Michael Böss har med coronakrisen set lyset

”Liberalismens vildfarelser” er fortrinlig læsning, og der er meget at hente i debatbogen for den politisk interesserede. Men afsnittet om identitetspolitik er ikke konsekvent gennemtænkt

Michael Böss har med coronakrisen set lyset

Den flittige debattør og historiker Michael Böss’ nye bog ”bygger på en tese om, at nye former for liberalisme – kendetegnet ved radikal individualisme, rettighedskultur, forbrugerisme, fremmedgørelse, afpolitisering og værdi- og kulturrelativisme – i de sidste årtier af 1900-tallet bredte sig i Danmark på bekostning af de idéer om samfundssind, statens sociale ansvar og forestillingen om et folkeligt fællesskab, der hidtil havde været gældende.”

Aner man coronakrisen i baggrunden, er det ikke forkert. Liberalismen som en dybere rod til den moderne rettighedskultur? Den er købt. Om liberalismen også er fuldgyldigt udgangspunkt for den grasserende identitetspolitik, som det hævdes i bogen, kan diskuteres. Det vender jeg tilbage til.

Böss gør en herkulisk indsats for at komme til bunds i, og ud i alle tangenter, af begrebet liberalisme, som historisk har haft tendens til at fremstå med mange forskellige præfikser: markedsliberalisme, socialliberalisme, kulturliberalisme, rettighedsliberalisme og neoliberalisme, og i øvrigt at brede sig over det meste af det politiske spektrum.

Fællesmængden er rettighedskulturen, som med en oprindelse i Den Franske Revolution løftede det vestlige individ frem på bekostning af fællesskabet. Hvor frihed og lighed oprindelig var et korrektiv til en stram samfundsmæssighed, funderet i pligtkultur, udviklede disse værdier sig med det 20. århundrede til det dominerende politiske perspektiv.

Böss præsenterer indledningsvis sin egen position som ”personalistisk”, ”kommunitarisk” og ”republikanistisk”, hvilket tilsammen betyder, at han ser mennesket i dets konkrete kontekst og er kritisk over for liberalismens abstrakte menneskesyn. Politisk er han sådan én, der altid har ment det samme, hvilket sært nok har medført, at han ofte skifter parti. Han har stemt radikalt, socialdemokratisk og konservativt, for i 2019 at vende tilbage til Socialdemokratiet, som han ser som den bedste eksponent for venerable socialliberale værdier.

Böss styrer meget kapabelt læseren igennem liberalismens 300 års historie, tilbage til oplysningstiden med Locke, Voltaire og Adam Smith, op forbi revolutionen, hvor liberalismen hentede frihed og lighed, men ikke broderskab, og videre op i det 19. århundrede, hvor vore politiske -ismer blev til.

Politisk vekslede liberalismen mellem laissez-faire og socialliberalisme, hvilket indebærer et radikalt forskelligt syn på, hvad staten kan bruges til. I Danmark blev forløbet overstyret af Grundtvigs folkelighed. Böss formår ikke blot at beskrive, men også at aktualisere de historiske ”liberalismer”, så de giver mening i en nutidig sammenhæng.

Omkring Anden Verdenskrig kom en ”ondere” neoliberalisme på banen med von Hayek og Chicagoskolen og dermed en markedsbestemt vinkel på samfundslivet – som med thatcherismen. Alting får en prisseddel på sig. Vi ser en sådan forståelse stikke næsen frem under coronakrisen, hvor der er ansatser til at sætte forskellig pris på et ungt og et gammelt menneskeliv. Skal unge og gamle beskyttes uden skelligt hensyn, eller bør der differentieres? En lettere ubehagelig ”etisk” diskussion.

Neoliberalismen hævdede tillige en problematisk, grænseløs globalisme, som ikke mindst venstrefløjen overtog. Men nu er vinden vendt. Vi indser at ”borgerskab kun giver mening inden for rammerne af nationalstaten,” for at citere økonomen Dani Rodrik.

