Prøv avisen
Bogen i tiden

Brinkmanns mange hatte

Svend Brinkmann er aktuel med to nye bøger. Den ene udspringer af et flerårigt forskningsprojekt om sorgens kultur. Den anden er en samtalebog, hvor han er i selskab med Tor Nørre-tranders og Rane Willerslev. – Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Han blev landskendt med sine slagfærdige slogans og en nejhat af avispapir, men den allestedsnærværende professor i psykologi har også en mere forskningstung profil. To nye bøger viser begge sider af Svend Brinkmann – og fører til vidt forskellige anmeldelser

Man kan blive syg af sorg, men sorg er ingen sygdom, og derfor skal den ikke have nogen diagnose. Det er et af budskaberne i Svend Brinkmann nye bog ”Det sørgende dyr – om sorgen, selvet og samfundet” (Klim).

Bogen har udspring i et flerårigt forskningsprojekt med titlen ”Sorgens Kultur”, og den undersøger sorg som både individuel og kollektiv erfaring.

For Svend Brinkmann er sorg en fundamental del af livet, som findes lige der, hvor døden og kærligheden skærer hinanden – og han er derfor ikke tilhænger af WHO’s nye sorgdiagnose, da han frygter, at man kommer til at glemme alle de andre veje, man kan gå med sorg, især de mere eksistentielle og fællesskabsorienterede.

I Politiken er der fem stjerner fra anmelder og filosof Ole Fogh Kirkeby, som konstaterer, at Svend Brinkmann skriver ”vidende og vedkommende” i en ”vigtig bog”, og han konkluderer: ”Bogen udfylder et tomrum og samler et felt. Det lykkes Brinkmann at opbygge en sorgens fænomenologi støttet af konstruktivisme og rig på historisk overblik, ny viden og nye perspektiver. Bogen bliver også personligt vedkommende.”

Heidi Laura er ligeledes begejstret for Svend Brinkmanns nye bog i Weekendavisen, hvor hun blandt andet skriver: ”Man siger så smukt, at sorg er kærlighed, som er blevet hjemløs, men selve sorgen er på mange måder også blevet hjemløs i det moderne samfund.” Men bøger som Svend Brinkmanns er dog med til at give sorgen et sted at høre til og et sted at tale fra, og Heidi Laura forsøger at indkredse den genremæssigt: ”Han har fag-hatten på i denne bog, som er skrevet med en fænomenologisk tilgang: Det er hverken en brinkmannsk opsang, en håndbog i at sørge eller et studie af sørgende mennesker, men en undersøgelse af selve fænomenet sorg, sådan som dette fænomen viser sig i praksis.”

Anderledes kritiske røster lyder der fra Henriette Bacher Lind i Morgenavisen Jyllands-Posten. Hun giver ”Det sørgende dyr” beskedne to stjerner og lader sig ikke forføre af forfatterens forvandling fra populær debattør til lærd videnskabsmand, primært fordi formidlingen af det fagligt tunge stof ifølge hende halter gevaldigt: ”Hvis Svend Brinkmann har haft behov for at vise, at han er en lærd professor, er det lykkedes for ham, men det vidste vi godt. Og mest lærd er den, der kan formidle sin viden, så alle forstår.”

Men netop formidlingen er noget af det, som Frank Beck Lassen fremhæver i Information. Han finder nemlig, at Svend Brinkmann viser sig som ”en blændende vidensformidler, der disponerer sit stof godt og fastholder et kritisk fokus”, at han doserer rigtigt og har en ”flot eksempeløkonomi”. Og så er han glad for at læse en bog, hvor Svend Brinkmann ikke mener så meget, men derimod viser mere: ”Sammenlignet med tordenskraldet ’Stå fast’, der var decideret sarkastisk, er den nye bog meget mere ligefrem i tonen. Den er – og det er noget, der gør en kæmpe forskel – solidarisk med sit emne. Der er en oprigtig nysgerrighed og omhu for sorgen, lidt som var den en plante, der skulle passes. Alt sammen er med til at gøre bogen til et meget behageligt selskab,” og alle fans bør, konkluderer han, købe denne bog, der er ”next level Brinkmann”.

I efterårets anden Brinkmann-udgivelse er han på mere slap line, og det er meninger frem for forskning, man får serveret, denne gang i selskab med Tor Nørretranders og Rane Willerslev i ”Det, du ikke forstår, gør dig klogere – en samtalebog i samarbejde med Frederik Lindhardt” (People’sPress).

Her diskuterer psykologen, videnskabsforfatteren og antropologen mangt og meget, blandt andet frihed, kærlighed, narcissisme, Donald Trump, opdragelse, død og religion – og hvordan vi skal indrette os i denne højteknologiske tid, hvor autoriteterne er under nedbrud, og hvor industrisamfundets hierarkiske strukturer har spillet fallit.

Deres samtale er, hvis man skal tro Sørine Gotfredsen i Kristeligt Dagblad, fyldt med såvel kloge ord som en vis verdensfjernhed. Hun giver fire stjerner, og selvom hun slår sig på, at ”samtalen synes at forestå i den lidt elitære hule, hvorfra det privilegerede menneske beskriver verden”, er hun overvejende positiv i sin bedømmelse, kalder det for ”en vellykket bog” og konkluderer: ”Kendetegnende for bogen er, at de tre medvirkende lader sig påvirke af hinanden og bringes videre, og deres samtale vil utvivlsomt give anledning til mange diskussioner rundtomkring. Man savner undervejs en fornemmelse af, at disse tre kloge mænd midt i alle deres velformulerede teorier for alvor forstår menneskets mulighed for at føle sig fortabt, men man kan ikke få det hele. Og slet ikke i en samtalebog.”

I Weekendavisen har Marta Sørensen skåret sin anmeldelse over samme læst som bogen, når hun lader tre udspaltninger af sig selv tale sammen om et værk, hvor ”storladne tanker mødes, danser med hinanden og opløses igen, når tre medieakademikere taler lidt for længe og uredigeret”, og dermed giver hun formentlig et af sine jeger ret i, at bogen befinder sig i ”grænselandet mellem indsigt og ævl”.

Og der havde Mikkel Andersson også troet, at han ville lande i sin konklusion i Berlingske, men han bliver glædeligt overrasket, anmelder under overskriften ”Irriterende godt selskab” og giver fire stjerner til de tre ”bydeforms-selvhjælpsforfattere” – ophavsmændene til bøger med titler som ”Vær nær”, ”Mærk verden”, Stå fast”, ”Tænk vildt” med flere. Han indrømmer, at han havde forestillet sig en ”omgang bedrevidende kollektivt selvsmageri i en retorisk varmluftssauna”, men at han blev klogere, og han konkluderer, at selvom bogen ikke er fri for rigeligt højtravende passager eller banaliteter, så er der ikke nogen vej udenom: Den leverer både originale pointer og godt selskab.

I ”bogen i tiden” skriver vi hver fredag om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en eller flere bøger har rejst.