Bravo, Billy!

”Billy Elliot” er en musical fuld af dybde og næring, prangende præstationer og anderledes ørehængere

Paul Farnsworth har kreeret en imponerende scenografi til forestillingen om en 12-årig dansedreng i 1980'ernes Nordengland. -
Paul Farnsworth har kreeret en imponerende scenografi til forestillingen om en 12-årig dansedreng i 1980'ernes Nordengland. - Foto: Miklos Szabo

Det Ny Teater i København satser stort med en musical om en 12-årig dansedreng i en nordengelsk by i 1980'erne under den britiske mineindustris største krise. Hvordan skal vi - som danskere anno 2015 - kunne relatere os til det, fristes man til at spørge.

Men svaret er, at det kan vi, fordi historien om Billy Elliot er så godt skruet sammen, og tematikkerne så universelle. ”Billy Elliot” er en musical, man lærer noget af, og det hører til sjældenhederne.

De første kuldegysninger indfinder sig allerede i åbningsscenen, idet minearbejderne stiger op fra dybet med deres dommedagsrøster i en opflammende hymne. I næste scene står den lille Billy helt alene på en tom scene, og det er imponerende, hvor meget en dreng kan fylde i så stort et rum, og hvor meget han kan bære. Denne eftermiddag havde vi fornøjelsen af den 14-årige Oscar Dietz i rollen som Billy. Hans fine, klare stemme rammer rutineret og sikkert alle tangenter og får gåsehuden til at spire. Ballettrinnene er charmerende uperfekte, og hans spil overraskende naturligt.

Billy vil bare danse, men i en macho-verden, hvor mænd er rigtige mænd, som drikker deres ugeløn væk, billiger man ikke balletfims og anderledes ambitioner. Vennen Michael, vel spillet af den yndige og energisk stepdansende Theo Bo Kofoed, klæder sig dristigt i dametøj, og Billy accepterer ham uden at kny: Hvad er der galt med at være sig selv? Billys drømme skaber stort røre i lillebyen, men ender med at give håb til de desillusionerede minearbejdere og deres koner.

Genistregen ved ”Billy Elliot”, både filmen og musicalen, er de mange lag, historien så elegant opererer med, så der er guf til både hjernen, følelserne, ørerne og lattermusklerne. Stykket behandler den britiske mineindustris tilbagegang og Margaret Thatchers regering gennem et fint humorfilter, som gradvist går i opløsning i takt med, at krisen eskalerer. Parallelt med fjantende ballettøser og dansedrømme ligger arbejdernes frustrationer, druk og venskab, som på den ene eller anden måde berører deres børn.

”Billy Elliot” præsenterer desuden nogle multidimensionelle karakterer, som man fatter dyb sympati for. Kristian Boland spiller fremragende som Billy Elliots halvfordrukne og nedbøjede far, sørgmodigt syngende, stolt og solidarisk. Og Julie Steinckes 1980'er-moderne Mrs. Wilkinson er en fryd at være i selskab med.

Paul Farnsworth har kreeret en imponerende scenografi, hvor mure og bygninger sirligt flytter sig rundt på et bagtæppe af gråbrune murstensrækkehuse.

Bygninger drejer, transformerer sig gnidningsløst og bliver til nye rum, og oplevelsen er næsten filmisk. 1980'er-æstetikken er gennemført, og det hele er så herligt analogt.

En fortælling om en mineby i 1980'erne kan synes noget fjern, særligt for de yngste publikummer. Havde Billy Elliot været dansker, havde han nok været en nordjysk dreng fra Hirtshals, hvis far kæmper for at sikre sig fiskekvoter. Men en sådan kulturel oversættelse er ikke mulig, og alligevel fungerer Billy Elliots minekrise ganske fint - netop fordi tematikkerne er universelt forståelige, særligt i kølvandet på en verdensomspændende finanskrise. Karakterernes kreative skældsord og gedigent grove sprog er desuden en fin måde at gengive arbejderklassens omgang med hinanden på og give mindelser om den nordøstengelske Geordie-dialekt, som præger ”Billy Elliot” i den engelske originaludgave.

”Billy Elliot” er en stor og flot forestilling, lidt vel sentimental, men fuld af dybde og næring, prangende præstationer og anderledes ørehængere. Bravo, Billy!

kultur@k.dk