Prøv avisen

Bornholm er min store lidelsesfælle

Den bornholmske forfatter Dennis Gade Kofod, der her ses på en café i Rønne, er aktuel med romanen ”Genfærd”. Den er blandt andet inspireret af hans egen frygt for at miste sine børn. Og hans næste roman kommer til at handle om hans angst for at dø, fortæller han. – Foto: Jens-Erik Larsen.

Dennis Gade Kofod lever og skriver på Bornholm, som han bruger som et billede på mange forskellige ting i sit forfatterskab. Øen har for eksempel også dødsangst, mener han. Og i næste uge udkommer hans femte bornholmerroman, Genfærd

interview

Fingrene løj ikke. Det var en knude på halsen.

Den bornholmske forfatter Dennis Gade Kofod lagde barbergrejet fra sig og mærkede bekymret efter igen. En uge senere sendte hans egen læge ham videre i systemet med en henvisning i hånden, og en uhyggelig følelse bredte sig i ham på vej hjem gennem de brostensbelagte gader i den gamle del af Rønne. Senere den dag skulle han hente sine to børn i institutionen, men skulle han aldrig se dem vokse op?
LÆS OGSÅ: Glæden ved at bebo en banan

Min mor havde netop fået kemoterapi mod kræft i mandlerne, og min første tanke var, at det nu også ramte mig, så jeg skyndte mig at få en tid hos speciallægen, siger Dennis Gade Kofod, der stadig reagerer fysisk, når han taler om forløbet.

Nu ryster jeg igen, siger han med et lidt nervøst grin.

I dag ligger oplevelsen to år tilbage, men det tog lægerne månedsvis at undersøge ham for kræft, og han måtte holde jul i uvished, inden han pludselig blev hasteindkaldt til Rigshospitalet, hvor han fik fjernet mandlerne og blev frikendt for kræft.

Jeg har altid haft et følsomt sind, og jeg har gennemlevet flere store depressioner i mit liv, men den uvished, jeg oplevede i forbindelse med kræftundersøgelserne, slog mig helt ud. Jeg brugte al min energi på ikke at tænke på det, men det eneste, der hele tiden gik igennem mit hoved, var, hvordan i alverden jeg skulle fortælle mine børn, at jeg måske havde fået en dødelig sygdom. Men knuden var heldigvis godartet.

Dennis Gade Kofod tier et øjeblik.

Men selv efter operationen er jeg ofte vågnet op midt om natten med angst, kommer det så:

For tænk, hvis lægerne alligevel tog fejl? Og jeg må også indrømme, at forløbet har gjort mig til en frygtelig hypokonder. Jeg går til lægen, hvis jeg føler den mindste smerte. Og dem er der en del af, eftersom jeg dyrker kampsport i min fritid. Jeg ved ikke, hvad de tænker om mig derude. Nu kommer han igen, ham forfatteren. Det er vel lidt af en kliché.

Dennis Gade Kofod har dog fået det meget bedre, forsikrer han. Han skal oven i købet være far igen, når hans kone eller kæreste, som han foretrækker at kalde hende føder parrets tredje barn til sommer, så humøret er selvfølgelig steget markant. Men han tager stadig antidepressiv medicin, ligesom han både har benyttet sig af en psykiater og en psykoterapeut for at slippe for hele tiden at tænke på sin egen forgængelighed.

Jeg tror, at det er sundt at forholde sig til døden af og til på en eller anden facon, så man bliver mindet om at bruge tiden rigtigt, men ingen kan holde ud at tænke på sin egen dødelighed uafbrudt. Det bliver man sindssyg af. Det gjorde jeg også. Det logiske havde været at være mere nærværende over for mine børn i en situation, hvor jeg ikke vidste, hvor lang tid de ville have mig. Men i stedet trak jeg mig meget egoistisk ind i mig selv, indtil jeg igen lærte at fortrænge døden. Mine børn var ikke så gamle i den periode, og jeg har heldigvis ingen mistanke om, at det har sat spor i dem.

Et let suk forlader forfatterens læber, idet han tilføjer:

For mig er lykke og frihed vel også forbundet med en slags fortrængning af det uundgåelige faktum, at vi skal dø. Men det er bare ikke fortrængning, der får noget ned på papiret slet ikke. Det kommer kun, for mig, når jeg har overskud til at se det, jeg skriver om, i øjnene. Det er en vekselvirkning.

Den bornholmske forfatter bryder ud i et grin.

Min psykiater læste min sidste roman, Superhelte i det hele taget, og sagde, at han kunne se, at sproget var præget af mit sind. Han var bekymret for mig. For mig var det omvendt. Den energi, der var lagt i at arbejde med sproget, så det beskrev angst, var en ren overskudshandling. Jeg skriver ad Pommeren til, når jeg har det dårligt.

Dennis Gade Kofod skriver altså bedst, når han tør skrive om det, der brænder på. Siden Superhelte i det hele taget forsøgte han faktisk at skrive en novellesamling. Men den ville ikke rigtig blive til noget, fordi han ikke havde viljen til at se det værste, der kunne ske, i øjnene, fortæller han.

Jeg fumlede rundt med de her kortere tekster, men de blev skrevet som en overspringshandling. De var ikke inde at få fat i noget, der var noget ved. Nu ligger de i skuffen en tid. Så de ryger ud, med mindre jeg opdager, at jeg har taget fejl.

