Brabrand-digteren Peter Laugesen burde optræde hver dag, når der er festuge

Peter Laugesen sang livets prosa på Aarhus Festuge. Det måtte gerne ske lidt oftere. Bare for at minde os om vigtige ting i livet

Pænt og næsten mumlende indledte han med at fortælle arrangørerne, at Maritza i Frederiksgade slet ikke lå her. Det var i beds-te fald baglokale til den engang så berømte klub.

Så reciterede Peter Laugesen fra sine mange digtsamlinger over saxofonisten Christian Vuusts jazzede musik fra pladerne ”Strøm” og ”Urban Hymn”. Laugesen mindede om ting, som ikke er på tapetet under Aarhus Festuge: eksistensen af halshuggede børn, granater, soldater og underholdningskloakker, inden han til sidst, i Vuusts ”Wedding Song” (som slet ikke lød af lykkeligt bryllup), talte om vejen til Damaskus, trætte stjerner set på himlen af digterkollegaen Ekelöf og om at synge om det, der ikke kan ses, kun skrives.

Pianisten Esben Tjalves frisure var som en kopi af Peter Laugesens hår. Asymmetrisk. Digterens barytonstemme er også kantet. Af og til virkede det, som om Laugesen ikke ænsede det groove, som de fire musikere bag ham var i gang med. Han ledte koncentreret efter det næste digt. Vuust forsøgte at give tegn til Laugesen, men Laugesen gav håndtegn til sig selv. Han er uhyre musikalsk og brød ind i musikken på det rigtige tidspunkt. Efterhånden trommede han på bordet med alle sine digtsamlinger (ikke alle – han har udgivet over 70).

Sådan går det, når selvhøjtidelighedens og samfundssindets Laugesen tager plads mellem en grusgang af en lilletromme, et piano, der støves af med staccato-naturobservationer fra efteråret. Vi kiggede på Laugesens nonchalante bladren i egne udgivelser og pludselige aha-nedslag: ”Overspytter fjenders gader”, før han gik videre. Der måtte være flere gode ord, der kunne jazzes og rodes til? Minsandten. Hvem kommer først: ordmageren eller musikken?

Det er sjovt: Når Laugesen optræder med bandet Singvogel, lyder han som ståltråd. Og her, på en bund af melodisk jazz og hiphoppet New Yorker- groove, lød han stadig som sig selv. Man skar sig på ordene.

Et af Vuusts numre hed ”Mellemdyb”, det er et fuglerigt sted i Vestjylland, men også det nummer kørte Brabrand-digteren over med sin egen accent, når han talte om ”nattens vægtløshed” og fugle, der ”synger sig til døde”. Sprød sax og klaver dannede fortrop, inden akrobatiske ”slimede snegle” satte sig på nethinden. Med samme accent rablede Laugesen videre:

”Jeg tror på mirakler/ selvom de sker hele tiden.”

Koncerten skulle have varet en time, men varede over to. Den fantastiske beatpoet havde noget på hjerte på Maritza. Peter Laugesen, der ikke gider ændre sin accent efter modeluner eller festugetemaer, siger tingene, som de er i hans hoved.

”Eller synger han?”, som Christian Vuust kom til at sige mellem to numre.