Der er udstillinger, der giver sig selv, og så er der udstillinger, hvori kunstneren giver sig selv. ”Alt kød er som græs” er den norske kunstner Borgny Svalastogs udlevering af sine egne og andres smertepunkter – fra ”Drømmekvadet” i Norges sagatid til Utøya, fra den jødiskfødte Edith Stein til sig selv. Det lyder tungt, men værkerne har en elegance og en kunstnerisk kvalitet, der løfter dem ud over tid og sted. Tre af de fire biografiske friser består i monotypier, der er monteret i forløb i Silkeborg Bads brøndsal, der i forvejen er skanderet af de sorte jernsøjler. Forløbene, monteringen, har en særlig rytme, der spænder fra et udgangspunkt til krise og forsoning. Farverne understreger dette. De enkelte monotypier, der er tryk fra maleri på glas, peger mod japansk kunst, florlette ligger de med deres transparens på de store rispapirark. Den sidste suite er tegninger, der mediterer over den jødisk-kristne filosof Edith Stein, der endte sit liv i nazistisk koncentrationslejr. Her er en del af bladene helt råt monteret på væggen med hærdede stålsøm.
Man kan kalde de store serier for stilfærdige, men også stilfulde, stilsikre. Der er trods krisefortællingerne ikke ramasjang i dem. De virker ved deres modulationer og som serielt udtryk. Midt i salen er der oplagt 90 monotypier under plexiglas, så man på strømpefødder kan gå på værket akkompagneret af lyden fra en norsk fos. Også her er der en blanding af natur, poesi og krise, der for den opmærksomme besøgende opleves på turen rundt på kunstværket.
Borgny Svalastog er ikke kirkekunstner, men skaber kunst til kirker. Hun står i en tradition, der er udpræget skandinavisk, og som tager udgangspunkt i tekstiler, i vævning og broderi. Hendes værker er anskaffet af talrige norske kirker og museer og offentlige bygninger.
Hun viser sig her som humoristisk, underfundig og med sit helt eget udtryk. Hun er stærkt nærværende i sit håndværk, hvor hun bruger broderiet som et vildt udtryk i processen mellem skitse og værk. Det opstår i hendes hænder, når hun broderer med guldtråd og påsyr perler på værkerne, der nærmest kan opfattes som moderne ikoner.
En alvorlig skade i hånden, der jo er betingelse for hendes skaben, resulterede i 2021 i en krise, der fandt udtryk i to vilde broderier med hånden som motiv. I Silkeborg er hendes brug af teknikker og mytologier udtrykt ved en broderet kattegudinde, altså en broderet skulptur, der næsten ikke er til at holde fingrene fra. Stik, prik, smerte.
Vi har talt meget om stik i coronatiden, men her stopper det ikke. I et af kunsthallens mindre rum stilles vi over for en bispekåbe. Billedskøn. Men ved nærmere eftersyn består den af fluekroge, altså fiskekroge til laksefiskeri, monteret på kåben af bomuld med silkefor. Her kan man helt konkret hænge i, men på værket ”887 stik” giver det sig selv, at man kan stikke sig. 887 knappenåle på uld skaber nærmest bløde horisontallinjer på stoffet. En kontrast, der kan ses og føles.
Borgny Svalastog har tidligere udstillet på Silkeborg Bad, og det er tydeligt, at dets leder, Iben From, har en faible for hendes værk. Hun kan genfortælle de historier, som Svalastog viser. På en måde er værket, i hvert fald de biografiske friser – herunder den om katastrofen på Utøya – afhængig af en sproglig kommentar. Værket vil og skal fortælles.
Det er et museumsteknisk og formidlingsmæssigt problem, for man kan jo drukne en udstilling i ord. Man kan også bruge for få ord, hvis man regner med, at den almindelige besøgende selv mobiliserer fortællingerne ud fra de nodetegn, værkerne er. Det er en hjælp, hvis man anskaffer sig den bog, der omhandler Svalastogs værk fra 1984 til 2020. I den er et indstik af Eyolf Østrem, der på fornem vis fører gæsten gennem værkerne og historierne. Det er nemlig kunst, der ikke umiddelbart og entydigt aktiverer sine egne dybder.
Det er ikke en kritik af Silkeborg Bad, at udstillingen kan virke underformidlet, men det siger snarere en del om værkerne, der er beregnet på dagligt slid, på stadig aflæsning, stadig kommentar i de rum, hvori mennesker befinder sig i livets mange situationer – om det så er i en kirke eller en retsbygning.
Det er en vanskelig øvelse at udstille dem og formidle dem uden for disse rum – fordi ordene her mister deres kraft og kan komme til at virke som forgængelighed. Det er den balance, der så at sige ligger under og udfordres på udstillingen i Silkeborg.