Der findes kun ét billede, der viser de to efterkrigsdigtere Paul Celan og Ingeborg Bachmann sammen.
Det er et sort-hvidt fotografi taget i 1952 ved en forfatterkonference i byen Niendorf, der ligger ud til Østersøen ved Lübeck. De to er henholdsvis 32 og 26 år, Bachmann gnider sine hænder med nydeligt lakerede negle og ser på Celan, der fortæller, mens røgen fra hans cigaret svæver ind mellem dem. Det kunne have været en helt almindelig samtale mellem to forfattere, men netop de to havde en forelskelse, der var hemmelig for omverdenen og aldrig blev forløst i et forhold. Det viste en række breve, sendt mellem de to i 1950’erne, der i 2008 blev udgivet i Tyskland.
I brevvekslingerne har der hele tiden været et ”missing link” og manglet et endegyldigt bevis for, at kærligheden var gengældt fra begge sider. Men det er for ganske nylig blevet fundet, godt gemt af vejen på loftet i et hus tilhørende familien Bachmann i Klagenfurt i Østrig. Det skriver ugeavisen Die Zeit.
Romancen begyndte i 1948, men afsluttedes i vinteren 1950. Og så alligevel ikke helt. I 1952, to måneder før fotografiet af de to er taget, sendte Celan så et afskedsbrev, hvori han skrev, at de kun kunne være venner. Hun tilbageleverede en ring, han havde givet hende, og rejste til Italien med komponisten Hans Werner Henze. Paul Celan blev gift med den franske kunstgrafiker Gisèle de L’Estrange, og i 1955 fødte L’Estrange sønnen Eric.
Men så, i oktober 1957, flammede romancen mellem Bachmann og Celan op igen. Efter et forfattertræf i byen Wuppertal den 11.-13. oktober tog parret til Köln og tilbragte en nat på et hotel i en af byens smalle gader ved floden Rhinen. 14 dage efter skrev Bachmann til Celan:
”Du må ikke forlade hende og jeres barn.”
Men hvad fik Bachmann til at skrive sådan? Det viser de nye breve, der er dateret den 16. oktober 1957 og den 17. oktober 1957. Begge breve er fra Celan, der skriver til Bachmann, at hans hustru nu kender til forholdet mellem de to:
”Jeg har fortalt det hele til Gisèle, det hele. Hun græder, hun kan ikke begribe det. (...) Elsker du mig virkelig, Ingeborg, kan du virkelig elske mig efter alt, hvad der er sket? Sig mig det,” skriver han og dagen efter:
”Skal jeg komme til dig i slutningen af november. Tidligere? Eller senere?”
Hidtil har opfattelsen i litteraturkredse været, at Celan var den tilbageholdende part i forholdet. Men brevfundet tegner et andet billede af forholdets dynamik, siger litteraturforskeren Barbara Weidemann til Die Zeit.
”Brevene viser, at der var ganske mange muligheder for, hvordan forholdet kunne have udviklet sig. Celan overvejede øjensynligt at forlade sin familie. Brevene har vigtig betydning for nogle af hans digte, som man på denne baggrund må læse i et nyt lys,” siger hun.
Den altoverskyggende årsag til, at Celan og Bachmann aldrig fandt sammen, har sandsynligvis været, mener Barbara Weidemann, at hun var datter af et medlem af nazistpartiet, mens Celan, der havde jødiske rødder, mistede begge sine forældre under holocaust. Den slags billigede samfundet i efterkrigstidens Tyskland ikke.
”Det var fra begyndelsen et umuligt møde mellem et offer for shoah (holocaust, red.) og en ung kvinde, hvis familie til en vis grad tilhørte kredsen af gerningsmænd,” siger hun.
Men kærligheden mellem de to var særdeles nærværende alligevel, det viser de nye breve, skrevet efter elskovsnatten ved floden tydeligt.
”Du er overalt i mine digte, Ingeborg, også der, hvor du ikke skinner igennem,” skriver Celan den 16. oktober og slutter sit brev:
”Det sidste kys i forgårs nat, glem ikke, hvor det viser hen.”
I 1958 giftede Ingeborg Bachmann sig med den schweiziske arkitekt og forfatter Max Frisch, men bevarede sit venskab med Celan op gennem 1960’erne. I 1970 druknede Paul Celan sig i floden Seinen efter to mislykkede mordforsøg på hustruen Gisèle. Ingeborg Bachmann døde i Rom i 1973 af brandsår efter en brand, der var opstået i hendes soveværelse.