Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Borgerlig EU-kritik med nationalliberale toner

Kasper Støvring, der til daglig blandt andet udfolder sig som kommentator på Berlingske, giver med en ny, flammende pamflet et godt bud på, hvordan en borgerlig EU-modstand kan formuleres på tidens præmisser.

Kasper Støvrings nye debatbog søger et ideologisk fundament for en borgerlig EU-modstand

For ikke så længe siden var modstanden mod EU i Danmark hovedsageligt et venstrefløjsfænomen. Igennem mange år har Danmark dog på dette punkt langsomt nærmet sig til den europæiske normaltilstand. Venstrefløjen er blevet betydeligt mere Europa-positiv, og EU-modstanden er med Dansk Folkepartis fremgang blevet fast forankret på den yderste højrefløj. En ret ny tendens er det derimod, at der også inden for de etablerede borgerlige partiers rækker viser sig en bred EU-skepsis.

Kasper Støvring, der til daglig blandt andet udfolder sig som kommentator på Berlingske, giver med en ny, flammende pamflet et godt bud på, hvordan en borgerlig EU-modstand kan formuleres på tidens præmisser. Det er mærkeligt, noterer han, at danske konservative ikke er mere kritiske over for EU. Den traditionelle konservative forkærlighed for det nationale kunne jo sagtens begrunde en betydelig skepsis over for et projekt, der som EU har nationalstatens svækkelse som mål.

LÆS OGSÅ: Skal vi være søskende?

Der er da virkelig også en anderledes konsekvens i Støvrings synspunkt. I Fortællingen om fredens Europa fremstår han som en slags ideologisk kulturkonservativ, for hvem det nationale fællesskab er af større betydning end økonomiske argumenter. Støvring ser nok dette fællesskab truet af indvandringen, men lige så meget af EU og andre kosmopolitiske kræfter. Støvrings verdensbillede er grundigt forankret i romantiske forestillinger om folkefællesskabet. Nationen er her funderet i et kulturelt urdyb, hvor sociale forskelle ingen rolle spiller. Alle andre fællesskaber end det dybtgroede folkefællesskab EU inklusive fremstilles derimod som kunstige og abstrakte konstruktioner, frembragt af de kosmopolitiske eliters konspirationer.

Der er ingen tvivl om, at Fortællingen om fredens Europa som bog er polemisk overstyret, blottet for dokumentation og præget af tvivlsom argumentation, men dens grundlæggende synspunkter fortjener faktisk at blive taget alvorligt alene på grund af deres konsekvens. Partipolitisk må Støvring vel være hjemløs i dagens Danmark. Retorisk såvel som ideologisk giver bogen da også ofte flere mindelser om 1800-tallets nationalliberale, der på omtrent samme ideologiske grundlag for 150 år siden førte Danmark ind i landets hidtil største katastrofe.

Man skal dog være forsigtig med i overdreven grad at ironisere over, at Støvrings verdensbillede er en hel del over sidste salgsdato. Han kan nemlig meget vel vise sig at have fremtiden på sin side. Det er rimelig forudsigeligt, at forårets valg til EU-Parlamentet vil føre til en markant styrkelse af de nationale og separatistiske kræfter ikke kun i Danmark, men i store dele af Europa. Stærke allierede har Støvring også blandt de engelske konservative, der med støt kurs synes på vej til at føre landet ud af EU.

Meget af Kasper Støvrings EU-kritik har bestemt sin berettigelse, men den idé, der skulle være bogens bærende, falder til gengæld helt til jorden. Påstanden er, at EU ikke har sikret freden, men at den langvarige fred i Europa i virkeligheden skyldes nationalstaterne. Der leveres ikke ét overbevisende argument for denne påstand, der da også har alle historiebøger imod sig.

Det er meget betegnende for niveauet i Støvrings argumentation, at han mener at kunne bruge det multikulturelle Jugoslaviens sammenbrud i borgerkrig som bevis for, at kulturelle fællesskaber må føre til ufred. Det er dog svært at overse, at denne misere netop var forårsaget af nationalistiske bevægelser, der begrundede deres verdenssyn på samme forestilling om et urkulturelt folkefællesskab, som er bærende hos Støvring.

Selvom bogens eget fundament er mere end tvivlsomt, kan den dog sagtens læses som en berettiget kritik af EUs opbygning og ideologi. EU er unægtelig en organisme, der har overdimensionerede bureaukratiske organer og mere end velvoksne domstolsorganer, mens til gengæld de parlamentariske organer synes alvorligt underudviklede. Forklaringen som ingen tør sige højt er givetvis, at EUs fornemste opgave er at sikre stabilitet, og mens den opgave varetages smukt af domstole og bureaukrater, så er parlamentariske organer aldrig mere stabile end de folkestemninger, der vælger dem.

Der er ingen tvivl om, at EU og i særdeleshed euroen aktuelt er ude i et gevaldigt stormvejr, men den, der, som Støvring, forveksler dette uvejr med det sande kaos, har læst historiebøgerne dårligt. Uanset hvad man i øvrigt med rette kan bebrejde EU, så kan man ikke med rimelighed benægte, at organisationen har virket og stadig virker både stabiliserende og civiliserende.

kultur@k.dk