Prøv avisen
Boguddrag

Dengang man troede, at et sygt barn kunne være en forbytning

Morten Ramsland. Foto: Tor Birk Trads

Vi er i middelalderen, og Signe lægger sit vanskabte barn i møddingen i håb om, at ellemoren vil hente det og bringe hendes eget raske barn tilbage. Læs et uddrag af Morten Ramslands nye roman ”Æg”, der spænder over flere århundreder

Den tanke, at barnet måske alligevel skulle være hendes eget, og at der bare var noget i vejen med det, noget, som mennesker med større indsigt og viden end hende kunne hjælpe med, sådan som Freja forsigtigt foreslog, var dog alligevel svær at slippe. Derfor tog Signe i første omgang forbyttelsen til sig som ethvert andet barn, man aldrig vidste, hvornår faderen i det himmelske ville kalde hjem igen.

Læs et interview med Morten Ramsland her.

Hun ammede det, puslede om det, vuggede det, når det græd, sang sange, når det skulle sove, og skærmede det, så godt hun kunne, imod omgivelsernes mistroiske blikke. Samtidig forsøgte hun at lindre kramperne og muskelspasmerne med bønner, besværgelser, fromhed, urtemedicin samt en række ofringer ved helligkilder og forskellige helsesten, men her over to år senere syntes barnets tilstand kun at være blevet værre, og Signe var ikke blevet gravid igen.

Den tanke, at forbyttelsen, der stadig lå det meste af dagen i sin vugge og kun havde lært at mave sig fremad i snegletempo ligesom en kæmpestor orm, måske ved trolddomskraft forhindrede hende i det, var naturligvis blevet diskuteret både i deres eget hus og i de fleste andre huse i landsbyen. Til sidst bristede hendes sidste modstand, og hun besluttede sig for at følge de gode råd og den gængse praksis på området: En sen eftermiddag først i maj, som mange af landsbyboerne tilbragte på fællesarealerne, og som derfor var særlig velegnet, tog hun barnet ud af vuggen, rullede ham ud af hans svøb, løftede ham op ved det ene ben og bar ham ud til møddingen bag huset.

Her stillede hun sig, så hun var sikker på, at flest muligt kunne se hende, hvorefter hun skødesløst smed ham fra sig som en pattegris, soen havde ligget ihjel, og råbte så højt, hun kunne:

"Du er ikke en af os! Vi vil ikke have dig mere! Nu kan du rådne op i møddingen!"

Hun håbede, ellemor hørte hende. Hun lagde ekstra tryk på ordet mødding i håb om, at fruen hurtigt ville komme for at hente sit barn og lægge Signes rigtige dreng i møddingen i stedet.

Hele natten lå hun vågen – første halvdel af natten, fordi drengen græd så hjerteskærende, at hun flere gange var på nippet til at hente ham ind igen, men hun vidste, at hun måtte være hård. Hvis drengen ikke græd, ville ellemor ikke forbarme sig over sit stygge barn og hente ham hjem. Hun måtte knuse ellemors kolde hjerte, måtte gøre sig lige så hård som hende for at vinde sin rigtige, lille dreng tilbage igen.

Den anden halvdel af natten lå hun i mørket og lyttede til stilheden. Forbyttelsen var sikkert faldet i søvn. Hun lyttede efter ellemor. Flere gange i nattens løb var hun ude ved møddingen, men han var der stadig. Den lille nøgne krop var smurt ind i mudder og jord, heldigvis dampede møddingen voldsomt, den gærede, månelyset fik dampen til at stå tydeligt frem. Hun vidste, at møddingen var varmere end den kolde jord, alligevel skar det hende i hjertet at se den lille krop. Hun lagde svøbet over ham igen og skyndte sig væk. Gik tilbage til sengen.

Næsten morgen lå han der stadig. Ikke oven på møddingen, hvor hun havde smidt ham som et stykke affald, men et stykke inde i den, som om han i løbet af natten havde forsøgt at krybe i ly for kulde og vind. Halvdelen af hans krop var dækket af affaldet i møddingen; som en kæmpestor orm havde han boret sig ind i den. Hovedet og skuldrene var frie, resten dækket af halm og dyreekskrementer, totter af skarntyde, mælkebøtteblade og det svøb, hun i et svagt øjeblik havde givet ham tilbage.

Hun vidste, hun skulle råbe ad ham igen. Hun formede munden, men der kom ingen ord. Hun forsøgte igen. Struben snørede sig sammen. En hæs rallen undslap hendes mund, knap nok registrerbar, men forbyttelsen hørte lyden, dens lille krop blev stiv som en flitsbue, og den kæmpede voldsomt for at vende hovedet. Det lykkedes. Dens øjne var vilde; den kvinde, der så sent som i går morges havde vugget den kærligt i sine bløde arme og nynnet vuggeviser, var pludselig blevet en anden, hele verden var med ét forandret.

Alligevel havde den også et glimt af fortrøstning i blikket. Den troede stadig, hun ville tage den op og bære den tilbage til huset, vaske den i kogt vand, svøbe den i hørlinned og lægge den tilbage i dens lune vugge.

Det samme gør ellemoren, tænkte Signe. Det er derfor, hun ikke har hentet sin gøgeunge endnu.