Bowies mange masker er et værk i sig selv

David Bowies formmæssige nysgerrighed har inspireret dramatiker Christian Lollike, der er aktuel på Det Kongelige Teater med en ”asylballet”

Christian Lollike. -
Christian Lollike. - . Foto: Scanpix.

Omend de fleste nok er trætte af at høre om David Bowie, så er der nok ikke tvivl om, at hans samlede værk har haft stor afgørende betydning, om ikke andet for mig selv.

Bowie afviste selv at være en kamæleon, men for mig var det en stor befrielse at opdage en kunstner, der arbejdede med ”masker” som udgangspunkt for en skabelsesproces. Med det mener jeg, at det ”jeg”, der synges fra, ikke er et ”jeg”, der peger tilbage på Bowie som privatperson. Han arbejder sig med andre ord ind i et univers, hvor karakteren Ziggy Stardust lever, skriver, tænker og synger - dør. Hvorefter Bowie tager en ny maske på sig og kryber ind i et nyt univers, hvorfra der skabes igen.

Jeg har selv aldrig oplevet, at teksten, jeg skrev, var min, men at jeg påtager mig en stemme, et ”jeg”, en maske. Derfor hader jeg også spørgsmålet, man ofte bliver stillet: ”Hvad er budskabet?” Det er jo et andet ”jeg”, et univers, jeg har skabt, hvor stemmer og stemninger har udfoldet sig, hvor der ikke er et direkte link tilbage til min private personlighed.

Bowie stiller sig et nyt sted hen for at få øje på noget nyt, og han er ikke meget for at genbruge sine trick. Jeg hader, når jeg kan genkende mine stiltræk i mit arbejde og forsøger altid at finde et nyt og uforventet sted at være.

Jeg er imponeret over Bowies formmæssige nysgerrighed. Det, at han så ofte tog nye stilgreb i anvendelse. Cut up-teknik og så videre. Lysten til hele tiden at eksperimentere med måden at arbejde på og ikke binde sig selv op på et bestemt æstetisk ståsted, men en insisteren på, at det meste kan omsættes, blive en del af ens eget, uden kunstnerisk at gå på kompromis - det har optaget mig meget. Det, at Bowie valgte forskellige nye samarbejdspartnere, der kunne udfordre hans musikalske univers, lære ham noget nyt, har jeg altid beundret.

En plade som ”Honky Dory” har jeg skamspillet, og jeg har været sikker på, at den handlede om lige netop mig. På pladen er der både en hyldest til Bob Dylan og til Andy Warhol. I mange år diskuterede jeg med venner, om sangen til Warhol var en hyldest eller en kritik. Jeg mente det sidste, men havde nok ikke ret. Jeg tror, både Dylan og Warhol har været ledestjerner for Bowie, der på sin vis inkarnede dem begge. Han har jo både Dylans patos og Warhols konceptuelle forståelse. Jeg synes, mange sangskrivere lader sig begrænse af deres ”jeg” og glemmer, at de har 1000 jeg'er, der kan tale, skrive, synge.

David Bowie, der døde den 10. januar i år af kræft, arbejdede med mange ansigter og karakterer i sit univers. Her på scenen i København 1976. -
David Bowie, der døde den 10. januar i år af kræft, arbejdede med mange ansigter og karakterer i sit univers. Her på scenen i København 1976. - Foto: Scanpix