Brahms og Beethoven i de allerbedste hænder

I 2008 udråbte musiktidsskriftet Gramophone det hollandske Concertgebouw-orkester til verdens bedste. I Koncerthuset i mandags viste de hvorfor

Concertgebouw-orkestret. Dirigent: Mariss Jansons. Solist: Leif Ove Andsnes. Værker af Brahms og Beethoven. DR Koncerthuset. Mandag.
Concertgebouw-orkestret. Dirigent: Mariss Jansons. Solist: Leif Ove Andsnes. Værker af Brahms og Beethoven. DR Koncerthuset. Mandag. Foto: Arkiv.

6 ud af 6 stjerner.

Det vil altid være en smagssag, hvad der er det bedste inden for musik. Men når Concertgebouw-orkestret har fået prædikatet "verdens bedste", handler det primært om deres evne til at fremmane den nærmest hallucinatoriske oplevelse af, at man hører ét instrument og ikke 100 forskellige.

Den skaber de via ro, disciplin og sammenhængskraft. På den måde er det hollandske orkester ikke som Berlinerfilharmonikerne personlighedernes orkester med toneangivende solister på mange pladser, men de er et uovertruffent kollektiv. Og i hvert fald verdensmestre, når det kommer til præcision, timing og evnen til at gøre musikken til en organisk, smukt flydende masse af vellyd.
Siden september 2004 har den musikalske domptør for orkestret heddet Mariss Jansons, og i København dirigerede han mandag aften musikerne igennem Brahms' 2. klaverkoncert og Beethovens 7. symfoni, to hovedværker inden for den romantiske musik.

Til at ledsage orkestret på denne miniturné rundt i Nordtyskland og Skandinavien havde man indforskrevet den norske pianist Leif Ove Andsnes, en god bekendt i dansk musikliv og én, der kunne matche orkestrets majestætiske udtryk.
Allerede i den lange kadence i begyndelsen af førstesatsen lod han da også kraftfulde fraseringer tordne, men Andsnes er gudskelov ikke kun en hårdtslående klaverløve, hvad han viste med smukt poetisk spil i andensatsen og perlende elegante anslag i den sidste sats, alt sammen holdt i klare farver.

Hvad man ellers lagde mærke til?

Tætte og kælne strygere af en anden verden, horn, der aldrig knækkede, og en plastisk klang, der gjorde både de lyriske og de stormende passager til stor, underfuld musik. Ja, det var som at høre musikken for første gang, selvom man kender den så godt; man kunne ligesom koncentrere sig om bare at lytte, fordi det hele var så uanstrengt, men alligevel fremstod rytmisk prægnant og medrivende.

Det gjaldt også i tredjesatsen, hvor solocellistens dialog med klaveret blev omkranset af en cremet, fed orkesterlyd og silkebløde violiner. Jeg kunne blive ved... mesterklasse var det, ligeledes Andsnes' overlegne ekstranummer.
I Beethovens 7. symfoni hørtes et lige så smukt kalibreret orkesterspil, og det gav en kondenseret, stram lyd, der samtidig lod subtile nuancer åbenbare sig som i andensatsen.

Det er helt klassisk, bogstavelig talt: Når alle spiller ud fra et klart koncept og indordner sig en overordnet vision, jo mere plads er der til at tegne små kreative figurer og detaljer og formidle, hvad komponisten vil fortælle. Til det er Mariss Jansons en mester med sit suveræne overblik, sin tydelige direktion og sit stålsatte nærvær.

Han var chefdirigent i 21 år for Oslofilharmonikerne og løftede orkestret markant; man må håbe på en profil i næsten samme størrelsesorden, når det i dag afsløres, hvem der skal være ny chefdirigent for DR SymfoniOrkestret, så vi måske i fremtiden kan få koncerter på det her niveau med et hjemligt orkester.


kultur@k.dk