Bolivianer skildrer en virkelighed af mareridt, men skriver som en drøm

I Liliana Colanzis uafrystelige noveller er naturen ødelagt, menneskene forkvaklede og fortiden et åbent sår, hvorfra ånder og myter strømmer

For et par år siden læste jeg Samanta Schweblins roman ”Redningsafstand”, der gjorde indtryk med sin urovækkende blanding af realisme, mareridt og kritik af måden, hvorpå Argentinas natur behandles.

Den samme følelse har jeg nu efter at have læst bolivianske Liliana Colanzi og hendes ”Vores døde verden”, der dog ikke er en roman, men en novellesamling. Her er realismen også gennemsyret, ja, næsten opløst i mareridtsscenarier, her er naturen også ødelagt, og her er landets fortid også et åbent sår, hvorfra ånder og myter strømmer.

Colanzi og Schweblin kan lidt dovent kategoriseres som magisk realisme, men de er snarere en egen art mareridtsrealisme, fulde som de er af mørke og uhygge, af sorte forestillinger og fortællinger om psykisk syge, angste, apatiske, aparte og desperate.

Som drengen hos Colanzi, der bliver besat af en mataco-indianers ånd. Som pigen, der følges stadig tættere af ”Øjet”, samtidig med at hendes religiøse mor giver hende kortere og kortere snor. Som bølgen af selvmord på et campus. Som parret, der handler med narko og ender i Paris, hvor en kannibal er løs. Som kvinden, der et sted ude i fremtiden sidder i en koloni på Mars og savner Jorden, der er blevet ubeboelig.

At læse novellerne er som at flyde rundt mellem syge sind, syge kroppe, forurening, mord, prostitution og stoffer. Det er selvsagt ikke behageligt.

Eller rettere: Det er ikke behageligt at være i Colanzis mareridt, men hun skriver som en drøm. Tag bare disse linjer:

”Elsa havde forsøgt alt, fra at kæmme mit hår med en tættekam lavet af ben til at vaske mit hår med eddike. Men intet hjalp: Hver dag fandt hun nye æg i mit hår, som hun knuste mellem tænderne.”

Eller de her, ildevarslende, fulde af horror: ”Vinden fra syd var kraftig i disse dage! Den bragte lyden fra de hvæsende chulupaca-kæmpekakerlakker med sig.”

Samlet kan de otte korte noveller med god ret læses som et sorgfuldt portræt af det moderne Bolivia. Et fuldkommen nedbrudt land. Hvor naturen er smadret. Hvor de oprindelige indianere stort set er udslettet. Et land, hvor ”vi så et dovendyr med helt brændt ryg, der slæbte sig hen ad vejen. Vi så et skilt, hvorpå der stod ’Kristus kommer’ og længere fremme et andet, hvorpå der stod ’Brød og benzin’.”

Enden er nær. Det er de sidste tider. Alt er håbløshed. Eller som der står et sted: ”Fars fortrukne ansigt, der havde overgivet sig til frygten uden nogen som helst værdighed, røbede al den fortvivlelse, der er forbundet med vores gang på jorden.”

”Vores døde verden” er en bog, der har sat sig i mig på samme måde som Goyas ”Sorte billeder”, og de fleste noveller rammer, på deres egen skæve måde, rent.

At det er det lille fortrinlige forlag Silkefyret, der udgiver Colanzi, siger noget om, hvor det er, den sære og særlige litteratur ofte kan findes i de her år, og oversætterne Sabine Dueholm Bech og Marie Groth Bastiansen løser flot den utvivlsomt svære opgave. Forhåbentlig bliver den første Colanzi-bog på dansk ikke den sidste. Hvor ubehagelig den end måtte være at læse.