvad er et menneske?” – deraf bogens undertitels påstand om, at universitetet svigtede såvel demokratiet som sjælen.
Det centrale blev herefter en udfordring af al sandhed, al autoritet. Resultatet var kulturel relativisme, en afvisning af kulturel overlegenhed i enhver form, frem for alt af vestlig kulturel overlegenhed. De studerende lærte især at konfrontere vestlige værdier, ikke mindst ytringsfriheden.
”Der er én ting, en professor kan være absolut sikker på,” var Blooms indgangsreplik i bogen: ”Så godt som hver eneste studerende, der kommer til universitetet, tror, siger, at han tror, at sandhed er relativ.” Uanset hvor de kommer fra, er de enige: sandhed er relativ og lighed det højeste gode.
Enhver, der tillod sig at sætte spørgsmålstegn ved den præmis, blev mødt med et undrende: Jamen, er du da absolutist?
Den fare, de lærte at frygte fra ”absolutismen” var ikke, at den tog fejl, men at den var intolerant. Idealet var åbenhed, men en helt anden åbenhed end den traditionelt akademiske: ”Åbenhed var engang den dyd, der gjorde det muligt for os at søge det gode gennem fornuften,” skrev Bloom. ”Nu er åbenhed en accept af alt og en fornægtelse af fornuftens magt.”
Som et resultat af den ny åbenhed – læs: tolerance, mangfoldighed, multikulturalisme – holdt sandhedssøgen op med at være universitetets primære mål. Hvor der engang var sandhed, moralske grundsætninger og faste bud, kom der nu værdier, som dybest set bare er meninger. Vor tids løsen: Nå, det mener du? Jeg mener noget andet.
Bloom kaldte det for ”amerikansk nihilisme”, men lad os nu blot kalde det ”moderne nihilisme”, for vi har den også. Han så i et af sine mest kontroversielle kapitler en direkte linje fra tyske tænkere som Nietzsche, Weber og Heidegger, til sin egen tids pop-nihilisme.
Hvor Nietzsches og Heideggers nihilisme havde stirret i en bundløs afgrund, skrev Bloom, var den moderne nihilisme uden afgrund, bare nedslået, vagt urolig.
Eksistentiel fortvivlelse var måske nok noget fremmed for amerikanere, men nihilismens sprog trængte ind i deres uddannelse, ind i deres hverdag og var med til at definere for dem, hvad lykke var. De søgte noget, og de følte, at der var noget derinde, men de manglede redskaber og fik ingen i uddannelsen. Lyder det bekendt?
De efterlades som egoister, omend ikke af den ondeste slags, ikke ond som den, der kender det gode, ædle og retfærdige, men egoistisk vælger det fra. Men selvet er det eneste, der er at finde i nutidens teorier, det er i alt, hvad de lærer.
Den amerikanske livsstil var ”Disneyland-udgaven af Weimartiden for hele familien”, mente Bloom. Alle ved, hvad der fulgte i hælene på Weimartiden.
I dag, en generation efter, er relativisme og disrespekt for sand viden en usvækket del af, hvad der ses som progressivt på amerikanske universiteter – og i stigende grad på europæiske og danske.
Det giver dårlige vilkår for åben diskussion, ethvert universitets fundament. I stedet for ”at tage diskussionen” er tendensen at lukke kontroversielle forelæsninger og forløb ned på forhånd. I USA blokerer studenterforeninger i dag arrangementer, der ses som en udfordring for en politisk korrekt tolerance, ligesom de lægger afstand til al undertrykkende sprogbrug.
Begreber som politisk korrekthed, krænkelseskultur og ”safe spaces” bruges ikke i Blooms bog, men han beskriver deres oprindelse.
Trods sin analyse var Bloom optimist i 1987. Hans ideal var det antikke Grækenlands renfærdige filosofiske samtaler, de sokratiske dialoger, særligt ”Staten”, som han udgav. Han så det stadig som en mulighed, at moderne universiteter kunne vende skibet: ”Den eneste seriøse tilgang er den, der næsten universelt forkastes: den gode, gamle Store Værker-tilgang, hvor almendannelse er at læse visse generelt accepterede klassiske tekster, læse dem og lade dem diktere spørgsmål og metode, ikke tvinge dem ned i kategorier, vi finder på, ikke behandle dem som historiske levn, men læse dem som deres forfattere ønskede dem læst.”
Set i lyset af de seneste årtiers universitetsudvikling, også her i landet, er Blooms optimisme malgré tout rørende naiv læsning.
Hvad vi i dag oplever, er en slagtning af universitetet, som vi har kendt det. For humaniora og almendannelse er jo universitetet. Uden dem er universitetet i bedste fald teknisk højskole, social højskole, købmandsskole, it-højskole – ikke universitet.
Nu drejer alt sig om uddannelsernes ”værdi” for arbejdsmarkedet. Det drejer sig om at få universitetet til at gøre ”alt” for samfundet, blot ikke det mest relevante: at kritisere det.
Centralisering og detailstyring er konkurrencestatens produktivitetsdagsorden, den styrer universitetet ud fra målsætninger, der er fremmede for det. Smerteligt at erindre sig, at det historisk set var studenteroprøret i 1968, der åbnede døren for de kolde, teknokratiske hænder.
Almendannelse passer dårligt ind i konkurrencestatens verdensbillede, den bidrager ikke positivt til arbejdsmarkedet. Resultatet er tæppebombning af området, efterladende den humanistiske grundforskning undermineret, måske for evigt.
En videnskultur, opbygget gennem århundreder, kan man skille sig af med i en ruf, men ikke sådan retablere igen, skulle en højere erkendelse mod forventning brede sig i de herskende klasser.
En klagesang som Blooms? Ja – det er da uendelig trist at se universitetet vride sig i smerte som et stort, gammelt dyr, et skambidt snabeldyr, en krølhåret mammut, dømt ude af tid og sted i en titanisk verden. Endnu en art ædt af markedstænkningen.
Udfaldet er en underminering af almendannelse og kulturarv, af tolkning og formidling af historie og alt, hvad definerer os som folkeligt fællesskab over tid. Humaniora prostituerer sig som underholdning i medierne, og man ved på forhånd hvad det vil betyde for retning og dybde.
Velkommen til en verden med åndssvage historiske dramaserier og BBC-dokumentarer i båndsløjfe på DR K.
Hvad der kommer ud af universitetet i disse år, er dværge. Det er måske ikke noget nyt, men de står ikke længere på skuldrene af kæmper.
Hvad Bloom drømte om, var universitetet som et hierarkisk fællesskab for viden: ”An unpopular institution”, der sætter ”klarhed over velvære og medfølelse, modstår vores stærkeste tilskyndelser og fristelser, som uden snobberi fastholder visse principper og frem for alt håndhæver de evige spørgsmål”.
En sandhedssøgende institution, som foragter den offentlige mening. ”Universitetet må frem for alt modstå fristelsen til at prøve at gøre alt for samfundet.”
Bloom døde i 1992, så han blev forskånet for at se, at det bare er blevet til mere af det samme. I 1999 udgav Saul Bellow en meget rost bioroman om ham med titlen ”Ravelstein”.