Efter Berlinmurens fald fik vi de ”illiberale demokratier” i Østeuropa. Der findes samfund med ”rettigheder uden demokrati” og nogle med ”demokrati uden rettigheder”, og Polen og Ungarn er angivelig blandt sidste. Dem har Böss ikke meget tilovers for. Jeg ved ikke – måske burde man være åben for, at der er lande med en anden historisk erfaring end vores her ved flødeskumsfronten?

Böss er omkring ”New Public Management”s vildfarelser, men nævner ikke den herostratiske konkurrencestat fra Thorning-Schmidt og Corydons neoliberalistiske regeringstid. Dén har coronakrisen vist lagt i graven.

Böss lægger også neoliberalismen i graven ved med akklamation at citere professor i offentlig ledelse, Kurt Klaudi Klausen, fra 2020: ”Den reform- og systemtænkning, som har domineret de sidste 30 år, har lagt op til centralisering, registrering og kontrol. Vi har brug for det modsatte.”

Coronakrisen har vist os, fastslår Böss, at ”vi har en offentlig sektor, som endnu ikke er blevet tømt for sin sociale kapital, men tværtimod stadig er gennemsyret af tillid og evne til samarbejde.” Socialdemokratiet sejrer ved under Mette Frederiksen at eksponere de sande socialliberale værdier, mens de borgerlige partier og aviser taber ved at indtage kompromisløse neo- og markedsliberale positioner og ytre en alt for negativ holdning til statslige indgreb.

Böss hepper på socialdemokraterne, de har forstået det springende punkt: Under krisen vil folk hellere have tryghed end frihed. Og tryghed fås kun inden for rammerne af nationalstaten. Han er særdeles kritisk over for de borgerlige partiers håndtering af coronakrisens udfordringer. Han levner dem ikke anden rolle end at falde ind bag regeringens krisehåndtering.

Han har bestemt ret i, at de borgerlige smider det fra sig, men det er nu heller ikke let: Først stjæler socialdemokraterne udlændingepolitikken, så stjæler de patriotismen – corona er socialdemokraternes appelsin i turbanen. Hans råd til Venstre, som er i krise, er at rykke tilbage til start, til Adam Smith og til socialliberalismen fra første halvdel af det 20. århundrede. Ikke meget af et råd i den konkrete situation.

Måske burde han klappe hesten en smule frem for at generalisere så omfattende ud fra krisetider som disse. I politik ved man aldrig, hvad der sker rundt om det næste hjørne.

Der er i bogen mange relevante diskussioner inden for og i udkanten af emnet liberalismes radius. Lige et par ord om identitetspolitikken, som Böss går ekstensivt ind i: Han ser den som en entydig udløber af liberalismens fokus på individuelle rettigheder, men glemmer i mine øjne at inddrage romantikken, som oprindelig var en reaktion på oplysningens liberale værdier, og kommer op til os via eksistentialismen og ungdomsoprøret.

Som individuel optik og indre drivkraft har vi stadig romantikken med os i dag, hvad blandt andre Hartmut Rosa har vist i sin bog, ”Resonans”. Identitetspolitikkens anerkendelsestrang og fokus på realiseringen af et ”indre selv”, snarere end et ydre, stammer i højere grad fra romantikken end fra liberalismen.

Böss’ forslag til løsning på problemet med identitetspolitikken forekommer lidt lamt, nemlig at opgradere vores fælles identitet som ”menneske”. Det er da et knæfald for netop det abstrakte liberalistiske menneskesyn, som han ellers bogen igennem er så kritisk over for. Hvad med i stedet for at styrke den fælles nationale identitet, som han andetsteds gør så meget for at tale op?

Böss er i debatbøgers ånd ikke objektiv, men han er grundig. Bogen er fortrinlig læsning, der er meget at hente for den, der har svært ved at holde fast i liberalismens mange historiske facetter. Böss har med coronakrisen set lyset. Hvis han stadig er borgerlig, er det nu borgerlig socialdemokrat, hvilket flugter fint med, at vi har fået et borgerligt Socialdemokrati.

Læs interview med forfatteren om bogen her