Prøv avisen

Bornholm hjælper Afrika med musik

Hammershus er hvert år særlig godt besøgt til "Hammershus Fairtrade Concert". Arrangøren regner med 8500 gæster i morgen. -- Foto: Jacob Crawfurd.

Støttekoncerten Hammershus Fairtrade Concert er blevet en klippefast tradition på Bornholm, der hvert år tiltrækker flere mennesker og større musiknavne, der gerne vil hjælpe Afrika. I morgen er der igen rock på klipperne

Mindst 500 fattige afrikanere kan sende en varm tanke mod en borgruin på Nordbornholm. For en mark foran Hammershus har de sidste fem år lagt klippegrund til øens største støttekoncert, Hammershus Fairtrade Contert.

Overskuddet, der er blevet til omkring tre millioner kroner fra de første fem koncerter, har foreløbig skabt 500 varige job i Ghana, og koncerten støtter en lang stribe hjælp til selvhjælps-projekter. På fredag stiller blandt andre Sanne Salomensen, Runrig, Beth Hart og den unge bornholmske successangerinde Aura op til den sjette Hammershus-koncert i træk. For konceptet er efterhånden blevet en fast tradition på klippeøen. Det var indehaver af "Global Trade" på Bornholm, Morten Ledskov, der fik idéen for fem år siden.

"Jeg syntes, at det var for dårligt, at ingen andre i Danmark ville markere 20-året for Live Aid-koncerten i London, hvor en stribe af verdens største stjerner stillede op for at synge til fordel for Afrika i 1985. Det er klart, at vores projekt har en anden målestok, men idéen er den samme," fortæller Morten Ledskov, der hurtigt fandt samarbejdspartnere i den store underskov af frivillige fra idrætsforeningerne på Bornholm.

Dengang fik han hjælp af omkring 200 frivillige, mens der kom 1200 mennesker for at høre Hanne Boel, Savage Rose og et afrikansk band. I år regner han med, at der kommer 8500 gæster, mens 1300 frivillige bornholmere stiller op til arrangementet.

"Hammershus-koncerten bliver større og større for hvert år, der går. For nu forventer folk, at vi skal kunne levere internationale navne, men det er også blevet nemmere at få kontakt til managerne, fordi vi er blevet kendt i branchen. Og de musikere, der stiller op til koncerten, gør det ofte for langt under halvdelen af, hvad de ellers får, så der er faktisk næsten intet tilbage til dem selv, når de har sendt deres lastbiler med udstyr til Bornholm," siger Morten Ledskov, der mener, at koncerten er med til at cementere Bornholm som musikkens ø:

"Musik er for Bornholm, hvad malerkunsten er for Skagen. Hammershus-koncerten er kun fyrtårnet i en lang række koncerter på Bornholm, der hvert år tiltrækker de største danske navne. Gæstgiveren i Allinge og Musikhuzet i Rønne har for eksempel store sommerkoncerter, og senere på året er der både musikfestivalen Wonderfestiwall og "Uden for Sæsonen", som Steffen Brandt står for hvert år. Det har enorm betydning for Bornholm, at vi har det musikliv, som vi har. For der er ingen tvivl om, at det også bidrager stærkt til turismen."

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk