Prøv avisen
Bog

Brinkmann fremstår som et produkt af den kultur, han så vedholdende kritiserer

3 stjerner
Svend Brinkmann. Foto: ritzau

”Gå glip” er et nyt opråb til danskerne om mådehold og begrænsning. Brinkmann har som altid gode pointer, men bogen rummer også en hæmmende flygtighed

Psykolog Svend Brinkmann har ikke ligget på den lade side, siden han i 2014 slog stort igennem med bogen ”Stå fast” med opfordring til at forsage tidens dyrkelse af selvudvikling og omstillingsparathed. I 2016 kom efterfølgeren ”Ståsteder”, og allerede nu – året efter – ligger nummer tre klar.

”Gå glip” hedder den og handler om kunsten at begrænse sig, udvise mådehold og indse, at en personligheds karakter ikke blot udvikles gennem det, man erobrer og vælger til, men i høj grad også gennem det, man vælger fra. Denne lille bog er inddelt i fem såkaldte argumenter – det politiske, det eksistentielle, det etiske, det psykologiske og det æstetiske. Fra disse positioner forsøger Svend Brinkmann at gøre det tydeligt, at vi har brug for at lære at stille os tilfredse med mindre og se værdien af at udelade noget. Brinkmann ser selv denne bog som mere politisk præget end forgængerne, hvilket han forsøger at demonstrere gennem koblingen mellem mådehold, bæredygtighed og fællesskab.

Det er dog en meget forsigtig politisk dimension, der er tale om, idet det politiske her defineres som det ”vi er fælles om” og er meget langt fra det sprængfarlige. Vanen tro holder Svend Brinkmann sig på den sikre banehalvdel, hvor han i sin lette tone beskriver og kritiserer tendenser i vor tid uden selv at bekende alt for meget kulør.

Som især i den første bog, ”Stå fast”, sætter Brinkmann også her fingeren på oplagte ømme punkter og har grundlæggende fat i meget rigtigt. Tiden dikterer en livsstil, hvor man ikke skal lade sig nøje, hvilket gør, at mange nærmest bliver som besatte af at leve så intenst som muligt. Brinkmann forstår, at når evigheden er afskaffet, kan udfoldelsen her og nu udvikle sig en anelse panisk, og han beskriver den såkaldt hedonistiske trædemølle, hvor den enkelte fanges i en endeløs jagt på lykkefølelse. Som tidligere henviser Brinkmann til en række tænkere. Aristoteles er en ledestjerne, og derudover har psykologen udviklet stor begejstring for Søren Kierkegaard, der fylder meget denne gang.

Hans tanke om dette at ville ét inddrages sammen med den berømte opbyggelige tale om liljen og fuglen, som Brinkmann bruger i sin argumentation mod instrumentalisering. Altså dette, at et menneskes indsats skal føre til noget andet frem for blot at udgøre en værdi i sig selv. Søren Kierkegaard har ganske rigtigt meget at sige om lydighed og nøjsomhed, og mens Brinkmann erkender, at Kierke- gaard taler om lydighed for Gud, vælger han at læse hans tanker ”alment som en livsholdning”. Denne kløft mellem det religiøse og Brinkmanns lidt glatte psykologiske retorik løber som en problematisk og tidstypisk rød tråd gennem professorens tre seneste bøger. Ikke desto mindre er det i høj grad hos Kierkegaard, at Brinkmann finder sit eksistentielle argument for begrænsning. Man skal søge det gode for det godes egen skyld, hvormed man bedre kan formå med sindsro at gå glip af noget, fordi man ikke blot hovedløst stræber efter mere.

Midt i Brinkmanns mange gode iagttagelser om begrænsning, afkald og karakterdannelse indtræder imidlertid en fornemmelse af flygtighed. Brinkmann citerer et hav af psykologer og filosoffer, hvoraf en del kun optræder ganske kort, og det får visse steder karakter af namedropping.

Paradoksalt nok fremstår Brinkmann delvist som et produkt af den accelererende og informationsmættede kultur, han så vedholdende kritiserer, og han får i farten sagt en del banaliteter pakket ind i smarte vendinger. Som når han citerer en antropolog for at forklare begrebet ritualer som ”forordninger af sociale relationer, der sætter mennesker i stand til at kende deres eget samfund”.

Det må siges at være en gammel sandhed her iført kejserens nye klæder, og man tager sig i at ønske, at psykologen smider krykkerne og de mange videnskabelige opslag og skaber sit eget personlige sprog.

Han tænker virkelig mange ting rigtigt og forstår for eksempel, at mennesket kun har ”en fri vilje i den udstrækning, at man kan distancere sig fra sine impulser”, og at børn i skolen skal lære at bære historien med sig for i alvor at kunne forstå det forpligtende fællesskab. Brinkmann begriber den eksistentielle betydning af begrebet dannelse, og derfor styrker han samtalen, men han risikerer også at blive slave af sin egen lette form, og ”Gå glip” bringer for lidt nyt. Brinkmann benytter sin velkendte taktik med at vende de herskende idealer på hovedet og opfordre os til at gøre det modsatte af, hvad de dikterer, og mens dette rummer masser af fornuft, savner man grundigere analyser. Bogen er simpelthen for lille til, at man for alvor kan fordybe sig i de forskellige argumenter, der er svære i denne hurtige og stikordsagtige form at skelne fra hinanden.

”Gå glip” rummer gode pointer, en indlysende rigtig kritik af tidens oplevelsesdesperation og en optagethed af Søren Kierkegaard, der måske antyder, at Svend Brinkmann har interessante erkendelser at se frem til. Men den understreger også, at denne forfatter snart bør begynde at skrive længere og langsommere og mere frigjort fra netop den hektiske mentalitet i vor tid, som han med god grund er så bekymret for.