Boguddrag: Arthur Brands "Hitlers Heste" er en jagt på sandheden - med livet som indsats

I forbindelse med Arthur Brands aktuelle bogudgivelse - der understreger, at nazismen ikke døde med Hitler - bringer Kristeligt Dagblad her et uddrag fra "Hitlers Heste"

Brand støder i sin jagt efter værket "Skridtende Heste" – et af Hitlers yndlingsværker - i underverdenen på nynazister, suspekte rigmænd og tidligere KGB-agenter.
Brand støder i sin jagt efter værket "Skridtende Heste" – et af Hitlers yndlingsværker - i underverdenen på nynazister, suspekte rigmænd og tidligere KGB-agenter. . Foto: Femke Bakker.

Jeg havde indlogeret mig på det berømte Hotel Bayerischer Hof, et femstjernet hotel i centrum af München.

Det trestjernede, jeg normalt boede på, når jeg var i München, var ganske vist betydelig billigere, men havde en udstråling som et bordel. Ikke lige stedet til et møde med nogen, der – som jeg formodede – handlede med nazi-kunst til en værdi af millioner af euro.

Der var nu gået tre dage, siden jeg havde spurgt efter dr. Ahnenerbe på caféen. Hver eneste tysker vidste, hvad Ahnenerbe (forfædrenes arv) betød. Heinrich Himmler havde taget Hitlers teori om en overlegen arisk race så alvorligt, at han havde iværksat et forskningsprojekt af dette navn for at underbygge teorien videnskabeligt.

Forskerne fra Ahnenerbe tog på ekspedition til Finland, Irak og Tibet. Himmler havde valgt det imposante Schloss Wewelsburg i nærheden af Paderborn til at dyrke og ære de fundne ”beviser” i form af arkæologiske objekter. Samme slot fungerede også som okkult centrum for SS – eliten i det nye tyske rige. Himmler havde udpeget 12 højtstående SS-officerer til sine arvtagere – en reference til ridderne om det runde bord i legenden om kong Arthur, men også til Jesu tolv apostle.

Disse tolv udvalgte SS-Gruppenführer mødtes på slottet under ledelse af Himmler og gennemførte angiveligt hemmelige ritualer. Himmlers stol med indgraverede runetegn havde overlevet krigen og var nu til salg (pris oplyses ved henvendelse).

Den skaldede, oppustede bartender, hos hvem jeg havde spurgt efter Ahnenerbe, havde taget imod mit kort fra Bayerischer Hof, hvorpå jeg havde skrevet værelse 412. Han havde skænket mig en Krombacher og var derefter fortsat med at skylle glas. Han havde ikke sagt et eneste ord.

Efter endnu en morgen, hvor jeg forgæves var vågnet på mit hotelværelse, var jeg ved at være træt af det hele. Solen skinnede, og denne sidste dag i München slentrede jeg gennem byen. Om eftermiddagen brugte jeg nogle timer i Haus der Kunst. Den langstrakte bygning med det enorme søjlegalleri som i et græsk tempel var i sin tid bygget på bestilling af Hitler til brug som udstillingsrum for ”ægte” tysk kunst.

For Hitler var kunst et propagandaværktøj. Den nazistiske kunst skulle vise, hvordan livet burde se ud for en sand tysker. Under sit besøg i 1939 så han derfor med tilfredshed på billeder af muskuløse mænd og slanke kvinder, den lykkelige tyske familie og den hårdtarbejdende bonde. Han stod længe stille foran udstillingens højdepunkt – en af de monumentale Schreitende Pferde af hans yndlingskunstner, Josef Thorak.

I dag er Haus der Kunst et udstillingsrum for moderne kunst. Hitler ville have fået et vredesanfald, hvis han havde set Composition no. 54 – et værk bestående af fire horisontale striber.

Det var blevet mørkere, da jeg forlod Haus der Kunst. Aftentågen var kold, og jeg var i dystert lune. Mit besøg i München havde ikke ført til noget. Jeg besluttede at få noget at spise på Osteria Bavaria – Hitlers yndlingsrestaurant, der stadig stod næsten i samme stand som dengang. I samme øjeblik jeg skulle til at krydse Prinzregentenstraße, standsede en sort Mercedes foran mig. Vinduet i passagersiden gled ned.

”Bitte steigen Sie ein,” lød en kraftig mandestemme. ”Schnell!”

