Prøv avisen
Bøger

Brandes skabte kunst med sin kritik

Jørgen Knudsen opstiller i sit store fem-binds værk om Brandes seks grunde til at Georg Brandes kom til at stå så alene i det samtidige danske samfund.

Georg Brandes skrev for at provokere og påvirke. En ny antologi viser spændvidden i hans forfatterskab

Jørgen Knudsen er blevet tildelt flere priser for sine fem værker om kritikeren Georg Brandes (1842-1927), hvoraf det sidste udkom forrige år. Nu udgiver han en antologi af Brandes mest læseværdige stykker, ordnet i syv emnekredse, der svarer til Brandes hovedindsatsområder: selvbiografen, kritikeren, de undertryktes talsmand, krigsmodstanderen, heltedyrkeren og brevskriveren.

Det har smertet Jørgen Knudsen at se, hvor lidt Georg Brandes egentlig læses i dag, og derfor har han sammensat antologien. Georg Brandes' navn nævnes tidligt og silde, oftest i forbindelse med kulturradikalismen, men meget få kender af egen læsning til han vidunderlige fremstillingskunst. Knudsen mener, at "hans beundrere har beundret alle andre langt væk, medens hans modstandere har reduceret ham til en ensporet og fanatisk nedbryder af ærværdig tradition".

Det er virkelige godbidder af Brandes' uhyre produktion, som Jørgen Knudsen fremlægger. Man mærker i selve udvalget af tekster, hvilket indgående kendskab til de mange andre ikke benyttede muligheder, der ligger til grund.

Vi starter med en erindringsskitse om barndommen, en elsket huslærer, samt om hvordan Georg indså, at han var jøde ved at få holdt et spejl op for sit ansigt.

Selvfølgelig er der også kendte hovedstykker i antologien, som f.eks. "Indledningsforelæsningen til Emigrantlitteraturen", hvor Danmark får på hattepulden for at være 50 år bagud for det øvrige Europa. Men ude i Europa (Berlin) var der dog også meget bagstræb, hvad en opsats om "Klaverspil og underdanighed" (1878) beretter om. For selv om Brandes er stor og ælter med sit tilbagestående hjemland, så lærer han af historien i en rustale fra 1896: " at der er noget Fremmed udenfor Mennesket, Summen af de Andres Attraa, Knipperne [Samlingen] af deres Viljer, som stadigt indvirker paa det, man vil og gør. Og at der desuden findes noget Hemmelighedsfuldt, Upersonligt, Større, helt Usynligt – det som de gamle kaldte Skæbnen – det Overmenneskelige, som man hjælpes af, som strider med og som kommer en til Gode, naar man har de højeste Øjeblikkes Medbør i sin Sejl."

Citatet viser spændvidden i Brandes' ånd. Han har sans for religiøse dimensioner uden at være religiøs, og han tænker som individualist i udpræget grad ud fra sig selv og finder sig selv igen og igen i andres værker. Det er da også hans læseråd til andre, at "saasnart en Person eller en Sag interesserer min Læser, saa er Raadet det : Bid dig fast i den, fordyb dig i den! Du lærer tusinde Gange mere derved end ved at fordybe dig i tusinde Sager og Personer".

Faktisk kan man læse Brandes' skrifter som en stadig selvprojektion. Genkender man ikke den stolte, forfulgte kritiker i Hamlet-portrættet: "Vi elsker dig som en Broder: Dit Tungsind er vort, din Harme er vor, dit overlegne Vid hævner os paa dem, der fylder Jorden med deres tomme Larm og som er dens Herrer. Vi kender din dybe Kval ved Hykleriets og Urettens Triumf"

Han er så meget med i sine skriftlige handlinger med andres værker og politiske problemkredse - i sine forsvar for undertrykte folk og kvinder og i sine angreb på den vanvittige Første Verdenskrig – at man egentlig kan sige, at han digter om sig selv med historisk materiale. Broderen Edvard har indset det og roser Georg for Den romantiske skole i Tyskland, hvortil Georg svarer i et brev (1873) : "Det fornøjer mig meget, at du vil henregne min Bog til Skjønlitteraturen. Min mening var netop at forsøge en Slags historisk Digtning, saa jeg ser du har forstaaet hvilken Genre jeg gerne vilde lave".

Jørgen Knudsen opstiller i sit store fem-binds værk om Brandes seks grunde til at Georg Brandes kom til at stå så alene i det samtidige danske samfund. Og en disse grunde var, at han savnede egentlig evne til at lave kunst. Når man i dag læser hans kritik, ser man, hvordan han alligevel skabte kunst, en særlig suggestiv genre, man blot ikke havde navn for i samtiden, og sådan set stadig ikke har.

Egentlig forsker var han ikke, mange var anklagerne for at skrive af efter andre. Nej, han skrev for at påvirke, provokere mennesker til at ændre sig i hans eget billede. Og heldigt var det, at der var så højt til loftet i hans åndelige hus, for hans stil var virkelig forførende. Man mærker den vidunderlige førthed, hvormed man som læser af dette udvalg suges igennem teksterne.

Og så kan man pludselig, f.eks. i portrættet af Leonora Christine (1869), se, hvordan Brandes gerne selv ville være uden nogensinde helt at blive det: " hun seer ikke tilbage, hun reflecterer aldrig, hun beskuer aldrig sig selv, hun tager sin Ulykke praktisk, hun væbner sin med Fatning, hun græder naar hun maa, hun leer, naar hun kan, men hun er aldrig vemodig eller elegisk".

Fremadrettethedens lysbringer ville han være og blev det for mange.

Georg Brandes: Den mangfoldige. En antologi ved Jørgens Knudsen. 300 sider. 298 kr. Gyldendal.

kultur@kristeligt-dagblad.dk