I stedet er det lykkedes ham at skrive romanenGenfærd, der delvist er inspireret af hans egen angst for at miste sine børn. For den handler om en mand, der har mistet sin kæreste og deres ufødte barn i en trafikulykke og (forgæves) forsøger at finde fred på et badehotel på Bornholm.

Den beliggenhed er næppe tilfældig. For mens Dennis Gade Kofod altså føder sine fortællinger ud af sit eget frygtsomme sind, er klippeøen Bornholm tilsyneladende en konstant i hans forfatterskab.

På finurlig vis formår han altid at flette sine egne følelser ind i øens skæbne gennem sine romaner. Debutromanen, Anskudte dyr, handler om en ung fyr, der flytter fra Bornholm. Brøndtjætten bygger på den bornholmske mytologi. Nexø Trawl optrevler Nexøs nedtur som fiskerby, mens den også fortæller om et venskab mellem to drenge, der vokser op på øen. Og i Superhelte i det hele taget skildrer han en angstfyldt far på Bornholm.

I Genfærd er hovedscenen et badehotel på Sydbornholm. Men selvom Dennis Gade Kofod netop selv er vokset op på et sydbornholmsk badehotel, som hans forældrene drev, er familiestrukturen anderledes på hotellet i Dennis Gade Kofods nye roman, der veksler mellem realisme og magisk realisme:

I min roman driver en kvinde, der måske er en heks, hotellet. Det viser sig, at hun har dræbt en af sine egne sønner, da han ville drive hotellet på en anden måde end hende. Hun vil underlægge alle i sin familie sin magt. Og på den måde bliver hun et billede på de fastlåste familiestrukturer, som mange nok oplever. Jeg er selv blevet meget optaget af de usynlige magtstrukturer i familien og i samfundet, der styrer vores liv i langt større omfang, end de fleste er sig bevidst, siger Dennis Gade Kofod og fortsætter:

Vores opfattelse af, hvad en familie er, og hvordan den skal fungere, er, på trods af at det stort set er uformuleret, noget af det mest indgroede i os. Hvordan man er familie, og hvordan man ikke er familie, er noget af det, man hele tiden bliver målt og vejet på. Det er mildest talt åndsvagt. Arrogancen over for dem, der ikke passer ind i normen, er kolossal.

Alt fra madpakker til køn kan vække vrede hos dem, der ubevidst dyrker kernefamilien, mener Dennis Gade Kofod. Og hvis man ikke er bevidst om alle de udefrakommende forventninger til en, kan man jo heller ikke gøre oprør mod dem. For ethvert menneske er i en vis forstand fængslet af andres forventninger, hvis man underlægger sig dem uden at tænke over det.

Genfærd kan på den måde måske læses som et oprør mod den kierkegaardske spidsborger, der lever livet uden at tænke over sin egen eksistens og de samfunds-normer, man omgiver sig med. Men Genfærd rejser nok først og fremmest spørgsmålet om, hvad det vil sige at være en familie. I hvert fald er den del af romanen, der handler om det, inspireret af Dennis Gade Kofods egne erfaringer med at stifte familie, fortæller han:

Der er ingen børn på mine egne børns alder i romanen, men der er de forestillinger, som hovedpersonen Frederik havde om den familie, han skulle få med sin gravide kæreste. Og der optræder også en anden gravid kvinde, han bliver forelsket i. Det er mit forsøg på at skrive om livets mulighed. Der er jo ikke noget så skønt som at sidde og drømme om, hvad livet er i færd med at bringe, hvad det er, der er i vente. Men det kalder også på refleksion over, hvad et liv skal rumme.

Hvad er et godt liv for dig?

Jeg vil i hvert fald gerne opdrage mine børn til at være frie til at være sig selv. Tanken om det fuldstændig frie menneske er selvfølgelig dybest set en illusion. Vi er jo alle underlagt et sæt uskrevne regler, hvad enten vi færdes i naturen eller i de kulturer, som mennesker skaber mellem hinanden. Selv i det såkaldt frie Vesten er der grænser for, hvad man kan tillade sig. Men jeg tror, at man får mest ud af livet, hvis man udfordrer de grænser ved at turde træde ud på dybt vand. Det gør jeg for eksempel helt bogstaveligt og vildt banalt selv, hver gang jeg er i svømmehallen med mine børn. For selvom jeg har højdeskræk, tvinger jeg mig selv til at springe ud fra tremetervippen hver gang. Og jeg har bevidst ikke taget et fuldtidsjob som lærer, fordi jeg vil tvinge mig selv til at forsøge at leve af at skrive, så jeg bekæmper min dovenskab med dogmer. Og det gælder altså også i forhold til mit forfatterskab. Døden giver mig myrekryb, men det er den, min næste bog kommer til at handle om.

Kommer den også til at foregå på Bornholm?

Ja, det bliver min største bornholmerroman, siger han med et grin og tilføjer så mere tørt:

Øen har jo også dødsangst. Boligmarkedet er fastlåst, og der står tomme butikker overalt, så Bornholm er min store lidelsesfælle. Men for mig er øen også et billede på alt muligt andet. Her er en smuk og frodig natur, der sprudler af liv, mens fiskeriet og erhvervslivet er i krise i takt med, at befolkningstallet skrumper ind. Så Bornholm er ligesom alt andet både levende og døende.

Dennis Gade Kofod