Jeg stod som naglet til jorden. Efter nogle sekunder gik det op for mig, at det måtte være dr. Ahnenerbe. Jeg åbnede døren og satte mig ind. Vognen kørte bort i høj
fart. Chaufføren virkede nervøs og kiggede hele tiden i sidespejlene. I halvmørket var det vanskeligt at se hans ansigt.

”Er De dr. Ahnenerbe?” spurgte jeg.

Manden svarede ikke. Jeg spurgte mig selv, om det nu også havde været klogt af mig at stige ind. Jeg havde hørt en kliklyd, da jeg lukkede bildøren efter mig. Den var låst. Jeg tvang mig selv til at bevare roen og prøvede at tænke klart. Man havde sandsynligvis fulgt efter mig i lang tid. Hvor skulle vi hen? Og var dette faktisk dr. Ahnenerbe?

Efter et stykke tid satte chaufføren farten ned og virkede mindre anspændt. Ud af højttalerne lød der dæmpet klassisk musik. Jeg prøvede at orientere mig. Jeg kendte München ret godt, men jeg var så nervøs, at jeg i begyndelsen ikke kunne se, hvor jeg var henne. Vi kørte over en bro og gennem et træbevokset område. Det måtte være Isarring, som gik tværs igennem Englischer Garten. Den enorme park lå på dette tidspunkt helt øde hen.

”Enten fortæller De mig, hvor vi skal hen, eller også må De sætte mig af,” sagde jeg så.

Manden vendte blikket til siden. Mine øjne havde i mellemtiden vænnet sig til halvmørket. Han havde boksernæse, og hans brede nakke var kun lige netop synlig over reversen i hans jakkesæt. Han forekom mig at være ret ung, i slutningen af tyverne måske.

Vi kørte ud af Englischer Garten igen og drejede til venstre. Et stykke henne ad en smal gade drejede bilen af og kørte ned i en parkeringskælder. Betonvæggene var overmalet med graffiti, og den dårlige belysning gav mig en ubehagelig fornemmelse. Parkeringskælderen var tom på nær en enkelt anden bil. Chaufføren parkerede i et dunkelt hjørne og slukkede lygterne.

Der blev fuldstændig stille på nær lyden af vores åndedræt. Jeg var høj på adrenalin, og mit hjerte bankede vildt. Hvorfor sagde han ikke noget? Og hvem var han? Jeg kunne ikke forestille mig, at dette muskelbundt havde en doktorgrad. Hvis han ville mig noget ondt, var stedet glimrende valgt. Ingen vidste jo, hvor jeg var henne.

For første gang mærkede jeg, at der hang en let parfumeodør i bilen. Jeg vendte mig om. Bagsædet var adskilt fra resten af bilen med en blændet rude. Med en let skrabende lyd gled ruden nu ned.

”Vend blikket fremad,” lød en kvindestemme.

Forbløffet kiggede jeg ligeud. Jeg havde ikke et sekund forestillet mig, at dr. Ahnenerbe kunne være en kvinde.

”Hvem er De, og hvad vil De mig?” Hendes stemmelød noget hæs.

Det varede lidt, før jeg var kommet mig af min forbløffelse. Heldigvis havde jeg en af de foregående dage forberedt en lille tale. Den skulle det nu komme an på.

”Mit navn betyder ikke noget,” sagde jeg. ”Jeg repræsenterer en rig kunstsamler i Argentina. Hans far var en højtstående tysk officer og flygtede i 1945 til Sydamerika. Hans interesse går i retning af vigtige genstande fra Anden Verdenskrig, og han er lykkedes med at grundlægge en unik samling. Han er nu på jagt efter skulpturer af Arno Breker, Josef Thorak og Fritz Klimsch til sit store landsted i Patagonien.”

Jeg regnede ikke med at blive afsløret lige med det samme. Jeg havde selv boet i Argentina, og jeg talte godt spansk. Desuden vrimlede det med efterkommere af tidligere nazister i Sydamerika.

Jeg hørte et klik fra en lighter og mærkede lugten af en mentolcigaret.

”Herr Brand, hvad er det, De i virkeligheden vil mig?”

Jeg fik et chok. Hvor kendte hun mit navn fra? På baren havde jeg kun opgivet mit hotel og værelsesnummeret. Havde hun ringet til hotellet og udbedt sig mit navn? Nej, det troede jeg ikke på. Et femstjernet hotel beskyttede uden tvivl gæsternes identitet. Men så Horst måske?

Arthur Brand: Hitlers Heste. 282 sider. 249,95 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag.