Hvordan kan det hæslige, det grusomme og det meningsløse finde sted, når nu Gud findes?
Det er spørgsmålet, teologer og snart sagt alle troende og tænkende har stillet sig selv, og som nu også stilles i ”Skyggen i mit øje”, der handler om bombningen af Den Franske Skole under Anden Verdenskrig. Og er Ole Bornedals til dato bedste film.
Den 21. marts 1945 klæder Rigmor, Henry og Eva sig på og spiser morgenmad med deres forældre, og på Den Franske Skole på Frederiksberg i København gør nonnerne klar til dagens undervisning. Samtidig forbereder engelske piloter sig på at flyve over Nordsøen for at bombe Shellhuset i København, hvor Gestapo har sit danske hovedkvarter. De ved, at angrebet vil komme en dag og har derfor placeret tilfangetagne modstandsfolk oppe under taget som et bombeskjold.
Bornedal følger skolebørnene, nonnerne, piloterne, modstandsfolkene og et enkelt dansk ”hipo-svin” og udnytter publikums viden om, hvor grusomt det hele ender. Og søster Teresa er punktet, hvorom spørgsmålet om Gud drejer. Hun kan ikke mærke Ham eller Jesus, selvom hun taler overbevisende til skolebørnene om tro og forsøger at forklare det, der i åndshistorien kaldes teodicé-problemet. Altså hvordan lidelsen og det onde kan finde sted i en god og almægtig Guds nærvær.
Søster Teresa fortæller klassen, at Herren måske sover eller ser væk et par sekunder, der her på Jorden er dage eller måneder, og så går tingene en tid sin helt egen gang. Den forklaring godtager eleverne, og disse scener er svære at se, fordi vi i biografsalens mørke ved, hvad der skal ske, da bombeflyene letter og flyver mod Danmark.
Det er formidable optagelser. Flyenes formationer over det grå vand og ind over land, der – hvad angår dramatisk schwung i lyd og billeder – ikke står tilbage for Christopher Nolans blændende ”Dunkirk”.
Det her er bare en helt anden krigsfilm, og da et af flyene, efter at have ramt en lysmast, styrter ned ved Den Franske Skole, tror andre piloter, der ser røgen, at det er målet, og bomber skolen i stedet for Shellhuset nogle kilometer væk.
Tilfælde på tilfælde skaber tragedien, der ikke tidligere har fået plads i den danske filmhistorie. Fordi den er så himmelråbende meningsløs, og fordi der ikke er noget klart budskab at formidle.
Det er derfor en svær balance, der lykkes for Borneda. Han har ingen opbyggelig fortælling at støtte sig til, men vender og drejer i stedet meningsløsheden og gør det oftest i børnehøjde. Og Rigmor, Henry og Eva er mest optaget af at lege. Krigen er for dem noget fjernt, noget, deres forældre indimellem taler om, noget uvedkommende.
Alligevel bliver de nogle af dens ofre, og alle, der har børn, børnebørn eller bare kender en dreng eller en pige, vil mærke tårerne stige, når gruen og døden melder sig, og ikke mindst når den stakkels Henry, der allerede er traumatiseret og stum af en tidligere krigsulykke, får til opgave at løbe rundt i brokkerne og notere tøj, hårfarve og måske et navn på de overlevende børn for siden at bringe notaterne til det nærliggende teater. Her venter fortvivlede forældre på at høre, om deres barn er i live. Eller ikke.
Det er meget voldsomt, og her får Bornedal forløst sin trang til melodrama – der var noget af det, der ødelagde hans ”1864” – på en sort, men også smuk måde: børn og voksne, der arbejder sammen og søger hinanden i det mørkeste mørke.
”Skyggen i mit øje” er også klog nok til ikke at give sit bud på Guds rolle i tragedien. Den skildrer i stedet menneskets evner og værdighed i en virkelighed, hvor forestillingen om det rene gode og det rene onde synes naiv, synes at være en blåøjet fiktion.
Bornedal er ikke altid kommet helt i mål med sine dramaer. Men det er, som om historiens alvor – de 86 døde børn og 18 voksne – holder hans patos i skak og kun glimtvis bliver fortællingen for manieret eller overlæsset.
Med et stærkt manuskript, moderne filmteknologi, skuespillere som Danica Curcic, Alex Høgh Andersen og ikke mindst Fanny Bornedal samt en formidabel omgang med børneskuespillerne, ja, så lykkes det Bornedal at genskabe forårsdagen i helvede. Og mindestenen for de døde på Frederiksberg Allé, hvor Den Franske Skole lå, og bomberne faldt, vil gøre ondt på enhver, som har set ”Skyggen i mit øje”. Troende eller ej.