Den københavnske operafestival har i sommerens løb budt på mange spændende og anderledes oplevelser – og genoplivningen af Hakon Børresens ”Den kongelige gæst” i hundredåret for dens urpremiere var helt bestemt en af dem.
Børresen var i 1919 af chefen på Det Kongelige Teater blevet bedt om at skrive en kort opera, der kunne fungere som afløser for det evindelige italienske makkerpar, ”Bajadser” af Leoncavallo og ”Cavalleria Rusticana” af Mascagni. Og hans lille historie om, hvordan et borgerligt og noget sat ægtepar får flere farver på paletten efter et besøg af en mystisk gæst, der kalder sig Prins Karneval, blev dengang en stor succes. Den solgte billetter og holdt sig frem til 1964 på repertoiret, men gik så i glemmebogen – ufortjent efter manges mening, omend man kunne opleve værket på plade og i uddrag.
Det gav Ida Fogh Kiberg, der som datter af to af vore førende operasangere er vokset op med opera i blodet, idéen til en genopførelse af den lille perle. Hun fik pianisten Leif Greibe til at stå for en bearbejdelse af partituret, så orkestret blev skåret ned fra omkring 40 til fem musikere, og hun fik et hjem til sit projekt, da Arbejdermuseet lagde hus til den særprægede repremiere. Og så kunne man i den stemningsmættede festsal med smukke relieffer af danske håndværkere og vajende røde faner opleve det lille drama, et kik ind i den velstående borgerligheds dagligliv anno dazumal.
Den enkle handling og den lige så ukomplicerede persontegning viste sig at gå godt i spænd med musikken. Leif Greibe sad selv ved tangenterne og havde assistance fra klarinettisten Tore Othmar Poulsen, violinisten Charlotte Rafn, cellisten Tobias Van Der Pals samt hornisten Jake Maczynski.
De tolkede den behagelige musik – ikke så lidt i stil med den, der dengang flød fra de mange pavilloner i Tivoli – med sikker stilsans, og på scenen sørgede sangerne John W. Olsen og Philippa Cold for en kraftfuldt klingende fremstilling af ægteparret Arnold og Emmy Høyer – han myndig og fast i mælet, indtil konen bliver lidt for betaget af den kongelige gæst, hun sødmefuldt rødmende og indtagende i samme situation.
David Kragh Danving var af rette støbning som den kongelige gæst og viste sig tilmed kapabel til at kunne afløse Leif Greibe ved tangenterne. Ditte Errboe og Julie MeeRa Albertsen var et par stuepiger, som de så ud i de gode, gamle dage.
Det blev en både særpræget og hyggelig aften i den gamle festsal, hvor publikum var bænket på langs med hvide duge på bordene mellem stolerækkerne. Scenografien var såre enkel, af den slags, hvor kulissedøren blafrede, når personerne gik ind og ud, men det var just en del af charmen. Derimod er det svært at forestille sig, at ”Den kongelige gæst” i vor tid kunne fungere som supplement til en lige så kort italiensk opera. Også i den henseende vil der være lige lovligt langt fra eksempelvis Sicilien til det københavnske borgerskab inden for voldene.