Prøv avisen
Bog

Brinkmann fremstår som et produkt af den kultur, han så vedholdende kritiserer

3 stjerner
Svend Brinkmann. Foto: ritzau

”Gå glip” er et nyt opråb til danskerne om mådehold og begrænsning. Brinkmann har som altid gode pointer, men bogen rummer også en hæmmende flygtighed

Psykolog Svend Brinkmann har ikke ligget på den lade side, siden han i 2014 slog stort igennem med bogen ”Stå fast” med opfordring til at forsage tidens dyrkelse af selvudvikling og omstillingsparathed. I 2016 kom efterfølgeren ”Ståsteder”, og allerede nu – året efter – ligger nummer tre klar.

”Gå glip” hedder den og handler om kunsten at begrænse sig, udvise mådehold og indse, at en personligheds karakter ikke blot udvikles gennem det, man erobrer og vælger til, men i høj grad også gennem det, man vælger fra. Denne lille bog er inddelt i fem såkaldte argumenter – det politiske, det eksistentielle, det etiske, det psykologiske og det æstetiske. Fra disse positioner forsøger Svend Brinkmann at gøre det tydeligt, at vi har brug for at lære at stille os tilfredse med mindre og se værdien af at udelade noget. Brinkmann ser selv denne bog som mere politisk præget end forgængerne, hvilket han forsøger at demonstrere gennem koblingen mellem mådehold, bæredygtighed og fællesskab.

Det er dog en meget forsigtig politisk dimension, der er tale om, idet det politiske her defineres som det ”vi er fælles om” og er meget langt fra det sprængfarlige. Vanen tro holder Svend Brinkmann sig på den sikre banehalvdel, hvor han i sin lette tone beskriver og kritiserer tendenser i vor tid uden selv at bekende alt for meget kulør.

Som især i den første bog, ”Stå fast”, sætter Brinkmann også her fingeren på oplagte ømme punkter og har grundlæggende fat i meget rigtigt. Tiden dikterer en livsstil, hvor man ikke skal lade sig nøje, hvilket gør, at mange nærmest bliver som besatte af at leve så intenst som muligt. Brinkmann forstår, at når evigheden er afskaffet, kan udfoldelsen her og nu udvikle sig en anelse panisk, og han beskriver den såkaldt hedonistiske trædemølle, hvor den enkelte fanges i en endeløs jagt på lykkefølelse. Som tidligere henviser Brinkmann til en række tænkere. Aristoteles er en ledestjerne, og derudover har psykologen udviklet stor begejstring for Søren Kierkegaard, der fylder meget denne gang.

Hans tanke om dette at ville ét inddrages sammen med den berømte opbyggelige tale om liljen og fuglen, som Brinkmann bruger i sin argumentation mod instrumentalisering. Altså dette, at et menneskes indsats skal føre til noget andet frem for blot at udgøre en værdi i sig selv. Søren Kierkegaard har ganske rigtigt meget at sige om lydighed og nøjsomhed, og mens Brinkmann erkender, at Kierke- gaard taler om lydighed for Gud, vælger han at læse hans tanker ”alment som en livsholdning”. Denne kløft mellem det religiøse og Brinkmanns lidt glatte psykologiske retorik løber som en problematisk og tidstypisk rød tråd gennem professorens tre seneste bøger. Ikke desto mindre er det i høj grad hos Kierkegaard, at Brinkmann finder sit eksistentielle argument for begrænsning. Man skal søge det gode for det godes egen skyld, hvormed man bedre kan formå med sindsro at gå glip af noget, fordi man ikke blot hovedløst stræber efter mere.