Hen over Europa springer ”rewilding”-projekterne frem. Bison og gamle hesteracer sættes ud, mens flere ørnearter, gråsæler og guldsjakaler dukker op af sig selv i takt med gunstigere vilkår. Men i Storbritannien er et af de mest kendte rewildningsprojekter en bog. En smuk bog med titlen ”The Lost Words” (De glemte ord), der med stor succes ”rewilder” børns sprog og fantasi.
Det sker vel at mærke ikke med eksotisk klingende navne på rovdyr og uldne græs-ædere med fascinerende urtidsprofiler. Nej, fokus er på ord som lærke, kastanje, blåklokke og salamander. Tilsyneladende helt almindelige hverdagsnaturord, som imidlertid stille og roligt er forsvundet fra mange børns verdener og ordforråd. Et forsvindingsnummer, som en undersøgelse fra Cambridge University også har illustreret: Britiske skolebørn er bedre til at identificere karakterer fra Pokémon-spillet end ordinære britiske fugle og dyr.
At ordene også er forsvundet fra officielle ordkanaler, fik for alvor opmærksomhed for nogle år siden. Her rullede en vred protest af sted mod forlaget Oxford University Press. En gruppe forfattere og kunstnere som blandt andre Margaret Atwood krævede, at forlaget genindsatte en række naturord i en ny udgave af deres børneordbog, The Oxford Junior Dictionary for de syv-ni-årige. Ord som bregne, brombær og odder var blevet ”udrenset” fra værket år tidligere og i stedet erstattet med mere urbane indendørsord som berømthed, bredbånd, blog og bullet-point.
En af de kunstnere, der blev bedt om at skrive under på protesten, var tegneren
Jackie Morris. Hun var selv chokeret over, at for eksempel isfugl ikke længere var med i ordbogen. En fugl, hvis skønhed havde bevæget hende dybt ved første syn.
”Hvordan kan vi lære børn, at agern og blåklokker er vigtige, hvis ordene ikke findes i det opslagsværk, som står på de fleste skoler?”, var hendes umiddelbare reaktion, fortæller hun på sin blog.
Jackie Morris besluttede, at sagen krævede mere end blot en underskrift. Hun kontaktede forfatter, ordelsker og underviser på Cambridge University Robert Macfarlane. Han repræsenterer om nogen den nyeste bølge af den litterære genre, der går under navnet ”nature writing”. En genre, som har oplevet en gevaldig vækst og kreativitet i Storbritannien de sidste 10 år. Blikket er oftest lokalt britisk og udforsker alt fra kragers byliv til fårehyrderi og terapeutisk fugletælling på Orkneyøerne. Fortællingerne mikser gerne elementer fra selvbiografier, feltguider, rejsebøger, forskning, litterær kritik og psykologi i en form langt fra den traditionelle naturfagbog. Dårligt fyldt 40 har den produktive Macfarlane allerede flere lovpriste bestsellerbøger bag sig. Bogen ”Landmarks” fra 2015 er en litterær og leksikal opdagelsesrejse ud i landskaber og deres ord, indsamlet blandt aandet til fods gennem Storbritannien. Ordene har ofte en næsten poetisk klang – pirr er for eksempel et gammelt shetlandsk ord for ”en let brise, der laver kattepoteaftryk på havets overflade”.
Et samarbejde opstod straks mellem Morris og Macfarlane, og deres fælles bog, ”The Lost Words” (udkommet oktober 2017), er blevet et forrygende fænomen med over 150.000 solgte eksemplarer. Bogen genfortryller med stor visuel sanselighed 20 af hverdagens forsvundne ord som mælkebøtte, fiskehejre, odder og selvfølgelig lærke og blåklokke. Den er spredt ud over en generøs atlas-størrelse og gennemillustreret med Jackie Morris’ fantastiske tegninger af den vilde flora og fauna.
Robert Macfarlane har skrevet de korte tekster som introduktion til hver ”forsvundne” art i form af et ”spell”. En slags besværgelse, der i krydset mellem trylleformular og digt får dyr og planter til at genopstå i nyt lys. Måske i et lille nik til Harry Potter-vante børn er undertitlen til bogen ”A Spell Book”. Tonen er ganske nøgtern og støvsuget for både nuttethed og grådkvalt nostalgi for tabte tider. En fælde, det ellers kunne være nemt at falde i med de mange offentlige begrædninger af børns manglende naturkendskab.
Men som Robert Macfarlane har påpeget i en artikel hos naturfonden John Muir Trust, så er det ikke børns skyld, at de ikke kender ordene. En undersøgelse fra 2017 udført af RSPB (Det Kongelige Britiske Selskab til Beskyttelse af Fugle) viste, at ud af 2000 voksne kunne kun halvdelen identificere en spurv. En fjerdedel genkendte hverken en blåmejse eller en stær. En femtedel vidste ikke, at den røde glente (hvis engelske navn kite er det samme som drage) er en fugl. Dog ønskede 9 ud af 10, at børn får mere viden om almindelige britiske dyr og fugle; altså en positiv sult efter viden.
”The Lost Words” har i den grad ramt ned i denne sult og engageret folk. En skolebuschauffør i Skotland blev så grebet, at hun startede og lykkedes med en crowdfunding-kampagne for at skaffe et eksemplar af bogen til hvert et skolebibliotek i Skotland (godt 2600 eksemplarer). Lignende tiltag er nu undervejs i forskellige skoledistrikter i England.
John Muir Trust har udviklet gratis uddannelsesmateriale med udgangspunkt i bogen, som kan hentes på deres hjemmeside.
Men i det større naturbevaringsperspektiv er manglen på viden selvfølgelig stærkt foruroligende. For mange arter er simpelthen også fysisk ved at forsvinde. Stærenes antal i Storbritannien er ifølge Macfarlane reduceret med 70 procent siden 1970’erne, lærken er på vej ud, og det samme gælder salamanderen. En ny undersøgelse har netop vist, at antallet af havfugle på Shetlandsøerne er dramatisk reduceret. Havternen er dér gået fra 9000 ynglende styk til 110 på 20 år.
”Hvis vi hverken kender eller kan benævne de væsener og planter, som vi deler vores liv og landskab med, hvorfor og hvordan skal vi så kunne arbejde for deres gode – selv når deres gode er vores?”, som Robert Macfarlane udtrykker det.
På det sociale medie Twitter ”rewilder” han derfor nu de voksnes ordforråd med et ”dagens ord” fra landskab og natur. Alle er inviteret til at svare og byde ind med et lignende udtryk fra netop deres hjørne af verden. Det har gjort hans konto med over 100.000 følgere til en international naturoase i Twitters ofte indignationsdirrende korridorer. Et nyligt poetisk ord var rema fra gammelt skotsk. En beskrivelse af havets overflade, når det er ”blødt som fløde”. Svarene tikkede ind fra Norge, Maldiverne, Indien, Ungarn og også Tyrkiet, hvorfra én tweetede ordet mælkeroligt.
Twitter-projektet er levende og dynamisk. Her er intet ønske om at fetichere ordene i et musealt tomrum eller skamme nogen for uvidenhed. Det er en nysgerrig opdagelsesrejse på vejen til en rigere og nuanceret forståelse af naturen – og en inspiration til at gå ud at opleve den og opfinde nye ord og betegnelser selv. Med eller uden bogen under armen.
Hver mandag skriver vi om nye bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.