Modernisme og kristendom forenes smukt i Jais Nielsens fresker

Kunstneren Jais Nielsens fresker over Den hellige Elisabeth af Thüringens liv i Sankt Elisabeths Hospital på Amager er en af Danmarks største kristne udsmykninger. Ny Carlsberg- fondet har bekostet restaureringen af freskerne og stået bag en bog om det strålende projekt

Den enorme fresko strækker sig op igennem tre etager i hospitalets centrale trappeløb.
Den enorme fresko strækker sig op igennem tre etager i hospitalets centrale trappeløb. Foto: Fra bogen

En af de smukkeste legender om Den Hellige Elisabeth af Thüringen er historien om det såkaldte ”rosenunder”. Elisabeth blev opdraget og gift fyrsteligt ved hoffet på slottet Wartburg ved Eisenach. Men hun ønskede at frasige sig sine fyrstelige insignier og leve et liv i barmhjertighed og godhed mod de fattige og syge.

Tro mod sit kald åbnede hus slottets forrådskamre til fordel for de fattige, og opførte et hospital til de spedalske i byen. Elisabeths gavmildhed forargede hoffet, og de forbød hende at dele ud af slottets rigdomme. En dag, da Elisabeth forlod slottet med en stor kurv med brød, blev nogle af hoffets soldater sendt efter hende for at gribe hende på fersk gerning under hendes barmhjertige forsøg på at lindre de fattige og syges kår. Uden for byporten standsede en af soldaterne hende midt i klyngen af fattige og syge og pegede på kurven, som hun skjulte under sin kåbe, og spurgte hende, hvad hun havde i den. Elisabeth svarede med en lysende skytsengel svævende over sit hoved: ”Roser, Herre!”, hvorefter hun slog kåben til side, og et flor af skønne roser vældede ud.

Elisabeths stærke tro blænder blikket på soldaten, der, som magtens repræsentant, ikke længere kan se, hvad han ifølge fyrstedømmets lov skal se, men i stedet ser de smukkeste roser. Elisabeths tro og stærke opofrende idealisme overstråler de til enhver tid gældende forbehold og den gustne magt. Brød forvandles til roser.

Legenden om brødets forvandling til roser har inspireret talrige billedkunstnere og forfattere op igennem tiden, og den synes også at have været drivkraft bag Jais Nielsens udsmykning af hospitalet på Amager, der bærer Den Hellige Elisabeths navn. To steder i den enorme fresko, der strækker sig op igennem tre etager i hospitalets centrale trappeløb, har Jais Nielsen gengivet legenden om rosenunderet. Kunstneren har, ligesom Elisabeth, villet give de syge og fattige brød som roser. Altså satse på, at den æstetiske og visuelle skønhed i bygningens centrale fordelingsrum skulle virke lindrende på sygdom og smerte og dermed i sig selv forlene den materielle nød og sygdom og den lægefaglige plejes rent fysiske lindringer med en åndelig dimension. Brødet skulle få den skønhed, som nåden og barmhjertigheden tilsiger. Rosernes skønhed.

Derfor lagde Jais Nielsen også et kolossalt arbejde i udførelsen af freskerne over Den Hellige Elisabeths liv og gerning. Over de syv år, udsmykningsopgaven tog, måtte kunstneren lære sig freskoteknikken fra bunden og blive fri nok i håndelaget til at indgive motiverne liv og forløse den samlede visuelle idé. Han måtte også overvinde de arkitektoniske vanskeligheder, trappeløb og reposer bød ham, for at kunne folde sin billedfortælling ud i det rumlige forløb og som et rumligt forløb. Med sine 350 kvadratmeter er Jais Nielsens udsmykning af Sankt Elisabeths Hospital den største kristne udsmykning i Danmark ved siden af Joakim Skovgaards i Viborg Domkirke. Retrospektivt anså han den for noget af det vigtigste, han havde gjort i sit liv.

Eftertiden har ikke været af samme opfattelse. Jais Nielsens fresker har fået lov til at forfalde og dækkes af årtiers patina, slid og brutale reparationer, ligesom kunsthistorien op igennem tiden ikke ligefrem har betragtet udsmykningen som noget rosenunder. Og repræsentanter for nutidens ejer, Københavns Kommune, overvejede at give Jais Nielsens fresker det hvide snit. Altså male dem over. Vi lader sætningen stå et øjeblik i al sin historieløshed.

Heldigvis henvendte Københavns Kommune sig til Ny Carlsbergfondet, der fra 1928 til 1935 skænkede udsmykningen til Sankt Elisabeths Hospital. Og fondet modsatte sig på det kraftigste at forvandle roser til brød. I stedet har fondet bekostet en omfattende restaurering af Jais Nielsens udsmykning, og tillige en glimrende fagligt funderet udgivelse, ”Elisabeth freskerne”, der redegør for Den Hellige Elisabeths liv og mange gode gerninger, og ikke mindst for baggrund, udførelse og restaurering af Jais Nielsens fresker med en omfattende både skriftlig og visuel dokumentation.

