Brasiliens store forfatter skriver, så selv døden lever

Clarice Lispectors ”Stjernens time” er en legende og alvorsfuld roman om fattigdom, kvindekår og kunsten at gøre et menneske virkeligt i fiktionen

Brasiliens store forfatter skriver, så selv døden lever

De fleste forfattere leder efter en egen stemme og et vist mål af originalitet, mens uendeligt få synes at være født med begge dele.

En af dem er Clarice Lispector, der debuterede i 1943 med romanen ”Tæt på det vilde hjerte”, der fik de brasilianske kritikere til at skrive om fornyelse og om et brud med landets litterære tradition. Hun blev i stedet sammenlignet med europæiske giganter, med James Joyce og Virginia Woolf, hvilket fortørnede hende: Hun havde skam hverken læst den ene eller den anden.

Men sammenligningerne giver faktisk mening, og Lispectors forfatterskab, der ophørte med hendes kræftdød i 1977, dyrkede som de store modernister det formsprængende, søgende og samtidig fokuserede, og det gælder også ”Stjernens time”, som Tine Lykke Prado har oversat med sans for Lispectors på samme tid viltre, konkrete og poetiske prosa.

Romanen, som Lispector skrev på papirlapper, indkøbssedler, kvitteringer og konvolutter, og som hun færdiggjorde i sygesengen, fortæller historien om Macabéa, der er en af de mange, der rejser til Rio fra det fattige nordøstlige Brasilien. Hun er vokset op hos en tante, der fra tid til anden bankede knoerne mod hendes hovedskal, ”dér hvor kraniet var mest skrøbeligt på grund af kalkmangel”. Samme tante betaler, selvom pigen har svært ved at stave, for et skrivemaskinekursus, og i Rio får hun job som ”maskinskriverske”.

Hun får også en kæreste, Olímpico, der som hende kommer fra nordøst. Men han vil være noget særligt. Så han har myrdet en mand med en kniv, har fået trukket en tand ud for at få en guldtand og drømmer om at blive slagter og skære i døde dyr dagen lang. Han kloger sig også over for Macabéa, selvom han kun er marginalt klogere end hende. Hendes selvbillede er også langt mere beskedent end hans: Hun er ikke nogen, hun mener ikke noget, hun tænker ingen tanker, hun har ingen drømme.

Men hvem er hun så, og hvad vil hun med sit liv? Det er nogle af de spørgsmål, forfatteren Rodrigo, der kort ser en underernæret pige på gaden i Rio, forsøger at digte sig frem til. Og som han vælger skal hedde Macabéa.

”Stjernens time” er altså Rodrigos forestillinger om en tilfældig piges liv, men han kommer ofte i tvivl om, hvorvidt hun nu også er den, han skriver frem. Om han så at sige gør vold på hende. Så dukker parenteser som den her op: (”Jeg ser nu at jeg har forsøgt at tillægge Maca min egen tilstand.”)

Den slags burde ikke være befordrende for læserens indlevelse. Men det vilde er, at Lispector, gennem Rodrigos ord, fantasi og sind, lykkes med at gøre Macabéa til en ung kvinde af kød og blod med et lille liv – til en gustengul pige, der i glimt liver op med ”idiotens rene lykkefølelse”.

Når Macabéa lever på siderne, er det, fordi Lispector beskriver hende troværdigt og konkret. Som at hun en tid tillod sig den luksus ”at tage en slurk kold kaffe inden hun gik i seng”.

Den samme sans for malende detaljer gælder bipersonerne. Som Carlota, der ”var temmelig rund, malede sin kødfulde mund knaldrød og duppede sine fedtede kinder med skinnende rouge i to runde cirkler. Hun lignede en halvflækket porcelænsdukke”.

Historien lever og ånder altså, selvom læseren er med ved dens skabelse, og det giver også et stik i hjertet, da Rodrigo lader Macebéa dø ung. På os med penge, vel at mærke. Os, der har råd til at købe bogen, og som ved at læse den kan føle sig privilegerede. Som Rodrigo skriver et sted: ”Her fungerer jeg som en sikkerhedsventil for jeres massakrerede middelklasseliv.”

”Stjernens time” er en roman om kunsten at fortælle om et menneske, om fattigdom, klassesamfund, kvindekår, lykkeglimt og ikke mindst om døden, der kommer til os alle. Og som stod ved Lispectors seng, da hun skrev romanen færdig. Døden, hvori ”Stilheden er så stor, at end ikke tanken tænker”, som der står i den grandiose finale, som Rodrigo romanen igennem lover os. Det er utroligt, at Lispector på den måde er i stand til at trække læserne væk fra historien og suge os ind i den. Og at begge dele virker lige fascinerende.