Britisk myte er en dannelsesrejse med en aktuel morale

Filmen ”The Green Knight” er endnu en eventyrfilm, der suger stof fra de gamle myter og digteom kong Arthur og hans riddere af det runde bord, men denne gang er det en lidt for lang affære

Britisk myte er en dannelsesrejse med en aktuel morale
Foto: Scanbox.

Der har været mange film, der har brugt de gamle britiske myter og digte, der kredser om de tapre riddere af det runde bord på slottet Camelot med kong Arthur i spidsen. Vi kender blandt andre Sir Lancelot, Sir Galahad, Sir Percival og så denne films hovedperson Sir Gawain.

Instruktøren af filmen ”The Green Knight” David Lowery griber tilbage til det episke digt fra 1400-tallet ”Sir Gawain and the Green Knight”. Forfatteren er ukendt, og digtet lå i århundreder i private herregårdsbiblioteker, til det i 1824 blev kendt i akademiske kredse. Det trækker på gamle walisiske, irske og engelske fortællinger. Desuden har det rødder til de franske ridder-romaner. Det blev berømt i bredere kredse, da manden bag ”Ringenes Herre”, J.R.R. Tolkien, oversatte det fra old-engelsk til moderne engelsk. Undervejs i filmen kommer der brudstykker fra digtets flotte poesi.

David Lowery følger dog ikke digtet slavisk, men spinder sin egen version, som man jo altid bør gøre med myter og i særdeleshed med middelalderens tvetydige digte. Instruktøren har lavet en film, hvor temaet kredser om det at blive voksen og dermed menneske og om at tage sin skæbne på sig og finde de rette værdier.

Vi møder den unge Gawain, der er søstersøn til den aldrende og skrøbelig kong Arthur. Han bliver juledag inviteret til at sidde til bords med kongen og dronningen, mens alle ridderne er bænket om den øvrige del af det runde bord. Gawain er en ung fløs, der ellers mest er interesseret i fest, øl og kvinder. Han kærestererer noget med pigen Essel, der vil noget mere med deres forhold, men dertil er Gawain ikke kommet, og da hun lægger op til frieri, vil han ikke svare. Han er kort sagt en ung fyr, der ikke vil tage ansvar eller pligter på sig. Dog vil han gerne være en ridder engang, men ikke lige nu.

Da kaster kongen ham ud i en juleleg, og her skal vi huske, at julelege ikke bare er for sjov. De rummer en barsk virkelighed. Pludselig under julemiddagen kommer en forklædt ridder ind til kongens taffel og kaster sin handske. Den, der tør give ham et slag med sit sværd og vise sit mod, bør møde ham året efter ved Det Grønne Kapel og selv få det tilsvarende slag! Er der nogen, der har mandsmod til det?

I sit ungdommelige overmod melder Gawain sig og hugger hovedet af den grønne ridder. De øvrige omkring bordet klapper af den unge mand, der nu tror, at jule-legen er forbi, men et løfte er et løfte og en mand en mand. Julen efter må han modvilligt og rådvild drage nordpå for at møde den grønne ridder.

Det er denne rejse, der er filmens egentlige handling. En slags dannelsesrejse, hvor man skal finde sig selv. Gawain kommer til at rejse gennem mytologiske og eventyragtige landskaber. Der er mystiske væsener, onde skovmennesker og dyr, der taler. Går det så rask over stok og sten? Nej, filmen giver sig god tid, for god tid. Indimellem går det faktisk så langsomt, så man bliver lidt urolig.

Gawain når frem til mødet, og her lukkes der helt op for filmens moral. Det kommer ganske overraskende til udtryk med det gamle filmtrick i form af en dobbelt slutning.

Om vi så kan bruge filmens moral til noget, må enhver jo afklare for sig selv. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på de seneste dages afghanske nyheder, hvor det ikke just er ansvarlighed, mod og ”et løfte er et løfte”, der præger begivenhederne og den hjemlige behandling af tragedien.

er begivenhederne og den hjemlige behandling af tragedien.