Første scene: Vi ser en far fortælle sine to døtre på omkring seks og otte år, at han og deres mor skal skilles. Børnene er desorienterede. Han prøver med en analogi. “Ville I kunne lide at lege med den samme dukke hele jeres liv?”. ”Nej,” siger pigerne. ”Ville I ikke hellere have mange dukker at lege med?”, fortsætter han. ”Jo,” svarer de begejstret ved tanken om at eje en masse dukker. ”Der ser I. Monogami er ikke realistisk,” slutter han.
En svada, som døtrene skal vise sig at reagere meget forskelligt på. 23 år senere møder vi pigerne igen. De lever to vidt forskellige liv. Amy (Amy Schumer) bor i New York, er lykkelig single og har et hav af forskellige partnere. Hun vil ikke binde sig, elsker fester og alkohol og slæber den ene mand efter den anden med hjem. Hun har et princip om, at hun hverken vil sove med dem eller give dem sit telefonnummer. Altså lige med undtagelse af hendes muskelbundt af en ven, bodybuilderen Steven, som hun ser efter behov.
Lillesøster Kim (Brie Larson) har valgt et helt andet liv. Hun bor uden for New York i et villakvarter sammen med sin, efter Amys mening, skrækkeligt kedelige ægtemand og hans nørdede søn. Da Kim venter barn, er bunden, efter Amys mening, nået.
Så sker det for en romantisk komedie fortællemæssigt forudsigelige: Pige møder dreng. Amy får af sin chef, Dianna (Tilda Swinton), til opgave at skrive en artikel om den kendte sportskirurg Aaron Conners (Bill Hader). Amy ved absolut intet om sport og anser alle sportsinteresserede for ubegavede. Aaron er alt det, Amy ikke er. Tro som guld, siger de rigtige ting, arbejder også for Læger Uden Grænser og har en helt igennem god stil. Han foretrækker at sidde og se Downton Abbey med vennerne frem for at bevæge sig ud i New Yorks vilde natteliv. Enhver svigermors drøm, bare ikke Amys. Sød musik opstår, men det bliver ikke uden sværdslag. Sideløbende kører en historie om Amys skleroseramte far.
Filmen er skrevet af Amy Schumer og bygger delvist på hendes eget liv. Der er tale om en omvendt romantisk komedie. Her er kvinden den maskulint udfarende part. Amy spænder vidt. Hun er stærk, engageret i sine nære og kan være meget morsom, når hun serverer sine oneliners. På den anden side kan hun være egoistisk, til tider nærmest ondskabsfuld. Hun er uforudsigelig og svær at greje. Det er det, der gør hende interessant
Den virkelige Amy Schumer er komiker og har i fire år haft sit eget succesrige tv-show, så hun ved noget om genren. Hun gør det også godt i ”Trainwreck”. Om man er til hendes karikerede grovkornede humor er en smagssag.
Filmens univers leder tankerne hen på tv-serien ”Sex and the City” og Bridget Jones-filmene med Renée Zellweger i hovedrollen. Schumer og Zellweger ligner i øvrigt rent fysisk hinanden.
Conners er fin som den forelskede og super tjekkede Aaron. Han har tidligere spillet mange biroller, men har her fuldt fortjent fået en af hovedrollerne. Aaron vil Amy, skønt de er så forskellige, og ser lige igennem hendes hårdhudede facon.
Tempoet er højt, og der er mange morsomme replikker. Filmen fænger imidlertid ikke helt. Den er for eksplicit i sin udtryksform og mangler noget af den charme og varme, der er karakteristisk for den romantiske komedie. Og så er den for lang. 125 minutter er mere end ”Trainwreck” kan bære.
kultur@k.dk