Man skal nok ikke forvente Harry Potter-tilstande ved landets boghandlere på mandag, men der er ingen tvivl om, at Svend Brinkmanns nye bog er ventet med spænding. Hele Danmarks yndlingspsykolog slog igennem, da han i 2014 udgav bogen ”Stå fast”, der var et opgør med coaching og mavefornemmelsernes tyranni.
For mange var det en åbenbaring at opdage, at man kan sige nej til evig selvudvikling, og Brinkmanns ord ramte plet, idet denne mand har forstået, at det moderne menneske lever i fare for at kvæles i eksistentiel forvirring, præstationshysteri og selviagttagende terapeutisk tomgang. Alt imens det mangler styrke og ståsted.
Titlen på den nye bog er da også netop ”Ståsteder – 10 gamle idéer til en ny verden”, og hvor den første bog tog udgangspunkt i den store nej-hat, der skulle lære os at afvise tidens krav, forsøger Brinkmann nu at sætte ord på det, vi skal stå fast i. Igen går han pædagogisk til værks og opstiller ti begreber, som han med hjælp fra en række filosoffer udlægger for læseren. Det handler om Det gode, Værdigheden, Løftet, Selvet, Sandheden, Ansvaret, Kærligheden, Tilgivelsen, Friheden og Døden. Med tanker om alt dette skal mennesket hjælpes på plads i verden.
Overordnet set ønsker Brinkmann at gøre op med tidens instrumentalisering og nyttetænkning. Altså, en mentalitet, hvor vi flytter fokus fra det, der har værdi i sig selv og hen til det, der skal komme ud af det. Diskussionen om folkeskole og Pisa-målinger illustrerer det, og med Immanuel Kant i ryggen efterlyser Brinkmann mere forståelse for ethvert menneskes grundlæggende værdighed. Professoren vil genskabe sansen for indhold frem for metode og udbytte, og som udgangspunkt er hans bestræbelse prisværdig. Hans ser mange ting klart, men der er visse problemer med udførelsen.
Man er ikke er i tvivl om Brinkmanns begavelse og belæsthed, men budskabet præsenteres her lige lovlig simpelt, og man aner, at forfatteren er så optaget af igen at ramme bredt, at han sænker barren for meget. Der kradses særdeles løst i overfladen af filosoffernes tænkning, hvilket for eksempel går hårdt ud over Søren Kierkegaard. Denne optræder i kapitlet om selvet, og Brinkmann citerer fra ”Sygdommen til Døden”, hvor selvet beskrives som et forhold, der forholder sig til sig selv. Straks foretager Brinkmann sit snit og skærer Gud væk og erstatter Kierkegaards brug af begrebet ånd med begrebet kultur. Selvet sættes hos Brinkmann af kulturen, historien og de andre, mens det hos Kierke- gaard først og fremmest sættes af Gud. Resultatet er, at Kierkegaard står nærmest afklædt tilbage. Væk er skabtheden, syndigheden, længslen efter nåde og dermed den egentlige fortvivlelse, som jo netop er så synlig iblandt os i dag. Man kan bestemt diskutere, om det kan forsvares at bruge en så stor tænker så overfladisk.
I kapitlet om ansvar trækker Brinkmann på K.E. Løgstrups ord om altid at holde en del af den andens liv i sin hånd, og han stiller det spørgsmål, som man hele tiden tripper efter at få besvaret. Hvorfra stammer den dybe fordring, der skal få mennesket til at stå fast og gøre sin pligt? Brinkmann skriver: ”Fordringen kan kaldes et ansvar eller en pligt, som udspringer af en naturkendsgerning om mennesket.”
Hvilket kan oversættes med, at sådan er det bare, ligesom to plus to er fire, og med en sådan stump ende på tankegangen må man overveje, om mennesket i egentlig forstand sættes under ansvar. Eller om det snarere forsynes med ny inspiration til at definere sig selv. Brinkmann strejfer flere gange muligheden af en slags ydre dimension, der ”på en måde er med til at skabe vores liv”, men han negligerer stort set konsekvent ethvert religiøst aspekt, hvilket på sin vis er klogt, da han sandsynligvis ville miste mange læsere, hvis han bevægede sig i den retning. Han øser indirekte af det kristne livssyn, men han skyr det samtidig, og mens man selvsagt ikke kan kræve, at en forfatter skal favne det guddommelige, er der noget kunstigt ved at beskæftige sig med de helt store eksistentielle temaer og samtidig på næsten klinisk vis skære den kristne tradition bort.
Konsekvensen er, at mennesket hos Brinkmann kun opererer på en del af banen og spærres inde i det rent humane rum, hvor tænkningen risikerer at strande ved punktet, hvor den enkelte igen skal formulere sin egen berettigelse. Dermed kan også jagten på de smukke ståsteder i sidste ende blive til noget, man gør for sin egen skyld – nemlig for at mærke mening i livet. Man kunne kalde dette for instrumentalisering på et højere niveau.
Bogens sidste kapitler om friheden og døden er de bedste. Her understreges den vigtige erfaring af, at pligten er med til at frisætte, og i kapitlet om døden beskriver Brinkmann det værdifulde ved at kunne se afslutningen i øjnene. Dette skal vel at mærke ikke føre til hektisk realisering af drømme her og nu, men i stedet til besindelse på at drømmene måske slet ikke er så vigtige at jage. Det er klogt tænkt, og man ønsker, at Brinkmann næste gang forlader den lette og drengede stil og skriver længere og dybere. Indholdsmæssigt set er ”Ståsteder” en lidt hul og ikke tilstrækkeligt vægtig bog. Pointerne er for simpelt formuleret, og man sidder tilbage med en fornemmelse af at være blevet trukket af sted på overfladen af en fylde, man aldrig rigtig får berøring med. Forleden diskuterede jeg fænomenet Brinkmann med en god præstekollega, der mener, at man sideløbende med sine teologiske forbehold kan forestille sig, at denne mands kamp for livsfylde med tiden kan bane vej for noget mere. Det er muligt, for selvom der her mangler dybde, står det stadig fast, at Svend Brinkmann stiller rigtige diagnoser.
Det er hans medicin, der er mangelfuld, og som ren læseoplevelse er ”Ståsteder” ikke til mere end tre stjerner. Den fjerde stjerne får Svend Brinkmann i denne anmeldelse, fordi hans kritik af vores tid som udgangspunkt er særdeles meget på sin plads.