Det moderne gennembrud i 1870´erne og 1880´erne, der er temaet for dette års Golden Days-festival i hovedstaden, indebar opbrud på flere niveauer. Et af de mest omdiskuterede - både i samtiden og eftertiden - var opgøret med den borgerlige og romantisk-idealistiske opfattelse af kønslivet. Kønslivet havde været forbeholdt ægteskabet, og det var underordnet familien som institution. Kønsdriften var for kvinderne i realiteten ikke-eksisterende - for mændene i hvert fald noget, man ikke offentligt beskæftigede sig med. I kunsten skulle forholdet mellem mand og kvinde idealiseres - og det fysiske forbigås eller tilsløres. Kun i malerkunsten var traditionelt enkelte smuthuller i form af klassiske sujetter som Susanne i badet eller gudinden Diana med bue og blottet bryst!
Gennembruddets mænd krævede med Georg Brandes i spidsen en anden og mere frigjort kønsmoral, hvor selve kønsdriftens tilstedeværelse hos både kvinder og mænd blev anerkendt både som en realitet i tilværelsen og som emne for kunstnerisk behandling. Efter vore dages normer var det sidste beskedent nok. I Erik Skrams roman fra 1879 »Gertrude Colbjørnsen« vakte det forargelse, at den unge Gertrude - på absolut passende afstand - betragter nogle unge nøgne badende mænd med en vis form for æstetisk behag.
Hvad det moderne gennembruds kvinder mente om dette tema, var straks mere kompliceret. Kvindeemancipationen var en anden side af gennembruddet, men her skiltes så vandene i nogen grad. Skulle kvinderne følge mændenes praksis og realisere et kønsliv også uden for ægteskabet? Således som mændene altid havde kunnet gøre det gedulgt. Eller skulle man kræve af mændene den faktiske afholdenhed inden ægteskabet, som det af meget kontante årsager havde været kvindernes vilkår? I det mindste i borgerskabet. Kønsmoralen blev unægtelig sat under debat både i Danmark og Norge, som det krævedes i det moderne gennembruds program. Men fronterne var langtfra entydige.
To køn - to verdener
Kønsmoralen - mænds og kvinders forskellige erfaringsverdener og muligheder for praksis - er et gennemgående tema i brevvekslingen mellem Amalie og Erik Skram, som den fine kender af norsk litteratur Janet Garton netop har udsendt. Brevene i tre svære bind er udkommet på Gyldendal i Norge - de kunne lige så vel været kommet på forlaget i Klareboderne. Erik er naturligvis dansk forfatter, mens Amalie undervejs bliver dansk forfatter. Amalie og Erik møder hinanden hos Bjørnson på Aulestad, og unge norske hedsporer som Gunnar Heiberg og Knut Hamsum tumler sig i København. Amalies norsk er umiddelbart forståeligt også for en nutidig dansk læser, selv om Erik tålmodigt læser korrektur på hendes manuskripter.
De mødte hinanden i 1882. De var på dette tidspunkt begge voksne mennesker. Hun havde et ægteskab bag sig og var nu alene med to drenge, mens hun prøvede at skabe sig en karriere som forfatter. Han havde allerede fået sig et vist navn som moderne forfatter. Hun var blændende smuk, gnistrende og temperamentsfuld, og han var så afgjort den mest maskuline profil i det moderne gennembruds falanks i Danmark. Men allerede kort inde i brevvekslingen tørner de sammen - han har indrømmet, at han har en elskerinde. Amalie reagerer kraftigt på dette forhold. På trods af forelskelsen er det tydeligt, at hans indrømmelse af at have en veninde, som han går i seng med, oprører hende. Det kan hun ganske enkelt ikke klare. Og han har på sin side svært ved at forstå, at hun ikke kan håndtere, hvad han som en voksen mand må opfatte som noget af en selvfølge.
De mødes et par gange. De gifter sig. Han vil gerne og så hurtigt som muligt. Hun vil også, men hun har tydeligvis sine instinktive reservationer. De klinger forskelligt. Da hun i et brev skriver om, hvorledes hun ser ham, oplever ham, og han så kommenterer hendes bedømmelse og modererer hendes billede af ham, bliver hun skuffet. Det skulle han ikke. Han skulle bare have læst det og smilet.
