Der er meget mere fodbold at se på tv, end da jeg var dreng og ung i 1960’erne og 1970’erne. Og spillet er blevet bedre, hurtigere og mere underholdende. Nutiden burde være den bedste af alle fodboldverdener. Alligevel kan man nogle gange føle sig frustreret og uforløst i sit længselsfulde fodboldhjerte. Hvordan kan det være?
Det giver idéhistoriker og journalist Asker Hedegaard Boye forklaringen eller rettere forklaringerne på i sin nye bog med den sigende titel ”Spillets forvandling. Europæisk fodbold i 30 år”. Hedegaard Boye, der til daglig skriver for Weekendavisen, er en fremtrædende repræsentant for en ny generation af analytiske og intellektuelle fodboldskribenter. Igennem den seneste menneskealder har de afløst tidligere tiders retoriske driblekonger, hvor de sproglige feberredninger bar en stor del af fodboldjournalistikken.
Følelsen af forfald kan selvfølgelig bare skyldes almindelig nostalgi. De fleste fodboldelskere får deres bestemmende fodboldoplevelser som børn og unge. Og fordi mødet med spillet er så voldsom en følelsesmæssig investering, kommer man uvilkårligt til at betragte fodbolden som noget ahistorisk. Lidt som julen. Eller folkekirken. Fortsæt selv rækken. Den må ikke forandre sig, heller ikke til det bedre, for ifølge hvilken målestok? Selvom det ikke er lige godt hver gang, elsker man også rammerne og vilkårene uforbeholdent.
Men noget er sket, og mestendels er det kapitalismens skyld. Der er simpelthen så mange penge i fodbold, ikke mindst i tv-rettigheder, at kapitalens logik tromler fortiden ned under grønsværen. Rige russere og rige sheiker opkøber traditionstunge klubber; den frie vandrende arbejdskraft af spillere gør, at et engelsk hold indimellem har præsteret at stille op uden englændere på banen; klubber mister den lokale forankring og bliver globale ”brands”, de bedste spillere er millionærer og stil-ikoner og cirkulerer rundt mellem de højestbydende. Andre senmoderne træk er den teknokratisk-analytiske nedbrydning af spillet i ”data”, de flamboyante trænere, der ryger ind og ud af klubberne ganske som spillerne; hie-rarkiet med superklubber øverst – og hvornår laver de deres egen liga? – den korruptionsinficerede udbredelse af spillet med jagten på stadig nye og indbringende markeder.
Hedegaard Boye fremlægger alle disse udviklingstræk med både overblik og detaljerigdom. Vi lærer om transfervinduer, magtfulde spiller-agenter, Bosman-dommen, der satte gang i migrationen af spillere, tv-udbydernes forsøg på at plastre hele ugen til med kampe – og meget andet.
Ikke alt er skidt. Det er blevet mere sikkert og komfortabelt at gå på de store stadions, og nogle simple regel-ændringer og småjusteringer har mindsket de døde perioder og evindelige tidsudtrækninger, der førhen kunne være i fodboldkampe.
Men problemet er den hæmningsløse drift efter at optimere (og tjene endnu flere penge). Vi møder forestillingen om, at et ”attraktivt produkt” rummer en særlig kerne af værdi, og hvis man kan uddestillere denne værdi og give den i et endnu stærkere koncentrat, så vil produktet blive endnu bedre. Julen på tube. Det bedste fra folkekirken. Så tager man med, at man af strategiske grunde forringer produktet i perioder og situationer (et verdensmesterskab i Qatar midt om vinteren) for at udvide markedet og score den langsigtede gevinst.
Mere og bedre. Det er formlen. Men nogle gange står mere og bedre i modsætning til hinanden som ved turneringsudvidelserne: Jo flere hold, der kommer med til et VM eller et EM, jo flere kedelige og ligegyldige kampe bliver der også. Og hvor fedt vil det egentlig være med en europæisk superliga, hvor de 10-12 bedste klubber hele tiden møder hinanden i stedet for at blive udfordret af ”landsbyhelte” fra de hjemlige ligaer?
Problemet er, at optimering ”misser” de mange elementer i kærligheden til fodbold, der har med tradition, identitet og følelser at gøre. Kapitalens logik overser også, hvordan der i hjertet af spillet altid er længslen efter sensationen, det uventede resultat, favoritdræberen, Leicester City som engelske mestre.
Fodbold lever i håbets dimension. Man håber altid at se noget god fodbold. Det er nemlig langtfra en selvfølge. Fodbold kan være et skuffende og kedeligt spil. Derfor er det også godt at have nogen at holde med, hvis man skal stå og skutte sig på et koldt stadion. Men selvfølgelig vil man gerne have det gode. Sagen er bare, at det som oftest viser sig tydeligst på en stor baggrund af det knap så gode. Når alt er supergodt, mister det magi og betydning.
Det hænder, at jeg er for træt og søvnig til at se en af sæsonens enormt mange Champions League-kampe til ende i fjernsynet. Jeg går i seng blot for at erfare, når jeg næste morgen vågner op til mediemøllen, herunder de sociale medier, at jeg gik glip af en historisk kamp. Den spænding, de mål, det spil – det er legendarisk, aldrig set magen. Min kone morer sig, når dette overgår mig indtil flere gange på kort tid. Hun synes godt nok, der er mange kampe, der er skæbnekampe, før de spilles, og historiske kampe, efter de er spillet.
Men selv når jeg får dem set, husker jeg stadigvæk bedst de historiske kampe fra min barndom og ungdom. Tidens gang gør kål på os alle til sidst, og er det ikke omsonst at se fodbolden som et fristed for historien? Forandringerne er jo lige så uundgåelige som dramatiske, som Boye illustrerer, når han gennemgår fire faser i sin families fodboldhistorie: Hans morfar så fodbold på stadion, hans far så ”Tipslørdag” fra England i fjernsynet, den unge Asker oplevede så stort et tv-udbud, at han måtte optage kampe på bånd for at følge med, hans søn ser mest fodbold på Youtube i form af kuraterede ”højdepunkter” fra en masse kampe. Masser af små drenge og piger oplever deres formative fodboldår nu, og skal en sur gammel mand tage glæden fra dem?
Nej, men man kan håbe på et politisk og moralsk opgør med pengemagten i fodbolden. Der må fares jernhårdt frem mod skandaler og korruption i de internationale fodboldforbund. Og ligesom vi er ved at vænne os til tanken om lovgivningsmæssigt at styre techgiganterne, skal vi måske overveje at styre fodboldklubgiganterne, inden de med deres ”økonomiske doping” monopoliserer spillet til uigenkendelighed. Fodbold må gerne stadigvæk finde sted i virkeligheden og ikke kun på (You)tube.