En væsentlig udgivelse, hvor hovedforfatteren, Dorthe Aagesen, trappeløb for trappeløb, etage for etage, gennemgår de enkelte scener som Jais Nielsen anskueliggør Den Hellige Elisabeths liv, læring, gerninger og åbenbaringer i – og rumligt uddyber. Hertil kommer kunstnerens egne intentioner og præferencer med værket. For Jais Nielsens fresker kom ikke ud af intet. I 1920 tilbragte han sammen med et par kolleger tre måneder i Assisi i Italien, hvor han studerede Giottos fresker i San Francesco-kirken over Den Hellige Frans af Assisis liv og virke. Han ville ved sammen lejlighed opsøge Frans af Assisis danske hagiograf, Johannes Jørgensen, der boede i byen, men vovede det ikke. De to mødtes først i 1951 i Assisi. Men Jais Nielsen har uden tvivl læst Johannes Jørgensens biografi ”Den Hellige Frans af Assisi” (1907) og heri ikke mindst hans gendigtning af Frans af Assisis ”Cantico di frate sole, laude delle creature” på dansk ”Solsangen” eller ”Sangen om Skabningerne” med dens lovsang til naturen, lyset, stjernerne og Jordens skabninger.

Således er det tydeligt i Jais Nielsens fresker, at Den Hellige Elisabeths liv er genspejlet i Frans af Assisis, og at hun som han synes at have fuglene og de vingede væsner som de nærmeste tilhørere og åndeligt beslægtede. I næsten hele Jais Nielsens visuelle og rumlige forløb er Elisabeth omgærdet af en skytsengel; hun er Guds instrument, men også Frans af Assisis og hans i åndeligt henseende kvindelige tvilling, Clara af Assisi.

Jais Nielsen blev slået af den klare anskuelighed i Giottos fresker og skrev i den anledning: ”Jeg har aldrig stået over for en kunstner, der med så følsom og dog sikker hånd har formået at skildre en menneskeskæbne uden et eneste øjeblik at forfalde til sentimentalt føleri eller højtidelig patos.”

Det er tydeligt, at Jais Nielsen har ønsket at manifestere Elisabeths liv og gerning med samme styrke og ægte overbevisning som Giottos over Den Hellige Frans. I sig selv en nærmest umulig opgave! Men over de syv år med arbejdet bliver det tydeligt, at Jais Nielsen frigør sig fra det historisk bundne i opgaven og sætter sig selv fri, både hvad angår form og farvestyrke. Han formår så at sige at løfte Elisabeth ud af historien og ind i nutiden på sygehuset og gøre hende og hendes lære levende og nærværende. Det lader sig stilistisk bevise, at Jais Nielsen er begyndt for neden i bygningen og for oven, hvor han er akkurat og illustrativ på en lidt død, overgjort måde. Det er præcis i mellemstykkerne – altså på rejse mod målet og i fuld fart – at han er bedst. Her formår han at kombinere vitale erfaringer fra sine kubistiske kompositioner med en klassicerende bestræbelse, der rækker tilbage til middelalderens og ung-renæssancens store kunstnere, herunder selvfølgelig Giotto. Som Dorthe Aagesen skriver, genfortolker Jais Nielsen ”arven fra Giotto som set igennem modernistiske briller”.

Restaureringen af Jais Nielsens fresker til Sankt Elisabeths Hospital og dermed også genfortolkningen af dem, peger på et problem inden for kunsthistorien, ja, kulturhistorien generelt. Kunsthistorien har således haft uhyre vanskeligt ved at acceptere, at der findes en kristen modernisme i det 20. århundredets kunst, både herhjemme og internationalt. Man har set modernisme og kristendom som hinandens modsætninger og ikke forudsætninger. Endskønt netop modernismens splittelseserfaringer og grænseoverskridende potentiale flugter med kristendommens konstitutionelle vægtning af tvivl og af søgen efter transcendens.

Der er derfor en række af kunstnere, ikke mindst i begyndelsen af det 20. århundrede, som betjener et modernistisk formsprog, ikke som en modsætning til, men netop som en del af deres kristendomsforståelse og spirituelle følelse. Jais Nielsen er en af dem. Han er kendt som kunstneren, der revolterende introducerede kubismen i Danmark omkring 1910, og hans mest berømmede værker er knyttet til den avantgardeposition, han havde da. Kristendommen hos ham har været set som en tillempet svækkelse med årene, knyttet primært til hans keramiske arbejder og ikke til hans maleri. Og det uanset hans kristne udsmykninger af kirker – og som her Sankt Elisabeths Hospital – var hans mest ambitiøse arbejder.

Den vellykkede restaurering og aktualisering af Jais Nielsens kristne monumentalarbejde til Sankt Elisabeths Hospital vidner om, at brød stadig kan forvandles til roser, hvis mennesker med de rette intentioner får lov til at virke. Helt i Den Hellige Elisabeths af Thüringens ånd.

Med sine 350 kvadratmeter er Jais Nielsens udsmykning af Sankt Elisabeths Hospital den største kristne udsmykning i Danmark ved siden af Joakim Skovgaards i Viborg Domkirke.
Med sine 350 kvadratmeter er Jais Nielsens udsmykning af Sankt Elisabeths Hospital den største kristne udsmykning i Danmark ved siden af Joakim Skovgaards i Viborg Domkirke.
 Jais Nielsen fotograferet under arbejdet med freskerne.
Jais Nielsen fotograferet under arbejdet med freskerne. Foto: Fra bogen
En detalje fra freskerne: Jomfru Maria.
En detalje fra freskerne: Jomfru Maria. Foto: Fra bogen