”Vi var så fulde af håb”. Sådan skriver F. Scott Fitzgerald i ”My Generation”. Og sådan lyder mottoet til amerikanske Rebecca Makkais kæmperoman ”Boystown”, der var med i opløbet til Pulitzer-prisen og National Book Award.
Romanens ene spor følger en gruppe homoseksuelle mænd i Chicago fra 1985 frem til 1992, mens det andet foregår i Paris i 2015, hvor en søster til en af de aids-døde mænd forsøger at finde sin datter og forsone sig med sin fortid.
Anslaget er en begravelse. Eller rettere sagt en sammenkomst for den unge Nico. Hans forældre forbød nemlig hans stigmatiserede og potentielt inficerede venner at komme, og derfor mindedes de ham på egen vis, anført af hans søster Fiona, sekunderet af parret Yale og Charlie, der sammen ser verden, som de kender den, og de mennesker, de elsker, falde fra hinanden.
”Hvordan skulle hun kunne forklare, at byen var en kirkegård? At de hver dag gik gennem gaderne, hvor der havde været et holocaust, et massemord forårsaget af myndighedernes forsømmelse og antipati, at når de gik gennem en lomme af kold luft, vidste de, at det var et spøgelse, det var en dreng, som verden havde spyttet ud.”
Sådan tænker Fiona, der er den figur, der binder de to spor sammen. Og det gør hun – og forfatter Rebecca Makkai – både klogt og godt i en imponerende fortælling om forløst kærlighed, dens fallit, om fortællingens magt, om savn og længsel og om en sygdom, der i årevis ødelagde millioner af menneskers liv – og stadig gør det.
Rebecca Makkai slår en sikker bro over de 30 år, ”Boystown” spænder over. Både det tidlige og det sene spor foregriber og forudsætter hinanden, og suspensen og fremdriften i begge er solid, omend modbydeligt morbid i det tidlige: Hvem bliver smittet? Og af hvem? Hvem dør? Og hvem overlever? I det sene, hvor Fiona forsøger at finde frem til den datter, der har måttet leve i skyggen af sin onkels og sin mors historie og lide den tort at blive født samme dag, som (endnu en) af deres venner gik bort, er der mere opbyggelighed, selvom skylden over at være i live og længslen efter de døde konstant er ved at kvæle alt levende.
Den store amerikanske roman har en tendens til at være for stor. Og med sine over 600 sider kunne man på en dårlig dag sagtens også fælde den dom over ”Boystown”, der navnlig i en lang og omstændelig sidehistorie om en donation af nogle malerier til Yales galleri kunne være redigeret med grovfil i stedet for fjerpen. Men det samler sig, det hele, i kraft af forfatterens behændighed, der kløgtigt laver paralleller mellem den spanske borgerkrig og aids-epidemien og velplacerede plot-twist, der driver den nødvendige fortælling frem i kraft af smukt opbyggede karakterer, ikke mindst Fiona, der er hjælpeløst fanget mellem fortid og nutid, mellem de døde og de levende.
Man kan tydeligt se det stillads af forskydninger, eksplicitte modsætninger og spejlinger, som romanen er bygget op omkring, men det gør egentlig ikke noget, heller ikke mod slutningen, hvor forfatteren samler sine tråde lidt vel dygtigt, for ”Boystown” er og bliver en gribende og god læseoplevelse.