Bogkritik i krise: Boganmeldernes magtmonopol er desværre brudt

Dagbladene har ikke længere litteraturkritikken for sig selv, men der er brug for faglighed, mener professor Nils Gunder Hansen

Boganmeldelserne har ændret sig. En ny bog kan nå at blive "præ-anmeldt" på de sociale medier, inden bogen er udgivet.
Boganmeldelserne har ændret sig. En ny bog kan nå at blive "præ-anmeldt" på de sociale medier, inden bogen er udgivet. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

Det er en mytologisk scene i nyere dansk litteraturhistorie. En ung forfatter står på Rådhuspladsen en vinternat i 1958. Han venter på, at aviserne skal udkomme, når midnatsklokken slår, og så kan han læse dommen over sin debutroman ”Den kroniske uskyld”. Det sner, og han fryser, og da han får aviserne i hænde, er der ikke meget at varme sig ved, for romanen får en hård medfart i Berlingske, Politiken, Socialdemokraten, Aktuelt og så videre.

Historien, som Klaus Rifbjerg selv har fortalt mange gange, afslører flere karakteristiske forhold ved litteraturens verden for et par generationer siden. Avisernes litteraturanmeldere var magtfulde personer. De bestemte en bog og en forfatters skæbne ved at vende tommelfingeren op eller ned. Bøger blev anmeldt på udgivelsesdagen, og anmeldelserne var den måde, en ny bog ramte offentligheden på. Hvis modtagelsen var gunstig, kunne der så komme interviews og anden opmærksomhed bagefter.

I dag er alt forandret. Det er der flere grunde til, og de bliver analyseret i den artikelserie om bogmarkedet, som i går blev søsat her i avisen. Bøger, selv de vigtigste, anmeldes ikke automatisk på dagen; ofte bliver de skubbet til avisernes weekendtillæg. De bliver ikke nødvendigvis anmeldt i alle aviser. Som én, der har kendt gamle dage, må man nogle gange undre sig over, hvad der ikke bliver anmeldt i en given avis.

I dag er der, når det gælder kendte forfattere, masser af omtale og interviews før selve udgivelsen, og bøger bliver ”præ-anmeldt” i lange baner – på de sociale medier, af bogbloggere og i publikationer, man aldrig før har hørt om. Selv når man som anmelder, tro mod gamle dyder, anmelder en bog til dagen, kan man føle, at man kommer på bagkant af en masse røre og positiv opmærksomhed. Forlagenes mediemaskiner kører i højeste gear. Et jubelbrøl har allerede rejst sig mod forfatteren og hendes bog på de sociale medier. Det kan gøre det svært at skrive den kritiske anmeldelse. Er man virkelig den, der vil komme og ødelægge festen? Er man gået hen og blevet sær, fordi man ikke kan se det, der synes indlysende for alle andre?

Anmeldernes magt er brudt. Men som Rifbjerg-anekdoten viser, var magten heller aldrig absolut. For det gik jo godt med ”Den kroniske uskyld” på længere sigt. Jeg har det egentlig fint med, at kardinalernes magt er væk. Der er altid noget usundt over overdreven magt. På den anden side er der ikke noget i vejen med forestillingen om anmelder-autoritet. Det er ikke noget godt tegn, når yngre anmeldere i dag finder det oprørerende, forbløffende eller komisk at læse, hvordan de ældre anmeldere opførte sig, som om de repræsenterede noget andet og mere objektivt end sig selv. Selvfølgelig kan og skal der fældes dom over bøger i anmeldelser. Det er meningen med genren, og der er vel mere brug for anmeldelsen end nogensinde som kritisk modvægt til reklamebrølet og modebølgerne.

Den personlige og impressionistiske anmeldelse kan dog sagtens være relevant. Den skal blot dreje sig indad mod bogen og ikke udad mod anmelderen. Mit eget ideal er, at selvom jeg ikke bryder mig om en bog og giver udtryk for det, skal jeg samtidig give en så tilpas ”objektiv” fornemmelse af den, så læseren kan afgøre med sig selv, at han faktisk gerne vil læse den.

For nylig gav jeg et interview til en serie om litteraturens status i et andet dagblad. Jeg påpegede, hvordan den litterære kritik på uheldig vis er blevet professionaliseret igennem de 30-40 år, jeg har fulgt med. Det er blevet udlagt, som om man helst ikke må vide noget om litteratur, når man anmelder. Men det, jeg kritiserede, var et misforstået ideal om ”faglighed”, hvor man bedømmer bøger, som om man sad og gav kritik på en forfatterskole. En anmelder skal ikke være teknisk nørdet og sidde og finde æstetiske og stilistiske hår i suppen. Man må kunne løfte sin faglighed, når man skal henvende sig til offentligheden. Den løbende samtale om litteraturen og alt det, den handler om, må ikke sande til i de små miljøers sekterisme.

Klummen ”Tidens tegn” skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.