De bliver naturligvis et strålende par - udadtil. De har begge stort behov for at komme ud blandt andre, tage del i livet omkring sig, at gøre sig gældende. Her rummer brevvekslingen portrætter af så godt som alle, der figurerede på den litterære scene både i København og Kristiania.
Jalousi
Men indadtil kommer der hurtigt problemer. De er til dels meget kontante. De er i stadig pengetrang. I 1889 føder hun datteren Johanne - Småen i deres indbyrdes brevveksling - som gør det yderligere vanskeligt for hende at koncentere sig om at skrive. Hun bruger også mange kræfter på sønnerne - i øvrigt synes Erik at have taget sin del både af Småens opdragelse og forpligtelserne over for hendes drenge. Og han bistår hende troligt med forfatterskabet. De flytter, og hun rejser. Hun synes stadig i opbrud ud fra en desperat forhåbning om at kunne finde ro til at skrive. Og det koster endnu flere penge, som de ikke har. I 1890´erne tager hendes personlige krise en sådan drejning, at hun som bekendt må indlægges på sindssygehospital. Hvad der så faktisk kom et par betydelige bøger ud af!
Imidlertid er det først og fremmest deres indbyrdes forhold, der ikke fungerer. Hun er rasende jaloux. Hun er jaloux på hans fortid, på de kvinder, han omgås - og han fortæller da også med en ganske stor grad af selvfølgelighed, hvordan han har haft en smuk borddame eller har haft besøg af en kvinde, han tidligere har mødt. Hun kan igen bare ikke klare det. I sommeren 1888 skriver hun næsten desperat:
»Og mange tusinde ting som har pint mig fra den første tid af, og som endnu piner mig. Bare det du engang svarte, da jeg på en bemærkning af Dig om mig, spurte om Du da vidste så nøje besked med hvordan kvinder var skabt på »de steder«. Ja, sa Du og lo, det ved jeg rigtig nok besked om.«
Fra da af er deres forhold dømt. Man kan sige, at de kun trækker pinen yderligere ud, men Småens fødsel blev vel for Amalie og Erik som for så mange i deres situation noget, de kunne knytte en slags forhåbning til. I øvrigt blev Amalie atter gravid i 1893, men mistede barnet.
Hun kæmper stadig med forfatterskabet, mens Erik endelig »gør karriere«, da han i 1894 bliver protokolsekretær i Folketinget og så småt begynder at opbygge en, man fristes næsten til at sige borgerlig position. Det er åbenbart på den mere spredte brevveksling - som selvfølgelig var betinget af, at de var borte fra hinanden - at hun slides ned, både fysisk og psykisk. I slutningen af 1899 bliver de endelig skilt. Han flytter ud af deres lejlighed i Classensgade, hvor hun bliver boende med datteren. Amalie dør i 1905. Erik gifter sig igen og lever til 1923.
Bitterhed
I et af de sidste breve før skilsmissen vender hun tilbage til sin mistillid til ham - omgivelserne har været så »søde« at sige til hende, at hun skulle passe på sin mand: »og så kommer al den bitterhed der har været i mit sind imod Dig i disse år siden vi blev gift op som en bølge, der fylder hele mit indre og skyller alt andet bort, og så er der intet andet at gøre end at vente på, at den får tilbageslag og skyller bort igjen.«
Brevvekslingen mellem Amalie og Erik Skram kaster lys over det moderne gennembrud. Og den kaster et afslørende lys over, hvad det moderne gennembrud også havde af omkostninger - for den kvindelige part, når denne kvindelige part var en kvinde som Amalie Skram. De ville så gerne begge to - det giver brevene utallige beviser på - og måske var det under alle omstændigheder dømt til at mislykkes. Men det er unægtelig fristende at se deres forholds skibbrud uløseligt sammenvævet med tidens opbrud - han havde det som (moderne) mand så ret uproblematisk med det kønslige - hun var uhjælpeligt bundet ind i et modsætningsforhold mellem sine stærke følelser over for ham og så sin af sin opvækst og samtid skabte kvindelige erfaringsverden.
Janet Garton (red.): Elskede Amalie! Brevvekslingen mellom Erik og Amalie Skram 1889-1899. 1-3. 990 norske kr.. Gyldendal (Norge).