Breve til Saxo

Museumspædagog skriver ”krimikrønike”. Det bedste ved bogen er dens kærlighedshistorie

Krimikrønike og kærlighedshistorie i én bog.
Krimikrønike og kærlighedshistorie i én bog. Foto: Forlaget Hovedland.

Hvad er en ”krimikrønike”? Et tilfredsstillende svar giver romanen desværre ikke. Det mest vellykkede i den er en nøgtern, underspillet historie om kærlighed mellem to modne mennesker, der er for erfarne til at gøre sig illusioner. Livet kan klare sig uden, viser det sig.

Svend Sørensen har i mange år været museumspædagog i Thisted. Han har især skrevet lokalhistorie - og er desuden forfatter til Politikens bog om Nordjylland. Hans fortrolighed med miljøer og mennesker i disse egne præger romanen, der grundlæggende fremtræder som en sindig, nordvestjysk sædeskildring.

At alt ikke nødvendigvis er, hvad det giver sig ud for - fortielser spiller en hovedrolle - antydes på forskellig vis undervejs. Hvad er der for eksempel med den dansk-amerikaner, der er rejst hjem for at deltage i et skolejubilæum - hvad han imidlertid ikke når inden sin pludselige død? Noget dunkelt rummer også skæbnen, som den formede sig for hovedpersonens hustru, der angiveligt druknede i en å. Desuden hører vi om et uopklaret mord og et voldtægtsforsøg.

Udgangspunktet for det hele er et fund under en falsk bund i en gammel kiste af nogle skriftruller, hvis tekst angives at være nedfældet i 1100-tallet af Tue af Vestervig og henvendt til Saxo i den hensigt at gøre historieskriveren opmærksom på, ”at storhed også er at finde i denne del af landet. Skammeligt ville det være, om denne kendsgerning skulle forglemmes i Eders krønike”.

Skriftrullerne - der senere forsvinder på mystisk vis - dukkede op på et såkaldt ”bilslagteri”, hvis ejer ønskede dem forsikret. Dermed føres hovedpersonen, Arnfred Borg, der er taksator ved et forsikringsselskab, ind på scenen.

Skriftrullerne genfindes til sidst, men under omstændigheder, der ikke virker helt troværdige.

En afgørende svaghed ved romanen er, at sporene, der lægges ud, aldrig fører frem til det klimaks, man som læser føler sig opfordret til at forvente. De sidste sider er ellers i det ydre et spektakulært bud netop på et klimaks, henlagt til New York den 11. september 2001, og vi er endda med oppe på 98. etage i World Trade Center, lige inden terrorangrebet bryder løs - med en tilføjet efterfølgende parallel til den bibelske beretning om Babelstårnet.

Slutningen opleves som et grelt brud på handlings-gangen. Hvad skal romanen dog i New York?

Men kærlighedshistorien står fint, i al sin afdæmpethed. Arnfred Borg, der længe har levet(?) på lavt blus efter hustruens død, vover sig tøvende ind i et forhold til en enlig mor og erkender efterhånden, at det er dér, han skal finde sin fremtid. Tilværelsen har stadig noget til ham.