Brexit og klimakrise gjorde kammerkoncert i Esbjerg dagsaktuel

Det hører til sjældenhederne, at kammermusik og verdenspolitik går op i en højere enhed, men det var tilfældet ved onsdagens koncert med Esbjerg Ensemble

Esbjerg Ensemble må lige nu være Danmarks mest dagsaktuelle samling af klassiske musikere, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Arkivfoto fra jubilæumskoncert i 2017.
Esbjerg Ensemble må lige nu være Danmarks mest dagsaktuelle samling af klassiske musikere, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Arkivfoto fra jubilæumskoncert i 2017. Foto: Esbjerg Ensemble.

Esbjerg Ensemble må lige nu være Danmarks mest dagsaktuelle samling af klassiske musikere. Mens den økonomiske og politiske elite i disse dage støder sammen i schweiziske Davos, bød det statslige basisensemble onsdag aften indenfor på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg til en koncert, der ikke blot handlede om Brexit, men også om klimakrisen.

”Bye bye, Britain” hed koncerten, der foregik i konservatoriets intime koncertsal, som tilfældigvis er malet i samme farver som det britiske flag: store, flotte blå-hvide vægge og et hvælvet loft fyldt med røde rosetter. Og dét var netop temaet: britisk musik fra slutningen af 1600-tallet og helt op til i dag.

I skæret fra nøgne glødepærer lagde syv af ensemblets musikere ud med to korte barokværker af Henry Purcell. Mest bemærkelsesværdig var den ikoniske ”Fantasia upon One Note”, hvor klarinettisten Ron Chen-Zion, fagottisten Antti Salovaara og hornisten Joke Wijma stillede sig rundt om ensemblets strygekvartet for at lade Purcells berømte orgelpunkt vandre rundt mellem de tre blæsere, mens strygerne spillede komponistens dansante motiver.

En af Esbjerg Ensembles store styrker denne aften var netop, at der var arbejdet kreativt med scenografi, opstilling, præsentation og ikke mindst variation i programmet.

Det er elementer, som de klassiske musikinstitutioner herhjemme har haft fokus på i flere år for at styrke publikumsoplevelsen, og når det giver så dynamisk og afvekslende et koncertflow som her, er det let at forstå.

Katrine Ganer Skaug, ensemblets kunstneriske og administrative leder siden 2012, var flere gange under koncerten på scenen for at interviewe de medvirkende. Den britiske bratschist Michel Camille anerkendte, med pistolen for tindingen, koncertens røde tråd, uagtet at der var tale om knap 350 års musik med værker af så forskellige komponister som Purcell, Gustav Holst, Peter Maxwell Davies og Benjamin Britten.

Også komponisten bag aftenens uropførelse, den unge brite Nick Martin, der ligesom mange af sine landsmænd har bosat sig i Danmark på grund af vores åbensindede komponistmiljø, var på scenen. Han præsenterede, forsigtigt og sympatisk, sit værk, ”Earth Lamentations I-IV”, som en reaktion på højreorienteret populisme og klimakrisen.

Og reaktionen var lige så stoisk som manden selv. Med et klart tonalt udgangspunkt mediterede værket længe over noget så uskyldigt som en dur-terts, inden de små glidninger i strygernes og blæsernes intonation langsomt blev til større sprækker i en faldende tonalitet. Til sidst endte vi nede i de mørkeste registre af basklarinet, horn og fagot, mens ensemblets slagtøjsspiller, Christian Martinez, med vindspil og raslen fra nedfaldne blade signalerede det, der havde været klart allerede fra værkets let sentimentale begyndelse: at afgrunden er i sigte.

Holsts ”Sekstet i e-mol” fra år 1900 fungerede overraskende godt som bindeled mellem Purcell og Martin. Her fandt man både barokkens diverterende sider og kraftigt romantiske klagelinjer i velspillede dialoger mellem stryger- og træblæsergruppen. Men først og fremmest understregede værket Esbjerg Ensembles fine klangarbejde og den indlevende, kommunikerende spillestil, der også afspejlede sig i koncertens gæstfri atmosfære.

Faktisk blev der givet så god tid til både interview og kaffepause, at denne anmelder, meget mod sin vilje, men med sidste tog ud af Esbjerg som deadline, måtte forlade den vellykkede koncert, inden sidste tone var spillet. Så meget desto mere grund er der til at glæde sig over, at DR P2 optog koncerten og transmitterer den i sin helhed mandag aften.