Houellebecqs essays leverer enestående intimt indblik i forfatterens historie

Michel Houellebecqs tidlige essays foregriber hele forfatterskabet og er et uimodståeligt miks af livslede, galgenhumor og syleskarp kulturkritik

Houellebecqs essays leverer enestående intimt indblik i forfatterens historie

Den franske forfatter og kulturkritiker Michel Houellebecq er kendt for sine ætsende dystopier, som alle i vid udstrækning er moduleret over samme formel. Fortællingen om den vestlige civilisations undergang. I Houellebecqs romaner er det manglen på modstand, formløsheden og det deraf følgende meningstab, der hensætter fortælleren i et postmoderne rædselskabinet.

Pessimismen forplanter sig ikke bare som almindelig misantropi, men tillige som svimlende selvforagt. Som apati, impotens og hæmningsløs hedonisme. Hans hovedpersoner er altid midaldrende, hvide mænd. De er dannede, privilegerede, magelige og formelt set på toppen af den vestlige kulturs kransekage. Alligevel har de det ad helvede til. Tilværelsen er en askegrå atomørken uden mål og med. Kampene er vundet, historien slut. Sådan har Houellebecq gjort selve den skamsejrende vestlige civilisation til hovedperson i sine blændende forfaldsfortællinger gennem de seneste årtier.

Nu er franskmandens tidlige essays fra 1990’erne så samlet og oversat af det lovende nystartede forlag Vinter under titlen ”At holde sig i live – og andre tekster”. Hele kimen til forfatterskabet er til stede her, og således er det oplagt at se samlingen som en art poetik, et programskrift over det særlige, kulsorte houellebecqske livssyn, som det senere udfolder sig i romanerne. Der er det udtalt misantropiske, pornoen og den fremmedgørende digitalisering, foragten for den overfladiske kosmopolitisme, der er modernitetsskepsis og undergangsstemning for fuld udblæsning, men først og fremmest er der leden ved den forbrugsbesatte konsumkulturs sønderbrydning af fællesskaberne.

Sidstnævnte anskueliggøres især i det fremragende essay ”Tilnærmelser til forvildelse” fra 1992, hvor Houellebecq harcelerer over den moderne, funktionelle arkitektur som symptom på senkapitalismens kvælende maskineri af effektivitet og blind rationalisme.

Målet, skal man tro forfatterens præcise samfundsdiagnose, er at skabe ”uendeligt fleksible individer, der er befriet for enhver intellektuel eller følelsesmæssig stivhed”. Individualiteten frakendes til fordel for en ”udvekslingsværdi”, som gælder i alle menneskets relationer, om de være sig amourøse, erotiske eller professionelle. Her genkender man nok den grundpessimisme og melankolske længsel mod noget nytte- og formålsløst, som finder litterær form i gennembrudsromanen ”Elementarpartikler” og kloningstragedien ”Muligheden af en ø”.

Stærkest står imidlertid samlingens indledende tekst, titelessayet, som leverer en nærmest programmatisk overlevelsesguide til unge misantropikere og ulykkelige forfatterspirer in spe. Det er oversætter Niels Lyngsø, der i sit højst indsigtsfulde forord ganske rigtigt bemærker, hvordan teksten i sin direkte henvendelsesform og aforistiske stil minder om Rilkes ”Breve til en ung digter”. Men hvor Rilke så ensomheden som digterkaldets forudsætning, er Houellebecq, inspireret af überpessimisten Schopenhauer, overbevist om, at lidelse er betingelsen for al kunstnerisk skabelse. Som digter må man sætte sig uden for samfundet – ”At lære at blive digter er at aflære livet”. Man må sætte fingeren i civilisationens betændte sår og trykke til. Sådan fremskriver Houellebecq en klassisk romantisk kunstner- og genimyte, som flere steder tilmed parafraserer Søren Kierkegaard.

Det højstemte, tænkte og studentikose i visse af passagerne vejes op af den kendte houellebecq’ske galgenhumor. Navnlig ”At tage kontrol over telefonnetværket” er en vidunderligt tragikomisk rapport fra internettets tilblivelse. Her har tekstens fortæller oprettet sig på en datingside med en falsk profil for på antropologisk feltstudiemanér at afsøge den ”nye gennemgribende digitalisering af verden”, der kynisk reducerer mennesker, kvinder og mænd, til tal og koordinater, hoftemål, højde, talje, i den nye tidsalders svimlende digitale koordinatsystem. Sådan lever Houellebecq atter op til sit adelsmærke og kendetegn, myten om forfatterprofeten, der som en fintunet seismograf er i stand til at registrere tidens, ja sågar kommende tiders, åndelige rørelser.

Men det er ikke bare verdens begrædelige 2020-tilstand, han foregriber i disse begsorte essays – det er også hans eget forfatterskab. Der leveres hermed et enestående intimt indblik i en væsentlig forfatters udviklingshistorie.

Derfor er det måske heller intet under, at flere af teksterne fremstår lige vel ufuldstændige og embryoniske, flagrende i både form og tanke.

Der er langt fra de bedste til de dårligste essays i samlingen. Og når Houellebecq er værst, er han en bodegabøvs af brovtende, usaglig kynisme, som også let bliver sin egen afmægtige parodi. Når han er bedst, hvilket han gudskelov oftest er, er han sin tids vel skarpeste portrættør.