Bognoter

Elegante rolledigte

Debutanten Adda Djørup har skrevet en digtsamling, der hedder "Monsieurs monologer". Som titlen antyder, møder vi en ironisk distance til den stemme, der taler i digtene. Der er tale om rolledigte. Monsieur er navnet på teksternes alvidende, rablende og megalomane ledefigur, som jonglerer med hele universet efter forgodtbefindende, på en måde der kan minde om visse af Jens August Schades surreale digte fra 1930'erne. En typisk formulering lyder: "Morgensurt befaler Monsieur floden hurtigt/at ændre sit løb, solen at stråle stærkere./Og fuglene at bære frø ud så langt øjet rækker." En anden passage: "Jeg tror jeg vil fremrykke i morgen til i dag." I atter andre af digtene fra samlingen har Monsieur indsat sine alter egoer, der f.eks. kan være "den svigefulde Libelle", "Fugl Fønix" og "den grumme mærkeæder."

Formålet med det absurdistiske spil med den digteriske udsigelse er at rokke ved konventioner om, hvordan digte skal være, såsom at disse nødvendigvis skal være dybe og inderlige personlige bekendelser. Man er ikke i tvivl om, at Djørup er en talentfuld digter med sans for humoristiske overraskelseseffekter, suggestiv sprogrytme og original billeddannelse. Men med en parafrase af Poul Borums diktum kan man efterspørge en indre nødvendighed.

Adda Djørup kunne overbevise mere, hvis man for alvor fik indtryk af, at hun havde mere på hjerte end travesti, stilistisk elegance og finurligt pjank.

Adda Djørup: Monsieurs monologer. 71 sider. 169 kr. Samlerens Forlag

Smertebilleder i topklasse

Annemette Kure Andersen har siden debuten i 1991 med "Dicentra Spectabilis" været en af dansk digtnings største mestre hvad angår koncentrerede eksistentielle kortdigte. Dette kommer tydeligt til udtryk i hendes syvende digtsamling "Vandskel". Som de tidligere samlinger møder vi beskrivelser af traumatiske erindringer om tab, svigt, ensomhed og smerte fra barndommen, og oplevelserne gestaltes via suggestivt sansede, ofte surreale, poetiske rum. Et digt om afmagt og angst lyder f.eks.: "I skibet på underste/dæk er hendes kahyt/alle trinnene der fører op/er lavet af metal men hun/forestiller sig de knækker/ved berøring af hendes/fødder der er lette som/en balletdansers." Et andet fremragende digt benytter samme vand/drukne-metaforik i en beskrivelse af pinefulde følelser fra barndommen, der netop er uudholdelige, fordi de ikke kan udtrykkes: "Hvor dygtig er hun ikke / til at lege med alle sine dukker/se nu bare så højt vandet står/i stuen i dag det er svært/at bevæge sig hun må huske/ikke at skrige det er betingelsen/for legen smerten er/lydløs."

Anne-mette Kure Andersen: Vandskel. 74 sider. 169 kr. Borgens Forlag

kultur@kristeligt-dagblad.dk